Det er meget sjovere at være vågen om dagen!


SPONSORERET AF DUNLOPILLO

dunlopillo_balance_boxHej Svaler 🙂 Som et afsluttende led i min senge-følgeton i samarbejde med Dunlopillo, vil jeg fortælle lidt om mine splinternye søvnvaner. For første gang i mit liv er det lykkedes mig at etablere en såkaldt ‘normal’ døgnrytme, hvor jeg ikke længere tager middagslure af 2-6 timers varighed, fordi jeg ganske enkelt ikke har brug for dem.

Jeg sidder heller ikke længere vågen om natten og foretager mig alle mulige ligegyldige ting, hvor jeg naturligvis burde sove! Faktisk går jeg i seng hver aften (og falder i søvn!) mellem 22:30-23:00 – Og vågner naturligt igen omkring kl. 7:00. BOM! Jeg vedhæfter selv et stående bifald.. Dét alene er revolutionerende, måske på niveau med opfindelsen af internettet. 😀 Heraf min meget stolte positur nedenfor, haha.

dunlopillo_balance_boximage13I forrige indlæg (HER) fortalte jeg lidt om vigtigheden af den ‘dybe søvn’, som er den, der skal generere fornyet energi og rense kroppen for stress, bekymringer og hverdagskaos. Uden den dybe søvn føler vi os typisk afkræftet, ugidelige og irritable.

En ideal søvn sikres ved regelmæssige sengetider kombineret med et højt komfortniveau. Jeg er så dybt taknemmelig for, at jeg har fået lov til at teste en Balance Box seng fra Dunlopillo. Ligeså snart jeg lægger mig i sengen, falder jeg i søvn. Top madrassen former sig nemlig efter kroppens behov og støtter de rigtige steder, så man føler sig ‘omfavnet’. For mig er det altafgørende, fordi jeg er så stort et tryghedsmenneske.

Endnu bedre er, at jeg pludselig vågner op med energi – og faktisk er frisk! Det er jeg ikke sikker på, at jeg har prøvet før. Men nu er min sengehistorik også katastrofal, eftersom jeg aldrig har prioriteret en seng, der bidrager til en mere effektiv dagligdag med overskud til alle mine gøremål.

dunlopillo_balance_boxDen mest fantastiske opdagelse jeg har gjort mig som følge af min stabiliserede døgnrytme, er, at en dag egentligt indeholder rigtig mange timer??! Gud, hvor kan jeg pludselig nå mange ting, nu hvor jeg ikke længere sover dagene væk. Jeg tror måske, jeg har boet på en anden planet i årevis?

Slutteligt vil jeg bare sige, at jeg fra hjertet af virkelig kan anbefale jer at se nærmere på Dunlopillo’s senge! En ideel søvn har en langt større indflydelse på vores generelle velvære, end vi umiddelbart tror. Det er, hvad jeg har fundet ud af, imens jeg har testet Balance Box sengen. Kan i allesammen sove rigtig godt og værne om jeres døgnrytme! 🙂

dunlopillo_balance_box

   

Design vs. Budget: Serge Mouille


INDEHOLDER REKLAMELINKS

0edd5c32bd8c46dc7ada15cadeab8c09untitled-1serge-mouille-1-arm-rotating-sconce-wall-lamp-modern-wall-lamp-light-black-or-white-coloruntitled-12-bras-pivotants-dont-1-courbe_serge-mouille_editionssergemouille_ap2b1c-noir_luminaire_lighting_design_signed-20816-productFotokredit: 1/2/3/4/5/6

Hej Roots 😀 Lad os tale lidt om min absolutte drømmelampe! Lampen over alle andre klassikere, lampen man aldrig nogensinde sælger igen, eller pakker væk i kælderrummet, lampen som alle (kendere) taber kæben over af grøn misundelse: Mr. Serge Mouille!

Jeg har flere gange nævnt, hvordan det gør helt ondt i maven, at jeg ikke har råd til den – i hvert fald ikke de store modeller, som jo selvfølgelig er dem, jeg drømmer om! Som et uopnåeligt mande-crush. (For mit vedkommende: Jared Leto – Når han er langhåret vel at mærke, haha). Never gonna happen..

Jeg har sågar holdt mig for øjnene, når priserne dukker op under billederne på google, men for jeres skyld har jeg tilladt mig selv at se sandheden i øjnene. Fandeme om de større modeller ikke koster mellem 30-65.000 kr. WTF! Hvem i kongeriget Danmark har råd til at investere i sådan en? Hvem? Nej, vent lidt – Jeg vil faktisk ikke vide det! 😀

Anyway, jeg har lige opdaget, at Ellos har fået to (meget) lignende udgaver på lager til ganske overkommelige priser.

untitled-2

Lampen til venstre fås HER / Lampen til højre fås HER.

Jeg har ikke besluttet mig for, hvilken en af dem, jeg skal have – men jeg skal denundenlynme have fingrene i en af dem. Det er ligeså sikkert som amen i kirken! 😀

En rustik tilføjelse i det lille hjem!


SPONSORERET AF HOMEISH

image81Hej Rødder! De sidste par dage har jeg gået og nusset lidt om mit splinter nye rullebord i jern med grove træhylder fra Homeish. Jeg mangler akut skabsplads i mit køkken – bl.a. fordi jeg har bombet to af dem med værktøj, haha. Jeg vil næsten våge at påstå, at jeg har mere værktøj end en tømrer 😀 Så et rullebord er en kærkommen løsning til nogle af mine køkkenting. Jeg er specielt pjattet med rum-opdelingen på midterste hylde, som skaber en fed og samtidig praktisk detalje.

image46image72image91image121image55image38image63image11image10Udover at anvende rullebordet til køkkengrej, ville det også være oplagt som plante- eller barbord. Hvis man er beriget med et stort badeværelse, kunne man f.eks. bruge det til toiletartikler og håndklæder. Desværre er mit WC maksimalt 4 km2, ellers havde jeg med stor sandsynlighed parkeret det derude.

