DIY seng/legehus

image (4)
Til de af jer, der synes, det er mega frustrerende at læse en guide under kommentarfeltet på min Instagramprofil, så kommer der her en udspecificeret guide til Villums hus. Jeg gik i gang med huset for et halvt år siden efter at have set diverse lignende huse på Pinterest. Jeg valgte dog selv at tilføje tremmer, så det på sigt kunne fungere som en slags sengeramme fremfor kun at være et legehus.

image (5)OBS: På forhånd vil jeg anbefale ALLE at have en boremaskine til rådighed inden i går i gang. Jeg brugte skruetrækkere til at samle hele huset, hvorfor det tog mig 3 dage at lave huset færdigt. LORT! 😀

OBS part2: Sørg for at have kørelejlighed hjem fra byggemarkedet. Jeg tænkte, at det kunne jeg sgu sagtens lige fyre op under armen. Men efter talrige forsøg, og adskillige blå mærker på benene, overgav jeg mig og ringede efter en taxa hjem. Så hvad kan vi lære af det: Du kan IKKE bære det selv!

OBS part3: Hvis du er i tvivl om, hvilke beslag du skal bruge, så kan du evt spørge din kæreste eller mand til råds. Jeg brugte vinkelbeslag og L-formede beslag.

  1. Før du går i gang med at købe materialer ind til huset, skal du fastslå, hvilke mål huset skal have i henholdsvis: længde, højde og bredde. (Villums måler: 140 cm i længden, 105 cm i højden og 116 cm i bredden).
  2. Når du skal handle ind til stolperne (mine er købt i Bauhaus til ca. 24 kr. pr meter), skal man bruge 5 eksemplar i længdens str., 2 eksemplar af breddens mål, og 4 eksemplar af højdens mål. Køb en ekstra stolpe, som du skal bruge til tagets skråninger.
  3. Start med at slibe stolperne overfladisk, evt. med groft sandpapir og en slibeblok, så du selv og børnene ikke får splinter. Herefter går man igang med at danne en firkant, som udgør 2 stolper af bredden og 2 stolper af længden. Saml dem med trælim og L-formede beslag i hvert hjørne. Når dette er gjort er selve fundamentet lavet.
  4. Nu laver du en side ad gangen. Her skal du bruge 2 højde-stolper og 1 længdestolpe. Du ligger alle stolper på gulvet og samler dem med trælim og L-beslag. Det samme gør men med endnu en omgang.
  5. Nu rejser man den ene side op og smører trælim i enderne, som skal pege ned mod fundamentets hjørner. Man skruer fast med L-formede beslag på begge sider af stolperne. Det samme gøres på modsat side af huset.
  6. Nu er huset stående og taget skal laves. Her skal du bruge 1 længde stolpe og save 4 skråninger, som skal forbinde huset med taget. Målene afhænger af resten af husets mål. Villums måler: 77 cm fra spids til spids. Det nemmeste er at save to spidser til ad gangen og samle dem på gulvet, så de danner en spids. Først smører du trælim på de spidse ender, som samles, herefter skruer du et L-beslag på under spidserne, der danner en retvinkel (90 grader). Det samme gøres i modsat ende.
  7. Nu har du begge spidser klar, som skal forbindes med den sidste længde-stolpe. Det er nemmest bare at sætte de tre dele sammen på gulvet. Du skruer L-beslag sammen med spidserne og længdestolpen, så du får taget i en sammenhæng.
  8. Nu skal du koble taget sammen med huset. Smør trælim på alle de øverste hjørner og placer taget ovenpå. Hold da fast i mens du skruer L-beslagene på, som samler hus og tag. Brug hellere for mange end for lidt 😀 Når dette er gjort, er selve huset færdigt.
  9. HVIS du gerne vil tilføje tremmer, kan man købe runde hobbylister i byggemarkeder, som kan saves ud i den højde, du ønsker tremmerne skal have. Man kan benytte et særligt bor, der borer hullerne til tremmerne i bunden af husets stolper. Så kan du placere de afsavede hobbylister heri med trælim, således de sidder rigtig godt fast. I toppen kan man ligge endnu en stolpe over, som skrues fast med L-beslag i hver side. Evt skrue hobbylisterne fast til stolpen over så de står helt stabilt. Hvis du ønsker tremmer, skal du købe 2 ekstra stolper i længde-målene og 1 ekstra i bredde mål, som placeres hen over selve tremmerne,
  10. Slutteligt skal huset males. Jeg brugte først en grunder, som skal forhindre træet i at suge al malingen, så man er tvunget til at give det en milliard gange. Herefter gav jeg det den farve, jeg synes passede. Jeg mener, jeg malede det to gange.
  11. Madrassen bestilte jeg hos Skumhuset i Aarhus, som matchede de præcise indvendige mål af huset. Jeg gav 509,- for at være kvalmende nøjagtig. 😀
  12. FÆRDIG!! For at komme med et nogenlunde bud på, hvad huset koster i alt med træ, maling, madras, beslag, skruer osv., mener jeg det løb op i ca. 1300 kr. Det er desværre ikke helt billigt. Til gengæld er det et hus, Villum kommer til at nyde glæde af i mange år. 🙂
I dag har vi pillet tremmerne af den ene side, for at vinde lettere adgang.

