Them colors & Beetle stole

‘Jeg hviler i mig selv’… Aha!

Jeg har altid opfattet ‘indre balance’ som noget udefinerbart hokus pokus, ingen i virkeligheden er i besiddelse af, selvom det er frygteligt moderne at insinuere, at man ‘hviler i sig selv’. Til trods for at jeg rummer en stor portion selvindsigt, så hviler jeg sgu ikke i mig selv. Gør du?

Jeg tænker tit på, om vi overhovedet ved, hvad det betyder eller omfatter? Hviler man i sig selv, når man omfavner hele sin personlighed, alle sine drifter, instinkter, seksualitet, sine fejl, mangler og utilstrækkelighed? Er det, når man ikke lader sig røre af andres holdninger til én? Når man ikke forsøger at tilpasse sig i en gruppe af frygt for ikke at blive accepteret? Er det, når man upåvirket af andres synspunkter, følger sine egne veje i livet?

Hviler man i sig selv, når man ikke behøver bekræftelse fra andre? Når den bærende faktor i ens velbefindende er din egen selvaccept? Når man ikke har behov for at blive set, hørt eller skille sig ud? Når man ikke bliver jaloux eller usikker på andre? Bliver den ‘indre balance’ mon først en realitet, når man har lært at elske sig selv? Så er spørgsmålet, om den reelt findes, eller om det er noget vi naivt stræber efter at opnå? Når jeg vrider hjernen, husker jeg ikke at have mødt et eneste menneske, der oprigtigt hviler i sig selv, på trods af at jeg samtlige gange har mødt folk, der påstår det 🙂

   

Skriv en kommentar

  • Jeg tænker ikke at det handler om at være upåvirkelig og altid i balance, zen etc. Det handler om at omfavne sig selv og rumme alle ens sider, følelser og tanker. At slutte fred med sig selv og ikke være i indre konflikt med alt det man føler man ikke må være. Så hvis man er vred, så møder man den følelse og rummer den. Ikke forstået at man lader den rase derudaf. Man skal jo opføre sig ordenligt. Men jeg tror at meget af vores ulykke kan spores tilbage til vores mangel på accept og frustrationer over at vi er som vi er og at livet er som det er. At hvile i sig selv er at man ikke længe kæmper imod sig selv og verden.

    Man kan jo aldrig vide noget om hvordan andres indre liv er. Men jeg synes jeg har mødt folk som var utrolig rummelige og fyldt med kærlighed til andre og dem selv. De virkede som om de hvilede i sig selv. Uden at de råbte højt om det.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Them colors & Beetle stole