Derudover er vi jo mange, der er pjattet med boligmagasiner og designbøger, som også ville se ret godt ud på rullebordet – måske kombineret med planter, lysestager og nipsting. Bordet er fra Nordal, som forhandles hos Homeish. Nedenfor kan i se bordet splitter ragende nøgent uden styling.

ale-rullebord_1024x1024


OM HOMEISH

Homeish er en webshop, som tilbyder al det interiør, vi ikke finder andre steder. Har man et stort retro-hjerte, eller blot er på udkig efter rustikke tilføjelser i indretningen, så vil jeg varmt anbefale jer at besøge Homeish.

Webshoppen indeholder bl.a. de smukkeste vitrineskabe, som jeg er i krise over, at jeg ikke har plads til! Hvis en af jer skulle være så velsignet at anskaffe jer et, vil jeg ikke vide det, haha. Et af de brands som Homeish forhandler er Nordal, som jeg virkelig har fået øjnene op for i år. De kreerer seriøst nogle fede designs! Nedenfor har jeg udplukket 10 af mine favoritter fra Nordal.

untitled-1

1. Pendel / 2. Vægskab / 3. Bordlampe / 4. Stort messing spejl / 5. Skænk / 6. Rullebord / 7. Bakkebord / 8. Lysestage / 9. Rattan Stol / 10. Væglampe


GREEN FACTORY BY HOMEISH

Ydermere rummer Homeish også en mindre jungle af smukke terrarier i forskellige størrelser. Desværre kom jeg til at vælte min på gulvet, da jeg skulle eskortere en kæmpe Monstera ud under bruseren. Spørg mig lige om jeg ærgrede mig over det! Åha, ulempen ved at have planter over det hele.

forest_medium_ficus_1024x1024giant_lab_bonsai_1024x1024green_factory_-_dome_ficus_1024x1024green_factory_-_jurassic_lab_small_1024x1024Terrarierne er afhængige af dagslys, men må ikke udsættes for direkte sollys. Deres lille økosystem virker ved hjælp af fotosyntesen. Fugt og klimaet i glasklokken, er nødvendig for at planten kan leve – den skal derfor ikke vandes. Der følger naturligvis en vejledningen med planten samt tips til den idéelle pasning af terrariet.

Slutteligt vil jeg nævne, at Homeish udover webshoppen også har en fysisk butik/showroom i Sydhavnsgade 28D, stuen i København SV. Butikken har åbent: Mandag-fredag: 10:30 – 17:30 og Lørdag-søndag: 11:00-15:00, hvis i har lyst til at svinge forbi og tage et kig med hænderne 😀

   

Del 4: Hospital-selfies og 3,5 uges indlæggelse

img_3197-copyDen selvsamme dag jeg blev indlagt, forsvandt alle mine (hvad der har syntes som kroniske) selvmordstanker. En opdagelse, der bekræftede mig i, at jeg reelt aldrig har haft lyst til at stille træskoene, men i afmagt og håbløshed ikke har set andre udveje for ro. I smug drømte jeg naturligvis stadig om en hjernetransplantation, da det ville være betydeligt lettere at overskue – frem for at forholde sig til 3 diagnoser.

Eftersom tankerne ikke længere cirkulerede sig om selvmord, blev der pludseligt rum til at føle et uvant ansvar for at udøve min del, i forhold til at få etableret en livsglæde – ja faktisk et helt nyt liv. Det endelig at blive indlagt var et kærkomment håb, der fik mig til at rejse mig fra graven igen!

Min første opgave bestod af en radikal ændring af mine ‘ikke-eksisterende’ dagsrutiner. Førhen gik jeg f.eks. kun i bad, hvis jeg havde en aftale. Jeg tror endda rekorden er 1,5 uge uden et bad, fordi jeg ganske enkelt var så skamdeprimeret, at jeg ikke magtede det. Desuden havde jeg læst et sted, at kroppen tilsyneladende bliver selvrensende efter 3 uger – så jeg tænkte: Nå ja.. Ingen alarm. 

Med undtagelse af de to første dage, præsterede jeg overraskende nok at tage et bad hver eneste morgen. (Efter samtlige kopper kaffe og et slag på tasken mellem 4-7 cigaretter vel at mærke). Pointen må være, at jeg fik det gjort, på trods af at jeg den første halvanden uge bandede mig hele vejen ud under bruseren.

Min døgnrytme blev også pludselig stabiliseret. Jeg kan faktisk ikke huske, om jeg nogensinde har haft en almindelig døgnrytme? Som barn lå jeg altid (med det famøse nakketræk!) til langt ud på natten og stirrede på døren af frygt for, at nogen skulle bryde ind på mit værelse og gøre mig fortræd. Siden jeg flyttede hjemmefra som 16-årig har jeg (i det omfang jeg havde mulighed for) sovet dagtimerne væk og modsat været vågen om natten.

Jeg tænker ikke, det er nødvendigt at gå så meget i dybden med mine spisevaner? Lad os bare sige, at det ikke har været ualmindeligt for mig kun at få ét måltid om dagen – et usundt et. Jeg har tilmed også haft dage, hvor jeg slet ikke har fået noget at spise.

Under indlæggelsen gik jeg typisk i seng mellem 22-22.30 og vågnede morgenen efter kl. 06.30. Også mine måltider blev rutinepræget. Morgenmad kl. 7.30, middagsmad kl. 12:00 og slutteligt aftensmad kl. 18.00. Som at blive eskorteret tilbage til planeten.

Det daglige aktivitetsniveau var ikke noget at skrive hjem om. Faktisk overraskede det mig, at vores hverdage udover faste spisetider primært bestod af at ryge smøger, få tildelt medicin – og måske en enkelt lægesamtale. Dog havde vi et (møg irriterende) obligatorisk morgenmøde kl. 8:15, der bestod af salmesang (som kun det ældste ‘klientel’ kunne synge med på) – samt en kortvarig udstrækning. Ingen gad det.

Ind i mellem arrangerede de endda en gåtur med ledsaget personale, hvis man vel at mærke havde udgang. Ellers var vi overladt til os selv. Jeg ved egentligt ikke, hvad jeg havde forestillet mig omkring en indlæggelse, men måske jeg troede, at vi fik psykologsamtaler for at forebygge endnu en indlæggelse, samt hjælp til at strukturere den virkelighed vi blev udskrevet til. Det var ikke tilfældet. Faktisk skulle man kæmpe med næb og klør for blot at få tildelt en samtale med en socialrådgiver.