I dag har vi pillet tremmerne af den ene side, for at få lettere adgang.

image (25)Rigtig god fornøjelse! I er meget velkomne til at stille spørgsmål, hvis der er noget i ikke forstår eller mangler en uddybelse af. 🙂

〈 ♦ 〉

relaterede indlæg:
DIY kuglelampe // Kan man tillade sig at lave sine gaver selv? // Gaveideer til konfirmanden // DIY borde: Du kan trygt gå i krig // V’s værelse: Stjæl stilen

Skærmbillede 2015-04-01 kl. 21.54.35Skærmbillede 2015-04-01 kl. 21.54.46

Hvad inspirerer, misunder og keder os på Instagram?

image (23)Dette indlæg handler måske mere om at få stillet vores nysgerrighed, fremfor at blive forført af inspirerende farver og nytænkende indslag. Jeg har tænkt meget over, hvilke slags billeder på Instagram, der får os til at falde ned af stolen af begejstring, og hvilke vi simpelthen bare scroller forbi. Hvis vi et øjeblik dykker ind i vores sorteringsfilter, og udforsker hvad der ligger til grund for vores efterhånden automatiserede filtreringssystem, kan vi muligvis lokalisere, hvad der inspirerer os, og hvad der ikke gør.

Så er spørgsmålet: Hvad skal vi bruge den viden til? Måske kan det bidrage til at lære vores stil, smag og endda os selv bedre at kende. F.eks. har jeg lært, at der er forskel på, hvorfor man sorterer visse typer af billeder fra uden at overveje, hvorfor det ikke har nogen interesse. Ind i mellem tror jeg, det kan lokaliseres tilbage til misundelse, en irriterende påmindelse om, at vi ikke har samme boligindretningsbudget til at kunne matche, hvad vi ser. Misundelse er en grim ting, det ved vi. Jeg har taget mig selv i at scrolle forbi alle billeder på Instagram, der indeholder Royal Copenhagen samlinger. Jeg troede, at jeg simpelthen bare fandt det uinteressant. Men sandheden er lidt en anden. Jeg er faktisk ret betaget af RC, jeg synes det er smukt, majestætisk og unikt. Jeg skal ikke afvise, at jeg ville juble hvis Mega Mussel stellet faldt ned fra himlen og landede på mit køkkenbord. Hands down jeg ville være lykkelig.

Men inspirerer det mig? Nej, det gør det ærligt ikke. Jeg bliver derimod misundelig på, at nogen har råd til at bruge så stor en formue på porcelæn, der gemmes væk i køkkenskabene. Derfor vælger jeg bare at scrolle forbi denne type af opslag på Instagram. Jeg kan ikke lide følelsen af at være misundelig. Det vækker en slags uro i min mave, der siger, at jeg mangler noget. Og den følelse bryder jeg mig ikke om.

image (24)

