DIY ophængskreation

Bliver vi forført af brandet eller produktet?

image (48)
Som i måske allerede har opdaget, er jeg ret fascineret af de indtryk, jeg bliver mødt af i boliguniverset. Jeg ser design som en gren af det kunstneriske og er derfor optaget af at analysere og reflektere over de følelser, der fremkaldes i mødet med et nyt produkt. Jeg synes derfor, det kunne være interessant at diskutere, om vi har en tendens til at forelske os i brandet frem for selve produktet → Med det mener jeg: Fordi vi på forhånd har et forhold til f.eks. HAY og Kahler, glemmer vi så at nærstudere produktet, før vi ved, om det matcher vores egentlige smag? Betaler vi ind i mellem bare for brandet og ikke for selve produktet?

Igår nævnte jeg, at jeg har et ønske om at bevæge mig hele vejen rundt om boliguniversets cirkel af kreativitet, følelser, holdninger og indtryk. Jeg kunne godt tænke mig også at stille spørgsmålstegn ved nogle designs og diskutere, hvorvidt det er appellerende eller det modsatte. Med det sagt er det vigtigt for mig at understrege, at jeg besidder en enorm respekt for designere og den proces de gennemgår fra ide til produktudviklingsfasen. Jeg ser design som en kunst – og kunst er bla. lavet for at vække noget i mennesker. Det kan enten være positive følelser eller knap så positive. Det er hermed også ret interessant at overveje, “om man kan tillade sig”, at nævne noget, man ikke synes om. Hvis man zoomer lidt ud, kan man også overveje, om man må tilkendegive sin ærlige mening om en film, man har set i biografen. Her eksisterer der også en forfatter og en instruktør, der har knoklet for at bringe en ide til livs. I min optik er det hele produkter, der er fremstillet med meget stor omtanke, derfor skal man selvfølgelig behandle emnet med respekt. Med det sagt, vil jeg ikke undlade den kritiske vinkel i mit boligunivers.

image (46)

image (47)Mit første eksempel er Kahler Globo lysestagen med 4 lys. På en måde kan jeg tydeligt se, hvad ideen har været. Nemlig at skabe en lysestage med volumen, som en kontrast til den mere minimalistiske tendens vedrørende de moderne lysestager på markedet. Jeg bifalder tanker, der bevæger sig uden for boksen → Samtidig mener jeg også, at det lykkedes Kahler at fange kundens blikfang, fordi den er så anderledes i dets udtryk, end det vi normalt bliver mødt med. På den måde kan man jo egentlig sige, at Kahler har været intelligente og opnår succes. Men kan vi egentlig lide den? Appellerer den til vores lyst til at eje. Der er desværre noget ved udtrykket, der bliver for voldsomt for mig personligt – måske er det også associationen til et yver, der blokerer for min begejstring. Hvis man ser nærmere på Globo stagerne med 1 lys, synes jeg faktisk, de er smukke og sjove. Måske er det størrelsen på volumen, der bliver for dominerende? Hvad er jeres tanker?

image (49)

image (51)Mit næste eksempel er disse to ovenstående produkter fra henholdvis Wrong for HAY og fra HAY. Jeg vil først understrege, at jeg har et meget stærkt bånd til HAY generelt, jeg hylder deres bløde designs og især deres farvekombinationer. Men lige disse viste produkter fra HAY, kan jeg ikke identificere mig med. Jeg kan godt se det sjove i at benytte sig af nogle mønstre og lade farverne få frit spil. Jeg anerkender dog modet fra HAY, at forsøge sig med en produktserie, der er så stor en kontrast til deres øvrige sortiment. Det synes jeg, er lidt sejt. Men jeg synes desværre puderne bærer præg af genbrugsstoffer, der ikke har været moderne i årtier. De appellerer overhovedet ikke til min købelyst, og håndklædet kaster mig tilbage til strandpromenaderne i de sydlige lande. ØV! Jeg vil ellers gerne bifalde alt, hvad de kaster på markedet, men disse to eksempler er jeg desværre ikke tilhænger af. Hvad synes i?