DEN SIDSTE HALVANDEN UGE SOM INDLAGT

Min ‘hero-afvænning’ (medicinafvænning) havde langt om længe fuldført sit formål, og var endelig overstået. Jeg begyndte endda at føle et markant løft i mit humør. Selv mit dunkle tankemylder, blev reduceret til et absolut minimum – som at blive trukket op af en mose. Til slut i min udredning fik jeg ordineret et nyt antidepressivt præparat med følgeskab af intet mindre end stemningsstabiliserende, angstdæmpede og beroligende medicin suppleret med sovepiller til natten, for også at stabilisere min døgnrytme. En kombination der viste sig at virke ualmindeligt hurtigt!

Fire dage i træk vimsede jeg sågar rundt og nynnede med på mine yndlings reggae-numre, imens jeg tog et (langt) bad. Jeg nød pludselig at klæde mig på og ordne min make-up. Jeg tog faktisk mig selv i at stoppe op og tænke: “Wait a minute! Hvad fanden foregår der?” Gik jeg ligefrem og hyggede mig med ‘normale’ rutiner?!

Som følge af den overraskende ændring af mit stemningsleje, fik jeg pludselig overskud til at aflive min apatiske dagligdag på afdelingen. Det hang mig efterhånden ud af halsen at kæderyge og drikke tynd filterkaffe 16 timer i døgnet. En dag spurgte jeg derfor personalet om tilladelse til at gå ned til stranden for at bade. Det var der heldigvis ingen problemer med. Måske fik jeg lov, så de slap for at forholde sig til mig for en stund –  eller også anerkendte de min nylige stabilitet?

Jeg pakkede omgående en taske og vandrede storsmilende ud af ‘fængslet’ ned mod vandet. Da jeg kom ned til stranden, smed jeg tøjet hurtigere end et fingerknips, gik målrettet ud i det iskolde vand og kastede mig ud i bølgerne – med en underlig følelse af frihed efter et helt liv i et mentalt fangenskab.

I løbet af den sidste halvanden uge på Psykiatrisk, nåede jeg at bade 3 gange. Den sidste gang smed jeg endda badedragten og hoppede nøgen ud i havet. Da jeg efterfølgende pakkede mig ind i håndklæder, løb tårerne ned af kinderne på mig. For første gang i mit liv kunne jeg nyde så simpel en ting som at bade.

image122


THE RED ROOM

Efter de første uger opdagede jeg tilfældigt, at afdelingen var i besiddelse af et såkaldt ’sanserum’, hvor lyset kunne reguleres i forskellige farver. Det kan i øvrigt godt undre mig, at vi ikke blev informeret om, hvilke muligheder der var tilgængelige for os?

Anyway.. Den sidste halvanden uge listede jeg (inden mit morgenbad) næsten dagligt ind i sanserummet med Akua Naru i ørene og trænede med min egen kropsvægt. Jeg havde endda også en foamroller med hjemmefra, som jeg flittigt brugte til at knække min ryg på plads. Sanserummet blev hurtigt mit fristed – et tiltrængt afbræk fra både personale og mine medpatienter. Desuden var det en fantastisk følelse at få løsnet op i kroppen igen og være i kontakt med sig selv.

julie


JULIE VS PERSONALET

På trods af mine små personlige sejre, havde jeg naturligvis stadig mine daglige kampe med personalet. Siden jeg blev indlagt, havde både jeg selv og min familie presset hårdt på efter en samtale med afdelingens socialrådgiver. En af de faktorer som var med til at ødelægge mig op til indlæggelsen var, at jeg pludselig fik svært ved at forsørge mig selv som følge af min massive depression. Til sidst kunne jeg knap nok betale min husleje.

Eftersom min tålmodighedskvote allerede var opbrugt, tog jeg endnu en gang turen op til glasburet for at minde dem om min udestående forespørgsel efter en socialrådgiver. Personalet afviste mig (til ingens overraskelse) med beskeden: “Det har vi simpelthen ikke tid til at tage os af lige nu”. Klik! Frem for at bryde ud i gråd eller kaste med ting, som hidtil har været mine primære reaktionsmønstre, fandt jeg en anden – måske mere effektiv løsning.

Imens jeg minimum talte til 40, gik jeg direkte ned på værelset, tændte computeren, åbnede Spotify – og satte min Heavy Metal playlist på med fuld hammer! Jeg estimerede, at der ville gå et sted i mellem 2-4 minutter, før personalet (som et amatøragtigt SWAT-team) ville storme ind med fuld udrykning. Så jeg satte mig rasende til rette på hospitalssengen med armene over kors og ventede.

Ganske rigtigt bragede to sygeplejersker ind på værelset kort efter: “Julie!? Vil du øjeblikkeligt slukke for den larm?” råbte den ene, mens den anden ikke fattede en brik af, hvad der foregik.

“Det kan du tro, jeg vil. Men nu hvor i er her, vil i så være søde at sørge for, at jeg får den samtale med socialrådgiveren, som vi har rykket efter i halvanden uge?!? Ellers er jeg temmelig sikker på, at I aldrig slipper af med mig!”

Efter jeg fik slukket for musikken, forsikrede sygeplejerskerne mig om, at de ville arrangere et møde hurtigst muligt – og jeg kunne efterfølgende kreditere mig selv for min konstruktive måde at tackle situationen på..


Den efterfølgende dag løb jeg ind i endnu en episode med det kære personale. Ca. en time inden der blev brygget aftenkaffe, bankede jeg på hos personalet for at bede om kogt vand. “Ja, det må du altså lige vente med, til vi også laver kaffe.” Sagde en yngre mandlig sygeplejerske, hvis funktion åbenbart var at sidde limet til sin kontorstol fra hans vagt begyndte til den sluttede.