For et par dage siden postede jeg et billede af Kay Bojesen aben på Instagram, hvor jeg afslørede, at jeg havde haft den varetægtsfængslet på Villums værelse i et halvt år. Jeg var simpelthen nødt til at konfiskere den fra mit syn på ubestemt tid. Måske var dette mere en reaktion på, at der er visse ting, som jeg efterhånden hverken bliver inspireret af eller føler tilfredshed omkring. Det er ganske enkelt blevet trættende og uoriginalt i mine øjne. Kort efter ræset med jubilæumsvasen fra Kahler, var jeg simpelthen nødt til at skille mig af med alt, hvad jeg havde af vaser fra samme mærke. Jeg oplevede en slags irritation, når jeg kastede et blik på dem, jeg var fyldt op til randen med designet. (Ind i mellem når jeg føler meget stærkt for en overbevisning, kan der forekomme en mindre eksplosion af mundlort fra min side, derfor undskylder jeg på forhånd og forsøger i stedet at statuere en problemstilling eller nærmere en tanke).

Bliver vi i virkeligheden inspireret af Kahlervaser, moderne træfigurer, Royal Copenhagen, kubusstager og Mogens Lassen Frames? Bliver vi misundelige eller irriteret? Jeg tager mig selv i at scrolle direkte forbi denne slags billeder. Med mindre de er sat i sammenhæng med noget, jeg ikke ser hver dag. Det er absolut ikke, fordi jeg ikke anerkender designet, tværtimod. Jeg har selv flere af tingene i mit hjem, eller har på tidligere tidspunkt ejet dem. Men jeg er nået til et punkt, hvor jeg længdes efter at blive mødt med noget nyt og anderledes. Dette leder mig videre til, hvad jeg rent faktisk bliver super inspireret af. Jeg ELSKER at se billeder af noget, jeg ikke har set før. Det kan være af noget unikt keramik, af nogle møbler som er helt ukendte for mig. Det kan være en måde at male væggene på, der fanger min øjeblikkelige opmærksomhed. Det kan være samspillet af genbrug, design, DIY og planter, der skaber et levende rum med karakter. Jeg bliver inspireret og forført af kreativitet, personlighed, humor og mod.

Men jeg har også lært, hvad jeg sorterer fra pga. misundelse, og hvilke opslag jeg ignorerer, fordi jeg ikke kan høste nogle følelser eller indtryk fra dem. Jeg er nysgerrig omkring, hvordan i opfatter inspiration, misundelse og kedsomhed på Instagram. Hvad har i gjort jer af tanker om de populære designvarer og Royal Copenhagen samlinger? Hvad sorterer i fra i kategorien “uinteressant” og hvorfor? Og slutteligt: Hvad bliver i positivt påvirket af?

ALLE HOLDNINGER ER VELKOMNE!

〈 ♦ 〉

Nyeste indlæg:
Flashback: En hyldest til de sexede 60’ere // Mine glasfavoritter // Gaveideer til konfirmanden // Pendel-guide: At vælge den rigtige loftslampe // V’s værelse: Stjæl stilen

Skærmbillede 2015-04-01 kl. 21.54.35Skærmbillede 2015-04-01 kl. 21.54.46

Amok i maling!

Dette billede er fra vores køkken. Jeg tilføjede de lyserøde trekanter for at vække lidt kontrast.

Jeg har længe gjort mig nogle tanker omkring, hvordan man let kunne skabe kontraster i sit hjem, uden det krævede vanvittige ressourcer og egenskaber. Hvis man ikke anser sig selv som værende den helt store indretningsguru, men alligevel ønsker en forandring i sit hjem, kan man snildt skabe spændende rum ved at flytte fokus fra gulv til væg. Væggene bliver tit negligeret i forhold til, hvor meget magt de egentlig besidder i et rum. Det er dem, der rammer os ind, og dem der bestemmer, hvordan vi føler, når vi træder ind i et rum. Derfor kan en farve på væggen vække et helt rum til livs – uden man behøver at udskifte al interiør for at opnå samme resultat.

Nedenfor vil jeg ligge et par eksempler op på, hvordan man kan bruge farver i sit hjem:

Vores tidligere pastel væg i stuen. Her var vi ved at fjerne malertapen og tjekke kanterne efter for fejl.

Vores tidligere pastel væg i stuen. Her var vi ved at fjerne malertapen og tjekke kanterne efter for fejl.

