I seng med vintage

Guide: Indretning af besværlige rum

0340dcd2a529f6a3b9e4f2c03a403ee9 copy
Fotokredit: Yellows

Jeg er næsten overbevist om, at i kender det? I har det her ene rum, som i bare aldrig bliver tilfredse med? Uanset hvad i prøver, så vil det bare ikke se ud som i drømmer om. Måske har i endda brugt tusindvis af kroner på at udskifte møbler, uden at nærme jer et strejf af tilfredsstillelse? Jeg vil starte med at sige det: Jeg kender det! Ofte føler jeg, at jeg bor i en 2-værelses lejlighed med et soveværelse og et børneværelse, men ingen stue. Min stue har i halvandet år udelukkende fungeret som et gennemgangsrum til de egentlige endedestinationer. Det rum har nogle ret specielle mål og vinkler, som gør det svær at indrette. Derudover har jeg altid troet, at sofaen kun kunne stå et sted, nemlig i et snævert indhak, hvilket har efterladt mine indretningsmuligheder til et minimum. Men i går fik jeg pludselig en kreativ åbenbaring – vælger jeg at kalde det. Pludselig kunne jeg se stuen for mig med en helt anden indretning, helt andre farver og helt andre møbler. Af frygt for at glemme det, har jeg valgt at lave en lille guide, som en slags huskeseddel til mig selv 😀

  1. Ryd rummet fuldstændig for interiør, så du udelukkende har gulv, vægge og loft at forholde dig til som en start. Kyl alle tidligere indretninger langt væk fra din bevidsthed og se rummet som et tomt lærred.
  2. Start nedefra og arbejd dig op i rummet. Dvs. start med gulvet. Skal det males? Hvidt? I en farve? Husk dog, at det først skal slibes, males med grunder og til sidst farve og efterfølgende lak. Jeg vil personligt male mit gulv perlemor i stuen.
  3. Videre til væggene: Skal der males, tapetseres eller laves høje paneler måske? (Hav selvfølgelig in mente, hvilke møbler du har/vil have). Jeg skal klart have tapet op.
  4. Valg af loftslamper. Det er en rigtig god idé at have rummets komposition i baghovedet, når man skal vælge lamper. Er der højt til loftet, er det taktisk smart at vælge en dynamisk lampe, der fordeler sig lidt i rummet, for at undgå et firkantet udtryk. Er der lavt til loft, er det en god idé med væglamper og pendler med lang ledning, så belysningen placeres midt i rummet. Det skaber en illusion om mere rum.
  5. Når gulv, vægge og loft er i vinkel, starter man igen nedefra og arbejder sig op i forhold til interiør. Gulvtæpper er stærkt undervurderet, men de skaber et fantastisk fundament for resten af indretningen, samtidig med at et gulvtæppe er med til at understrege steder, man opholder sig. Hvis man er en smule farveforskrækket, kan det være en god idé netop at vælge et tæppe med lidt kulør, så man kan vælge større møbler i neutrale farver uden rummet bliver koldt og kedeligt.
  6. Hvis man har med et lille rum at gøre, er det en god idé at værne om gulvpladsen som noget yderst helligt. Overvej derfor, om du evt. kan flytte nogle af dine møbler fra gulv til væg. Måske et TV-møbel eller nogle reoler kan installeres på væggen frem for at stå på gulvet. Har du et stort rum, kan man hurtigt komme til at smække alle møbler op af væggene, så rummets midte står fuldstændig bart. For at undgå dette scenarie, kan man med fordel flytte sine møbler ud i rummet, som i øvrigt skaber mere rum omkring hvert møbel. Skub sofaen ud i rummet, evt. med en reol eller en kommode hængende på væggen bag den. Flyt spisebordet væk fra væggen og skab en lille ø med et gulvtæppe under, for at understrege området som selvstændigt.
  7. Når alle grundmøbler er placeret på gulv og vægge, kan du begynde at overveje belysning og vægpynt, som skal fuldende indretningen. Jeg synes personligt altid, det er hyggeligt med en aflang væglampe ved sofaen. Derudover har vi ofte en tendens til altid at tænke i plakater til væggene. Og det er også smukt, men hvis man mangler ideer til lidt alternativ vægpynt, kan man f.eks. overveje: små hyggelige sættekasser evt. fra genbrug, Sjove spejle (Spejle er geniale til små rum), vægtæpper, Art pieces i form af keramik eller andre håndlavede kreationer. Hvis man har mod på at tænke endnu mere ud af boksen, så er kimonoer på vej ind i varmen, også til dekorative formål. Det ser i øvrigt fantastisk ud at hænge en kimono over sengen. Det kan også være smukke fund som vifter eller vintage-paraplyer, man monterer på væggen. Kun fantasien sætter grænser for pynt.
  8. Når alle vægge er færdige, afrunder man rummet ved at fokusere på loftet. Skal der tilføjes nogle hængepotter, smukke uroer eller noget helt tredje? Og så skulle du gerne stå med armene over kors med et skævt smil på læben. Finally satisfied! 😉

Følg med via:

BLOGLOVIN / FACEBOOK / INSTAGRAM

1 kommentar

  • Pernille

    Du har ramt mig spot on her!
    Min stue bliver bare aldrig rigtig god..
    Den har en fin lille altan, en smuk dobbeltdør, en god størrelse, hvide vægge med gammel unikt tapet, fine lyse gulve – ja på papiret alt man kan ønske sig, men den spiller bare ikke. Jeg har forsøgt mig med tæpper, lamper, planter, sågar købt ny lænestol, men intet virker.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

I seng med vintage