“Jeg er blevet forsikret af din kollega om, at jeg til hver en tid har ret til kogt vand – uanset tidspunkt!” Sagde jeg selvsikkert. “Ja, men vi har ikke tid til at koge vand til dig, når vi laver the og kaffe om en time.” Svarede han nedladende, imens han sad og fedtede med en croissant sideløbende med at flirte med sine kvindelige kollegaer. “Er det fordi, du er doven?!” Spurgte jeg, eftersom jeg ikke kunne tænke mig til andre årsager. “Nej, jeg sparer bare på mine skridt.” Svarede han og tog en bid af kaloriebomben.

“Utroligt! Så vil jeg gerne bede om en kop og en PN NU – med mindre i foretrækker at jeg knalder fuldstændig af lige på stedet?!” Understregede jeg med hamrende hidsige øjne. Situationen blev dog afværget ved, at en anden sygeplejerske hentede en kop og udleverede en Oxapax (beroligende medicin) til mig. Jeg tog den forbandede pis-kop med mig ind på værelset, tændte bruseren og skruede helt op for det varme vand, så jeg kunne lave en kop instant-kaffe. Hvis jeg blev syg af det, kunne de takke sig selv for det..

Jeg tog mine cigaretter i hånden og gik ud i rygegården med min kaffe. En ergoterapeut fulgte ængsteligt trop – formentligt for at sikre, at jeg ikke lavede en scene. Det var selvfølgelig lidt svært at undgå. “Det her må du ikke tage personligt,” sagde jeg og fortsatte:

“Jeg vil simpelthen ikke acceptere flere afvisninger eller skideballer som følge af, at I ikke får koordineret alle jeres hjernedøde regler med hinanden! Jeg nægter at tage imod det længere! Når jeg bliver forsikret om, at jeg altid har ret til kogt vand, så vil jeg fandeme ikke finde mig i, at i affejer mig som et 4-årigt barn, der absolut ingen rettigheder har!!”

Ergoterapeuten slog chokeret øjnene op og vidste tydeligvis ikke, hvordan hun skulle reagere på mit udbrud. “Men, men Julie, vi har jo rigtig travlt,” forsøgte hun sig. “Kalder du det travlt at sidde på sin flade og æde smørcroissanter? Jeg forstyrrer jer max to gange dagligt, nu må i altså tage jer sammen!” Modargumenterede jeg. Hun foretog sig egentligt ikke så meget andet end at dreje om på foden og gå tilbage til sikkerheden i isolationslokalet.


To dage inden min udskrivelse peekede min vrede. På en af fællesstuerne sad en anden patient mutters alene og græd højlydt. Personalet reagerede ikke på det, så jeg skyndte mig omgående at banke på glasburet for at meddele, at en patient havde brug for deres hjælp.“Okay!” Svarede de og lukkede døren igen?? Den luddovne mandlige sygeplejerske præsterede ligefrem at gå direkte forbi hende på vej tilbage til kontoret efter et kort visit i køkkenet.

Jeg var ved at blive fuldstændig vanvittig (hvis ikke jeg var det i forvejen) af personalets negligerende adfærd overfor os! Jeg spurgte derfor desperat om lov til at tage ned på stranden i et par timer for at undslippe min indebrændte vrede. Men fordi der ikke var nogen læge til stede på afdelingen, som er de eneste, der kan bevilge udgang, fik jeg et klokkeklart nej.

“Fint, stik mig nummeret til en læge, så ringer jeg sgu selv og spørger om lov!” råbte jeg og mærkede endnu en gang ildebranden blusse i maveregionen. “Altså der er jo ikke tale om en krisesituation, så vi kan desværre ikke udlevere nummeret til lægen.” Responderede de ligeglade. Og så skete det! Mit hidtil værste udbrud eksploderede ud af mig som en altudryddende atombombe, uden jeg havde den mindste chance for at stoppe galskaben. Tårerne stod ud af mig, mine kinder blev ildrøde, mit hjerte hamrede ud af brystkassen, mine hænder rystede. Jeg tabte al kontrol over min krop.

Jeg løb ned på værelset, kastede med alt indenfor omkreds, rev og rykkede med alle mine kræfter i de skamsikrede vinduer for at slippe ud af fængslet – Jeg prøvede sågar at mase mig selv ud gennem beslagene, fuldstændig ligeglad med om jeg brækkede noget. Da jeg ikke formåede at brække vinduet op, tampede jeg ud i rygegården, smækkede døren bag mig og tændte en cigaret i håbet om, at det ville hjælpe på tilstanden.

Personalet handlede ikke på mit udbrud – og jeg tror, deres ligegyldighed fik mig til at sprænge endnu mere i luften. Først efter en lille time kom en ung sygeplejerske ud til mig for at høre, om jeg var kølet ned igen??! “Kølet ned??” Svarede jeg aggressivt og fortsatte:

“Hvad fanden er det for en vanvittig afdeling i driver? Er en del af jeres arbejde ikke at tage jer af os, som er indlagt? Det kan da for helvede ikke passe, at det tager 18 timer at føre journal, når I ikke har den fjerneste idé om, hvordan patienterne rent faktisk har det? Kan det virkelig være rigtigt, at man som indlagt har ansvaret for sine medpatienters velbefindende, fordi i nægter at låse jer ud af jeres fucking glasbur – og rent faktisk gøre, hvad I er ansat til?”

Hun rullede øjne af mig og ventede uden tvivl på, jeg blev færdig med min opsang, så hun kunne skride igen. “Ej, ved du hvad, jeg kan fandeme ikke holde det her ud længere. Jeg vil gerne udskrives lige NU! Jeg nægter simpelthen at være vidne til den her umenneskelige måde i behandler os på!” Råbte jeg.

“Jamen Julie vi kan jo ikke udskrive dig uden samtykke fra en læge – Du må vente til i morgen.” Svarede hun. “Så vidt jeg ved er jeg frivilligt indlagt, så kan jeg vel også frivilligt skride igen!?”

“Du må desværre vente til i morgen.. Skal jeg ikke lige hente en PN til dig? Tænker det er en god idé?” Foreslog hun afvigende.. Jeg rystede opgivende på hovedet og lod hende medicinere mig, hvis det gjorde hendes arbejde lettere, nu hvor der jo også stod kage på kontoret til de ansatte.