Et andet billede af køkkenet, hvor man kan se trekanterne skabe en form for liv. Hylden er i øvrigt fra Woodjunkie.

Et andet billede af køkkenet. Hylden er fra Woodjunkie.

Hvis ikke man føler sig helt parat til at give sig i kast med hele vægge, kan man snildt nøjes med at male halvdelen af væggen. Nedenfor kan i se eksempler på, hvordan vi flere steder i lejligheden kun har valgt at markere halvdelen af væggen med mint.

Et lille hjørne i stuen.

Et lille hjørne i stuen.

I soveværelset.

I soveværelset.

Hvis man er til et mere afdæmpet udtryk, kan man nøjes med at male endevæggene i rummet i en farve, der skaber kontrast til resten af rummet. Nedenfor findes to billeder af Villums værelse. De fleste af hans ting er lyse og rolige i deres udtryk. Derfor har jeg valgt en mørk kontrast, som på samme tid får interiøret til at træde mere i karakter.

Villums værelse

Villums værelse

Villums værelse, som det ser ud i dag.

Villums værelse, som det ser ud i dag.

En af mine yndlingskombinationer i mit hjem er samspillet i mellem mørk og pasteller. Dette har vi både i køkkenet, i stuen og på Villums værelse. Jeg oplever, at pastellerne kommer mere til sin ret ved konfrontationen med det mørke. Jeg vil på et tidspunkt lave et indlæg om kontraster, samt hvordan vi fremhæver vores yndlingsinteriør mere i boligen.

TIPS TIL DIG DER ØNSKER AT GÅ I KRIG MED MALING:

  • Hvis man ikke har lyst til at spendere en bondegård på maling, kan jeg varmt anbefale Bauhaus egen produkterie: SwingColor – Her koster en liter vægmaling (ca. 8 kvadratmeter) omkring 99,- og kan blandes i alle farver. Jeg benytter mig altid af denne variant. HVIS man skal bruge en hvid, anbefaler jeg dog en dyrere variant, da den hvide er meget svær at få til at dække ordentligt.
  • Hvis man begiver sig i kast med mønstrede vægge og har stærkt behov for at kanterne dermed er knivskarpe, kan man starte med at male over selve malertapen med hvid, for at “lukke” eventuelle åbninger under tapen. DET VIRKER!
  • DÆK AF! Jeg har lært det på den hårde måde. Jeg har tit bare malet løs uden afdækningsplast, og har derfor måttet skrubbe mine gulve sønder og sammen for at få pletterne væk. Men jeg nægter at tro, at i også begår den fejl 😉

PS. Selvom jeg muligvis er lidt ekstrem i mine udskejelser på vores vægge, håber jeg dog, at dette indlæg kan bidrage til at gøre sig nogle tanker omkring, hvilke følelser man kunne tænke sig at blive påvirket af, når  man indtræder et rum 🙂

〈 ♦ 〉

Andre indlæg:
Hvordan skaber man et personligt hjem? // Sådan får du flere følgere på IG // Gaveideer til konfirmanden // Hyldest: House Doctor // V’s værelse: Stjæl stilen

Skærmbillede 2015-04-01 kl. 21.54.35Skærmbillede 2015-04-01 kl. 21.54.46

Hvordan skaber man et personligt hjem?

image (15)

Dette spørgsmål har jeg brugt år på at tilnærme mig et svar på. For hvordan definerer man et personligt hjem? Og er min definition nødvendigvis lig med mine læsers? Derfor vælger jeg at gå ud fra min egen opfattelse og krydser fingre for, at indholdet besidder en hvis form for relevans.

Da min boliginteresse for alvor trådte i kraft for et par år siden, spenderede jeg mange tusinde kroner på at høste en helvedes masse interiør med et anerkendt brand på emballagen. Jeg ventede ofte utålmodigt på lønningsdagen, så jeg kunne klikke endnu flere designerting hjem. Jeg var af den opfattelse, at et hjem med design var den eneste måde, hvorpå man kunne bo lækkert.