Til sidst kunne jeg godt tænke mig at spørge mine søde læsere: “Har i nogensinde taget jer selv i, at putte en designerting i indkøbskurven pga. brandet og ikke produktet”? Jeg synes det er uhyggeligt interessant at høre jeres meninger og jeres erfaringer indenfor dette emne.

〈 ♦ 〉

Relaterede indlæg:
Interiør, jeg ikke bryder mig om #1 // Interiør, jeg ikke bryder mig om #2 // IG er en pengesluger // Aha! Sikke en spændende debat

Skærmbillede 2015-04-01 kl. 21.54.35Skærmbillede 2015-04-01 kl. 21.54.46

6 kommentarer

  • Mia Luise

    hvor har du bare ret. Nu er jeg (heldigvis) på SU, så mine køb er velovervejede. Har undret mig over de der Kähler vaser som du viser – men har også set kontekster, hvor de er fede. Men de er nok ikke alle hjem. Jeg har grint meget over Kählets juletræer, som i min optik bare ligner en buttplug.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sara

    Jeg synes rigtig mange har det lidt på dén måde med Royal Copenhagen (bevares, det ER smukt service og jeg samler også selv), hvor de uhæmmet eks. samler på mega mussel så ALT porcelæn de kan støve op er mega mussel. I min optik bliver det for “voldsomt” kun med mega mussel, og jeg synes egentlig at det vidner om meget lidt stillingtagen til de produkter man køber, og det lidt er den “nemme” løsning bare at købe en masse RC (måske) for at signalere eksklusivitet over for omverdenen. Især dem der poster billeder i et væld på instagram hvor ALT vælter rundt i mega mussel – hvorfor? Hvorfor ryster man ikke posen lidt? Jeg har selv en masse RC, men der mikser jeg eks. hvidriflet med palmette og elements, og derudover har jeg en masse skåle og asietter i bla. krystalglas som jeg har arvet, som jeg synes ser rigtig smukt ud sammen med RC’s til tider lidt strammere og moderne linjer.
    I bund og grund handler det vel lidt om at personligheden kommer til at mangle når alle bare køber det ind der er in uden nogen kritisk stillingtagen til både det der købes, både ifht. anvendeligheden og det samlede look. Jeg kan personligt bedst lide hjem der ikke ligner et produktbillede fra RC, HAY eller lignende, og hvor hjemmets beboeres personlighed tydeligt skinner igennem. 🙂
    Og nej, jeg bryder mig ikke om nogle af de design-eksempler du selv har taget med i dette indlæg. 😉

    Ps. Fedt emne du tager op!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise Hedrich

    Hvor har du fat i noget godt! Synes lidt at det er ærgerligt at man på en måde “slider” et brand op ved at købe, købe, købe. Når jeg kigger rundt på instagram er der tendens til at gøre reklame for specifikke brands og fylde sit hjem til randen med det. Istedet for at hylde produktet/designet. Det er lidt ligesom at høre den samme sang i radioen konstant. Det bliver kedeligt og uinteressant.
    Det er federe når man kan mærke folk er glade for deres nye vase/stage osv. Pga designet og ikke brandet.

    Ps. Rigtig fed blog du har stablet på benene, er allerede fast læser 😀

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Hej Louise,
      tusind tak for din søde kommentar! Jeg er glad for at du kigger med. 🙂
      Jeg kan godt følge dig. Jeg sad bare og undrede mig over, om der var en tendens til at købe brands frem for produktet, eller om det bare mig, der var skør i bolden 😀

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Gitte

    Først vil jeg sige, at du sætter fokus på nogle rigtige gode emner til debat

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • K

    Rigtig spændende emne du tager op! Jeg ville ønske, at jeg kunne skrive, nej det har jeg aldrig gjort. Sandheden er at jeg bliver også domineret af hvad der er i andres hjem og hvilke brand de bifalder. Jeg øver mig dog i at se på det enkle produkt og være kritisk funderede. Så hjemme hos mig er det en god blanding.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

DIY ophængskreation