(NB: Som følge af at min bipolære lidelse endelig er blevet stabiliseret, baner det pludselig vej for årtiers undertrykt vrede. Desværre kommer den vrede til udtryk på et niveau, jeg slet ikke kan kontrollere. Min hjerne siger omgående ‘klik’, hvis jeg oplever en unfair behandling – eller en klar afvisning. Det kommer til at tage lang tid for mig at få vreden reduceret til et samarbejdsvilligt stadie.)

Forsættes..

Min søster har hæklet den flotteste pude til min stue!

dsc_0849-copyHej Bavianer 😀 Prøv lige at se hvad min dygtige søster har lavet til mig. Er den ikke bare fin? Jeg har nemlig ønsket mig en rund pude med forskellige farver på. Så hun påtog sig opgaven at hækle en til mig, hvor jeg selv måtte vælge, hvilke farver jeg ville have. Så jeg valgte: grøn, bordeaux, okker og lyserød.

Nu forstår jeg ikke en brik af strikke- og hæklesprog, men den er lavet i tunesisk hækling, som hun egentligt aldrig har prøvet før. Synes godt nok det er imponerende, hvad hun præsterer at lave! 😀

dsc_0856-copydsc_0857-copyI kan finde opskriften til puden HER. Det er en opskrift, man skal betale 50 kr. for at downloade, hvilket jeg egentligt synes er fair. 🙂 Er der mon nogle af jer, som vil i gang med samme projekt?

dsc_0850-copy

De 6 flotteste sofaborde i følge mig!


INDEHOLDER REKLAMELINKS

dsc_0987-copydsc_0993-copyHej Smølfer 😀 For noget tid siden flyttede det nye Lucca sofabord fra Bloomingville ind i min stue. Jeg kan love jer for, at jeg tog i mod det med åbne arme – Føj, hvor jeg elsker det bord! Jeg kan bedst lide sofaborde, der ikke er alt for dominerende, specielt fordi jeg har en lille stue, og skal tænke lidt strategisk i forhold til møbleringen. Så hellere gå amok med farverne omkring de lette designs. (Hvilket jeg så også gør i stor stil!)

Jeg har fundet ud af, hvor kræsen jeg egentlig er, når det kommer til borde. Jeg foretrækker tilsyneladende de såkaldte ‘artsy’ glasborde for øjeblikket. Kunne faktisk godt tænke mig at skifte mit Ding Table fra Normann Copenhagen ud med et af de nedenstående borde – gerne NU, haha.

untitled-21. Matégot table / 2. TS coffee table / 3. Angui table / 4. Pedrera table / 5. Lucca table / 6. Nordal glasbord

   

Tip: String Pocket look a like til 289 kr.


INDEHOLDER REKLAMELINKS

bloomingville_sorthyldeimetal-pGodmorgen Svaneæg 🙂 Kan i huske, at jeg bloggede om Bloomingvilles AW17 kollektion for halvanden måned siden? (HER). Selvom mange af nyhederne har været i butikkerne i nogen tid, så er denne North hylde først lige ankommet. Den minder jo lidt om den populære String Pocket hylde – bare 700 kr. billigere.

Hvis jeg ellers kunne formå at banke noget som helst op i mit køkken, så havde jeg prompte bestilt en i sort. Men jeg har selvfølgelig en fuldstændig umulig væg, som bare smuldrer, når jeg forsøger at hænge noget op på den. Åha! 😀

Den hvide North hylde fås HER / Og den sorte fås HER.

Smukke nyheder fra Louis Poulsen!


INDEHOLDER REKLAMELINKS

vl-38-bord-sort-miljoe-bordlampe-louis-poulsen-vilhelm-lauritzen-1190x1190Hej Roots! 🙂 Jeg er netop stødt på et splinternyt design fra Louis Poulsen, som bestemt er værd at slå alarm over. Jeg har egentligt aldrig været super tiltrukket af deres klassiske lamper. De er faktisk slet ikke mig, hvis jeg skal være helt ærlig. Men den her VL38 lampe er jeg vild med – både i sort og hvid.

none_1200x1200-id1053160-2490b49a38182e711a4482473d13e832louis-poulsen-vl38-led-tischleuchte-situation-nachttischlouis-poulsen-vl38-led-stehleuchte-situationlouis-poulsen-vl38-led-stehleuchte-wandleuchte-tischleuchte-ambientevl38-gulv-sort-louis-poulsenvl38-gulv-5a219e27d50d1b0095fa265049d8b80cfvl38-table-lamp-black-mil-2VL38 fås både til væg, bord og gulv og koster mellem 2495-4495 kr. lige HER.

Del 3: Hospital-selfies og 3,5 uges indlæggelse

fullsizerender3(Fortsættelse på Del 1 & Del 2).

Hej kære I 🙂 Jeg har netop gennemlæst de to tidligere indlæg omkring min indlæggelse, og det slog mig pludseligt: Måske i undrer jer over min bipolære diagnose, eftersom jeg udelukkende har omtalt mine ulidelige depressioner? Så mon ikke jeg bør finde nosserne frem og få afregnet mit udestående med manierne? (Heraf det ovenstående halvfestlige filter). Gisp.

Som i måske allerede ved, så er ‘bipolar affektiv sindslidelse’ betinget af nogle opsigtsvækkende humørskift grundet en kemisk fejl i hjernen, som ikke formår at stabilisere stemningslejet. Uden den stabilitet ryger man derfor skiftevis dybt ned i helvedet (som tidligere omtalt) og meget højt op i såkaldte manier. Man omtaler også manierne som ‘highs’, da de i mange tilfælde kan minde om en kokainrus. Jeg ved tilfældigvis (og desværre), hvad jeg taler om.

Jeg har stadig virkelig meget at lære omkring min sygdom, som viser sig at være utrolig kompleks – specielt manierne, men hvad jeg indtil videre overordnet har lært, vil jeg forsøge at skitsere et overskueligt billede af:

Hypomani (Let mani)
Kan sammenlignes med at være hyperaktiv. Man oplever et løftet energi- og aktivitetsniveau med øget omgængelighed, snakkesaglighed og overdreven fortrolighed. F.eks. tillægger man det ikke særlig stor værdi, hvem man betror sig til, eller hvad man får sagt. Typisk får man utrolig mange ideer, som man reelt ikke kan finde hoved og hale i.