Før jeg vidste af det, var min lejlighed blevet til en stor udstilling. Jeg oplevede, at jeg ikke længere satte pris på mine ting. Det føltes koldt og upersonligt at leve indenfor disse rammer. Jeg følte ikke, at JEG boede der, at det var MIT hjem, med MIT navn, der stod på hoveddøren. Og slutteligt følte jeg ikke, at min personlighed blev reflekteret og udfoldet det sted, jeg sov, spiste og levede. Hvem som helst kunne have boet der.
Jeg begyndte derfor at sortere i mit interiør. Først røg mine Eames spisestole, mine HAY tæpper og dernæst et hav af lysestager og kubus stager. Min målsætning blev nu at skabe “Det personlige hjem”.

Imens jeg søgte efter den definition, eksperimenterede jeg med at lave mine egne møbler, skabe ting selv (DIY), tage på loppemarkeder, tjekke storskraldet for guld, besøge diverse genbrugsbutikker – generelt forsøgte jeg at udvide min horisont. Det gik op for mig, hvor stor en glæde det medførte at bidrage til indretningens visuelle udtryk. Derudover bidrog loppefund og genbrugsting til at skabe kant i hjemmet.

image (13)

F.eks. vores sofa, som er lavet ud af en gammel trækvogn, er en af mine favoritter herhjemme. Den var et mareridt at bære op på 3. sal vil jeg lige understrege!! Men da jeg først havde savet siden af med en nedstryger og sat benene på, fik den pludseligt nyt liv. Det tog et godt stykke tid at gøre den funktionel og bæredygtig, men efter benene blev skruet på, hynden kom i og puderne blev placeret, kunne man pludselig nyde et anderledes møbel, som afspejlede mig som person. I dag kaster jeg lunefulde blikke efter den, fordi den fortæller en historie og en illustrerer en ide, som gør den spændende.

image (16)

Jeg begyndte også at skabe livlige rum med specielle vægge, der blev udformet i mange forskellige linjer og farver. Rummene forærede mig pludselig en oplevelse i stedet for bare at ramme mig ind. Det var en fornøjelse at se mig omkring og føle mig hjemme. Min base indeholder i dag alt fra loppefund, jeg har finpudset og tilpasset min smag, til storskraldsfund, design, hjemmelavede møbler samt mainstream items som f.eks. IKEA.

Min definition på “personligt” må derfor være, at man tør at implementere sig selv i sin indretning. At man har modet til at være unik i sit eget hjem.

TIP TIL DET PERSONLIGE HJEM:

  • Tag på rov i små genbrugsbutikker og bryd din indretning med små funky genstande, der skiller sig ud og giver karakter.
  • Tag f.eks. et gratis kig i dine forældres/bedsteforældres kælderrum eller garage. Måske opbevarer de nogle gamle herligheder i form af stole, lamper, radioer eller andet, der kan tilføje noget personligt og unikt til din bolig.
  • Hold eventuelt øje med markedskalderen.dk, hvor der ofte afholdes bagagerumsmarkeder. Disse er SUPER gode, da det primært afholdes af folk, der bare gerne vil af med deres lort i en hulens fart. Dvs. at der er gode chancer for at gøre sig nogle kup.
  • Vær ikke bange for at eksperimentere med farver på væggene. Man behøver ikke nødvendigvis male en hel væg, måske bare nøjes med en halv, eller blot male nogle trekanter, som bryder rummets struktur.
  • Forhør dig om der skulle eksistere nogle arvestykker i familien, som kunne bringe noget af familiens historie ind i din indretning. Dette bidrager i høj grad til et unikt og personligt hjem.
  • Kast dig endelig ud i DIY projekter og deltag så aktivt, du orker i udsmykningen af hjemmet.

Der er mange måder, hvorpå man kan skabe et personligt hjem. Men for at det kan være personligt, skal det afspejle vedkommende selv. Dvs. at et personligt hjem for mig, ikke nødvendigvis vil være det for jer. Det er vel i virkeligheden det, der gør “personligt” en smule udefinerbart og individuelt. 🙂

〈 ♦ 〉

Tak, fordi i kigger med!

Skærmbillede 2015-04-01 kl. 21.54.35Skærmbillede 2015-04-01 kl. 21.54.46

    Newer posts