Seksualdriften stiger, som følge af et (faktisk ret så behageligt) selvtillidsboost. Hypomani har som sådan ikke nogen negativ indflydelse på ens arbejdsliv grundet øget overskud og handlekraft.

Mani uden psykose (Moderat mani)
Kan variere fra ukontrolleret opstemthed til et irritabelt/arrigt stemningsleje. Impulser overtager alle former for fornuft og rationel tænkning, hvorfor man ofte får en økonomisk bekymringsløs adfærd. Man kan opleve at føle sig frygtløs, uovervindelig – grænsende til storhedsfølelse samt overdreven selvtillid.

Stemningsniveauet er så ekstremt, at man både kan opleve svær rastløshed, fysisk uro, koncentrationsbesvær og reduceret søvnbehov. Man oplever et kraftigt tab af sociale hæmninger, som personen måske ‘normalt’ har, hvilket fører til dumdristig, pinagtig og upassende adfærd. Modsat kan man opleve en markant øget seksualdrift, livlige associationer, overdrevne selvbilleder med storhedstanker. (Som nævnt ovenfor).

Mani med psykose (Svær mani)
En psykotisk tilstand med vrangforestillinger og hallucinationer. Oftest kan personen ikke gøre rede for, hvad der er foregået under tilstanden. Som et klassisk black out. Nogle bliver voldelige og ekstremt udadreagerende, mens andre foretager sig nogle meget atypiske ting.


Jeg befinder mig typisk mellem hypomani og mani uden psykotiske symptomer, når jeg oplever mine highs. Jeg har endnu ikke oplevet en psykose i forbindelse med at være bipolar. 7-9-13 med supplerende bank under bordet!

Tidligere har jeg af flere omgange omtalt 2016 som værende mit livs bedste år! Faktisk det eneste år, hvor jeg for alvor har oplevet at være glad, selvtilfreds og i harmoni med min krop – i længere end blot et par dage ad gangen. Jeg fik udrettet bunkevis af store projekter – både i arbejdsregi, indenfor personlig udvikling men også i indretningen af mit hjem.

Min selvtillid var overdrevent høj, jeg følte, at jeg kunne klare hvad som helst – grænsende til en uovervindelighedsfølelse. Ideer for fremtiden fløj ud af ærmerne på mig hurtigere, end jeg kunne nå at fange dem og skrive dem ned. Jeg behøvede næsten ingen søvn og så faktisk bare frem til at vågne igen, så jeg kunne forsætte euforien. Min økonomi blev et katastrofalt rod, som jeg egentligt var fuldstændigt ligeglad med. Fra marts til december sidste år befandt jeg mig mere eller mindre i en manisk tilstand. (Uden at være klar over det). Jeg tror slet ikke, i kan forestille jer, hvad jeg foretog mig i den periode.

Årsagen til at jeg har holdt igen med at dele mine ‘highs’ med jer, er, fordi jeg skammer mig over dem. Noget så frygteligt! Når jeg falder ned fra en mani, står det altid soleklart for mig, at jeg har været fuldstændig.. Ja, vanvittig.

En af mine mange foranstående kampe bliver at fange mig selv, inden jeg havner i en mani, hvor jeg har for vane at chokere og skræmme mine omgivelser. Det er primært i manierne, at mine impulser overtager mit væsen, hvor jeg træffer nogle uhensigtsmæssige valg, der efterfølgende får store konsekvenser for min tilværelse og mit selvværd.

I løbet af de sidste 12 år har jeg mistet mange dyrebare venskaber, skønne relationer og potentielle kærester pga. mine håbløse humørsvingninger. Nogle er jeg fortsat i sorg over at have mistet. Jeg kan kun håbe på, at en kombination af rette medicin og læren om sygdommen vil forbedre mine chancer for fremtidige interaktioner med mennesker, så jeg kan bryde ud af mit dominerende ensomhedsfangenskab.


MIN 2. UGE SOM PATIENT

img_2639Morgenen efter mit nervesammenbrud listede jeg dehydreret og drænet for energi op til glasburet, som en fattig tigger uden myndighed, der endnu en gang desperat manglede kaffe. Den selvsamme sygeplejerske, der forgæves havde forsøgt sig med NADA dagen forinden, var desværre stadig på arbejde? Jeg nåede knap nok at få ordet ‘kaffe‘ ud af min mund, før hun øjeblikkeligt, drejede 180 grader på kontorstolen, hævede sin pegefinger med direkte skudlinje til mit ansigt og udbrød: “Det kan du godt glemme!”

Og voila, mere skulle der ikke til, før jeg endnu en gang brød ud i gråd og løb ned på værelset med det eneste formål at gå amok i fred. Min skrøbelighed svarede til, at huden var blevet skrællet af mig, hvor selv den mindste lille vind føltes som tortur på mit blottede kød. Prisen jeg frygtede at skulle betale for at vende vrangen ud i den forgangne uge.

Da jeg fik mig selv på benene igen/ikke havde mere indenfor rækkevidde at kaste med, pakkede jeg mine cigaretter i jakkelommen og gik endnu en gang op til isolationslokalet, så hun i det mindste blev tvunget til at låse mig ud i rygegården. “Hmm.. Hvad er klokken?” Sagde kællingen og kiggede på sit slidte armbåndsur. “Ja, den er over 6:00!” Konstaterede jeg irritabelt! Hun fandt overgivende nøglebundtet frem fra bukselommen og fulgte mig derud.

“Julie, prøv lige at hør,” sagde hun med et knapt så fjendtligt toneleje og fortsatte: “Du har altid, uanset tidspunkt på døgnet, ret til kogt vand, men vi har nogle faste tidspunkter for patientkaffe, som uden diskussion skal overholdes.” Imens hun åbenlyst forsøgte at trække sig selv ned på et uvant pædagogisk niveau, kunne jeg ikke undgå at filosofere over, hvor belastende det måtte være for tilværelsen (og sine omgivelser!) at være så muggent et menneske.

Lettere frustreret med tårer i øjenene svarede jeg: “Men du kan vel godt se, at det er unfair, at personalet har givet mig kaffe hver morgen, når jeg står op? – Og du så pludselig bliver pisse sur på mig over, at jeg spørger? Det er vel en skideballe, du bør dele ud til dit personale og ikke til mig!?”

At dømme ud fra hendes ansigtsudtryk, skulle jeg vidst nok bare holde min kæft øjeblikkeligt, hvis jeg havde nogen som helst intentioner om at få tændt min cigaret. Kunsten at vælge sine kampe med omhu.. 

Efter episoden vurderede jeg, at jeg var nødsaget til at anskaffe mig noget instant-kaffe i en fandens fart for at sikre verdensfreden – om ikke andet den på Psykiatrisk Hospital..


Generet begyndte jeg at bemærke en markant ændring i stemningen på afdelingen. Personalet virkede irritable, stressede og enormt afvisende for alt udenforstående det administrative arbejde. Jeg hæftede mig ved et øget antal sygemeldinger, flere dobbeltvagter og endnu mindre tid til patienterne. Faktisk låste de sig kun ud af glasburet, når vi som spyfluer sværmede rundt udenfor PN-rummet, eller hvis der blev slået alarm, og personalet måtte storme ud for at afværge en nødsituation. (Potentielle selvmordsforsøg, udadreagerende adfærd eller ved kritiske manier.)

Jeg husker, at jeg i den periode følte mig i vejen og forstyrrende, når jeg havde brug for dem et kortvarigt øjeblik. De snerrede af os og affejede vores behov for daglig kontakt på rekordtid. I to dage i træk gik en ung ergoterapeut sågar ned af gangene med tårer i øjnene? Det påvirkede mig mere, end jeg umiddelbart kunne forestille mig. Må jeg minde jer om, at jeg ikke tackler afvisende adfærd specielt eksemplarisk..

Midt i ragnarokket gennemgik jeg nogle ubehagelige bivirkninger som følge af det antidepressive medicin, jeg var blevet taget af nogle dage forinden. Jeg blev overmandet af svimmelhed, kvalme og rystelser kombineret med førlighedsproblemer, synsforstyrrelser samt opkastlignende symptomer i dagevis. Som en kvinde i overgangsalderen haglede sveden af mig. På et tidspunkt blev jeg så desperat efter et afbræk, at jeg parkerede overetagen dybt inde i et køleskab blandt Letmælk og Kærgården for at vinde et øjebliks nedkøling.

Personalet havde ikke tid til at anse mig i forbindelse med mine umedgørlige afvænningsproblemer. Så udover at trække på PN (Pisse Nødvendig beroligende medicin), googlede jeg mig frem til diverse årsager. Samtlige steder læste jeg, hvordan bratte stop af medicin kunne sammenlignes med en heroinafvænning(!?). Forrygende, tænkte jeg. Lige hvad jeg manglede. En hero-afvænning..

Jeg forsøgte forgæves at forkorte bivirkningerne ved hjælp af middagslure, som resulterede i nogle uudholdelige mareridt, hvor jeg vågnede op i en pøl af sved og grædefærdig. Jeg forhørte mig efterfølgende i desperation blandt de andre patienter, om de havde oplevet noget lignende. Størstedelen kunne nikke genkendende til min situation. En ung pige var endda faldet ned af trapperne i sit hjem grundet førlighedssvigt – og var som følge af hændelsen blevet indlagt kort efter.

fullsizerender2Mens jeg forsøgte at rumme min egen tilstand, gennemgik en håndfuld af de øvrige patienter nogle langt sværere problematikker. En havde i desperation kradset huden af sin underarm, en anden smadrede glasgentande for at gøre skade på sig selv, en tredje blev indlagt på Kommune Hospitalet i forbindelse med et selvmordsforsøg (overdosis), en fjerde patient var på vej op i en svær psykotisk mani – og en femte bragte alles pis i kog med kønsdiskrimerende udtalelser og upassende seksuelle antydninger. Åha..

Ydermere blev jeg i samme uge for første gang konfronteret med en psykisk sygdom i maksimalt udbrud. Imens størstedelen af os sad på vores apatiske flade i rygegården og gjorde dagens gode gerning (kæderøg), dukkede to uniformerede politimænd op på afdelingen med en forholdsvis ung herre i deres varetægt, som tilsyneladende skulle tvangsindlægges. Årsagen er underordnet, men kortvarigt efter hans ankomst, sluttede han sig til festlighederne i en kritisk (og skræmmende) ‘virkelighedsfjern’ tilstand.

Hans øjne cirkulerede rundt i hovedet på ham, som et roterende roulettehjul. Benene trampede uroligt i plankerne under ham, og han talte (usammenhængende og uforståeligt) som et vandfald. Sproget var et uorganiseret kaos af fremmedeord.

Han startede forholdsvist jordnært ud med instrukser om, hvordan en retmæssig kommunikation mellem mennesker skulle udføres. Herefter nævnte han at være det eneste menneske på moder jord, som var oplyst. Mere præcist var han den eneste, der var i besiddele af ‘Sandheden’.

I følge sig selv var psykiatrien på verdensplan en korrupt instans, hvis eneste formål var at udrydde samfundets sårbare. Han var i øvrigt også den eneste, der lå inde med løsningen på problematikken, naturligvis. Først og fremmest skulle alle psykiatriske hospitaler omgående rives ned til grunden, al medicin skulle brændes på et bål, og slutteligt skulle alle registrerede psykiske lidelser slettes fra listen over anormaliter/afvigelser fra normen. Så langt, så godt..

Galskaben indtrådte dog for alvor først, da han annoncerede at kunne visualisere min underbevidsthed. Dét var sgu alligevel imponerende, tænkte jeg. Det har taget jeg selv, psykiatrien og resten af Danmark 28 år at brække den dør op. I dag kan jeg godt ærgre mig over, at jeg ikke lod ham fremlægge sine teorier – om ikke andet for morskabens skyld.. Et par dage senere blev han flyttet til anden afdeling med ekspertise indenfor paranoid skizofreni.

Efter min udskrivelse mødte jeg den selvsamme mand ved en scan-selv kasse i Føtex. Han hilste høfligt på mig og ønskede mig held og lykke fremover samt en god dag. Jeg blev efterladt mundlam over, hvordan han uden problemer kunne fungere som en helt almindelig borger kontra den tilstsand, han befandt sig i under sin indlæggelse. I det øjeblik fik jeg den største respekt for hjernens kompleksitet.

Forsættes…

Læs evt. Del 2 / Del 4

   

Anbefaling: 3 krimi dokumentar-serier i bør se!

Hej Rødder 😀 Jeg må indrømme, at jeg ikke har ret mange sekunder til at slappe af for tiden. Alt omkring mig er et virvar af gøremål, arbejde og hvad der føles som uendelige kampe mod velfærdssystemet. Jeg er træt. Meget træt. Så i dag har jeg givet alt praktisk en fuck-finger, så jeg kan lade op i selskab med Netflix og den ene kop kaffe efter den anden, naturligvis.

Eftersom jeg har set alle sæsoner af de populære serier som: Game of Thrones, House of Cards, Orange is the new Black, Vikings osv.. Så har jeg gravet lidt efter nogle gode krimiserier, som endda er autentiske fortællinger. I min søgen er jeg blevet svært glad for de tre nedenstående serier. Jeg kan varmt anbefale dem, hvis i ligesom mig elsker mysterier 🙂 Alle 3 er tilgængelige på Netflix.


THE CONFESSION TAPES – TILSTÅELSESSAGER

1En splinterny dokumentarserie som undersøger rigtige mordsager, hvoraf de morddømte påstår, at deres tilståelser var fremtvungne, ufrivillige eller falske. I mange tilfælde oplever man politiet anvende manipulerende og halvulovlige metoder for at lukke mordsagerne hurtigst muligt. Av!

Jeg har kun nået at se et par afsnit af serien, eftersom den havde præmiere i går, haha. Men jeg kan roligt sige, at jeg er hooked!


REAL DETECTIVE

real_detective1I må endelig ikke forveksle ‘Real Detective’ med mesterværket ‘True Detective’ – Der er tale om to vidt forskellige serier. ‘Real Detective’ er dramatiseringer af virkelige hændelser, hvor man sideløbende involverer de reelle betjente, som efterforskede sagerne i sin tid – samt hvordan de har påvirket dem efterfølgende.

Serien byder på mange forskellige og foruroligende hændelser. Et par af afsnittene kan man næsten ikke holde ud at se! Man is the cruelest animal.


THE INVESTIGATOR – A BRITISH CRIME STORY

the-investigatorI denne serie følger man den tidligere detektiv Mark Williams-Thomas med 20 års erfaring indenfor større kriminalsager. I serien påtager han sig opgaven at grave i en ‘closed case’ omhandlende Carol Packman, som forsvandt fra hendes hjem i 1985 og aldrig er blevet set siden. Hendes mand Russell Causley blev i 1996 fundet skyldig i mordet og blev idømt en livstidsdom. Deres datter bliver efterladt tilbage med stakkevis af spørgsmål omkring, hvad der egentligt skete med hendes mor.

Messing nyheder til badeværelset fra House Doctor


INDEHOLDER REKLAMELINKS

Hej Rødder! Lige et hurtigt messing-tip fra mig, imens jeg fumler rundt med en brandvarm kop ingefærthe, som jeg selvfølgelig lige har spildt ud over mig selv. Det kan så ikke komme som en overraskelse for nogen. Og her går jeg og øver mig i at udvide min horisont indenfor varme drikke. (Læs: Kaffe!) Det går jo så fremragende.

Anyway.. Sidste år købte jeg to House Doctor knage til badeværelset med matchende toiletpapirholder – i sort! Ganske enkelt fordi at de på daværende tidspunkt ikke var udkommet i messing. Men det er de nu! I behøver ikke spørge, om jeg er bitter. Svaret er JA, haha! Jeg vil da hundrede gange hellere have dem i messing. 😀

house_doctor_text_knage_messing_je0185_3house_doctor_text_messing_toiletpapirholder_je01842house_doctor_text_messing_toiletpapirholder_je01843Messing knag / Messing toiletpapirholder

To nye outfits på budget & to hårde dage!


INDEHOLDER REKLAMELINKS

untitledkk-2Purple velvet dress 329,- / Steve Madden Pels-sneaks 799,-

untitlejjjd-3Suede rosa skirt 189,- / Suede rosa top 189,- / Steve Madden Pels-sneaks 799,-

untitled-1I kan se skoene lidt bedre her 🙂 De fås HER.

Hej Rødder! Nu er jeg godt nok stjerne elendig til selfies, og jeg kan ikke rigtigt få min selvudløser til at samarbejde med mig 😀 Så i må nøjes med et par telli-billeder i halvdårlig kvalitet. Jeg har virkelig en ting for ruskind og velour for tiden – synes det er SÅ fint! Skoene med plys på, var der slet ingen tvivl om, at jeg måtte eje!

Men udover at modtage en masse nyt til garderoben, så har jeg haft to virkelig hårde dage. Siden jeg blev udskrevet, har jeg ikke haft et øjebliks ro til at finde mig til rette i min hverdag igen. Kalenderen er fyldt med den ene samtale efter den anden – både med ambulatoriet, udskrivningsmentor, socialrådgivere og andre offentlige instanser. Derudover har jeg været nødt til at arbejde – meget, for at få min indtjening stabiliseret igen efter flere måneder, hvor jeg ikke har haft overskud til andet end at sove dagene væk.

Jeg er ked af det velfærdssystem, vi har. Det skal helst være umuligt at leve i DK, hvis man har en psykisk sygdom – eller lige er blevet udskrevet fra Psykiatrisk hospital. Den jungle man bliver kastet ud i efterfølgende er fuldstændig vanvittig! Jeg tænker, at jeg vender tilbage til problematikkerne i de kommende indlæg omkring min udskrivelse. Indtil da: Åha, suk..