Det er meget sjovere at være vågen om dagen!


SPONSORERET AF DUNLOPILLO

dunlopillo_balance_boxHej Svaler 🙂 Som et afsluttende led i min senge-følgeton i samarbejde med Dunlopillo, vil jeg fortælle lidt om mine splinternye søvnvaner. For første gang i mit liv er det lykkedes mig at etablere en såkaldt ‘normal’ døgnrytme, hvor jeg ikke længere tager middagslure af 2-6 timers varighed, fordi jeg ganske enkelt ikke har brug for dem.

Jeg sidder heller ikke længere vågen om natten og foretager mig alle mulige ligegyldige ting, hvor jeg naturligvis burde sove! Faktisk går jeg i seng hver aften (og falder i søvn!) mellem 22:30-23:00 – Og vågner naturligt igen omkring kl. 7:00. BOM! Jeg vedhæfter selv et stående bifald.. Dét alene er revolutionerende, måske på niveau med opfindelsen af internettet. 😀 Heraf min meget stolte positur nedenfor, haha.

dunlopillo_balance_boximage13I forrige indlæg (HER) fortalte jeg lidt om vigtigheden af den ‘dybe søvn’, som er den, der skal generere fornyet energi og rense kroppen for stress, bekymringer og hverdagskaos. Uden den dybe søvn føler vi os typisk afkræftet, ugidelige og irritable.

En ideal søvn sikres ved regelmæssige sengetider kombineret med et højt komfortniveau. Jeg er så dybt taknemmelig for, at jeg har fået lov til at teste en Balance Box seng fra Dunlopillo. Ligeså snart jeg lægger mig i sengen, falder jeg i søvn. Top madrassen former sig nemlig efter kroppens behov og støtter de rigtige steder, så man føler sig ‘omfavnet’. For mig er det altafgørende, fordi jeg er så stort et tryghedsmenneske.

Endnu bedre er, at jeg pludselig vågner op med energi – og faktisk er frisk! Det er jeg ikke sikker på, at jeg har prøvet før. Men nu er min sengehistorik også katastrofal, eftersom jeg aldrig har prioriteret en seng, der bidrager til en mere effektiv dagligdag med overskud til alle mine gøremål.

dunlopillo_balance_boxDen mest fantastiske opdagelse jeg har gjort mig som følge af min stabiliserede døgnrytme, er, at en dag egentligt indeholder rigtig mange timer??! Gud, hvor kan jeg pludselig nå mange ting, nu hvor jeg ikke længere sover dagene væk. Jeg tror måske, jeg har boet på en anden planet i årevis?

Slutteligt vil jeg bare sige, at jeg fra hjertet af virkelig kan anbefale jer at se nærmere på Dunlopillo’s senge! En ideel søvn har en langt større indflydelse på vores generelle velvære, end vi umiddelbart tror. Det er, hvad jeg har fundet ud af, imens jeg har testet Balance Box sengen. Kan i allesammen sove rigtig godt og værne om jeres døgnrytme! 🙂

dunlopillo_balance_box

Design vs. Budget: Serge Mouille


INDEHOLDER REKLAMELINKS

0edd5c32bd8c46dc7ada15cadeab8c09untitled-1serge-mouille-1-arm-rotating-sconce-wall-lamp-modern-wall-lamp-light-black-or-white-coloruntitled-12-bras-pivotants-dont-1-courbe_serge-mouille_editionssergemouille_ap2b1c-noir_luminaire_lighting_design_signed-20816-productFotokredit: 1/2/3/4/5/6

Hej Roots 😀 Lad os tale lidt om min absolutte drømmelampe! Lampen over alle andre klassikere, lampen man aldrig nogensinde sælger igen, eller pakker væk i kælderrummet, lampen som alle (kendere) taber kæben over af grøn misundelse: Mr. Serge Mouille!

Jeg har flere gange nævnt, hvordan det gør helt ondt i maven, at jeg ikke har råd til den – i hvert fald ikke de store modeller, som jo selvfølgelig er dem, jeg drømmer om! Som et uopnåeligt mande-crush. (For mit vedkommende: Jared Leto – Når han er langhåret vel at mærke, haha). Never gonna happen..

Jeg har sågar holdt mig for øjnene, når priserne dukker op under billederne på google, men for jeres skyld har jeg tilladt mig selv at se sandheden i øjnene. Fandeme om de større modeller ikke koster mellem 30-65.000 kr. WTF! Hvem i kongeriget Danmark har råd til at investere i sådan en? Hvem? Nej, vent lidt – Jeg vil faktisk ikke vide det! 😀

Anyway, jeg har lige opdaget, at Ellos har fået to (meget) lignende udgaver på lager til ganske overkommelige priser.

untitled-2

Lampen til venstre fås HER / Lampen til højre fås HER.

Jeg har ikke besluttet mig for, hvilken en af dem, jeg skal have – men jeg skal denundenlynme have fingrene i en af dem. Det er ligeså sikkert som amen i kirken! 😀

En rustik tilføjelse i det lille hjem!


SPONSORERET AF HOMEISH

image81Hej Rødder! De sidste par dage har jeg gået og nusset lidt om mit splinter nye rullebord i jern med grove træhylder fra Homeish. Jeg mangler akut skabsplads i mit køkken – bl.a. fordi jeg har bombet to af dem med værktøj, haha. Jeg vil næsten våge at påstå, at jeg har mere værktøj end en tømrer 😀 Så et rullebord er en kærkommen løsning til nogle af mine køkkenting. Jeg er specielt pjattet med rum-opdelingen på midterste hylde, som skaber en fed og samtidig praktisk detalje.

image46image72image91image121image55image38image63image11image10Udover at anvende rullebordet til køkkengrej, ville det også være oplagt som plante- eller barbord. Hvis man er beriget med et stort badeværelse, kunne man f.eks. bruge det til toiletartikler og håndklæder. Desværre er mit WC maksimalt 4 km2, ellers havde jeg med stor sandsynlighed parkeret det derude.

Derudover er vi jo mange, der er pjattet med boligmagasiner og designbøger, som også ville se ret godt ud på rullebordet – måske kombineret med planter, lysestager og nipsting. Bordet er fra Nordal, som forhandles hos Homeish. Nedenfor kan i se bordet splitter ragende nøgent uden styling.

ale-rullebord_1024x1024


OM HOMEISH

Homeish er en webshop, som tilbyder al det interiør, vi ikke finder andre steder. Har man et stort retro-hjerte, eller blot er på udkig efter rustikke tilføjelser i indretningen, så vil jeg varmt anbefale jer at besøge Homeish.

Webshoppen indeholder bl.a. de smukkeste vitrineskabe, som jeg er i krise over, at jeg ikke har plads til! Hvis en af jer skulle være så velsignet at anskaffe jer et, vil jeg ikke vide det, haha. Et af de brands som Homeish forhandler er Nordal, som jeg virkelig har fået øjnene op for i år. De kreerer seriøst nogle fede designs! Nedenfor har jeg udplukket 10 af mine favoritter fra Nordal.

untitled-1

1. Pendel / 2. Vægskab / 3. Bordlampe / 4. Stort messing spejl / 5. Skænk / 6. Rullebord / 7. Bakkebord / 8. Lysestage / 9. Rattan Stol / 10. Væglampe


GREEN FACTORY BY HOMEISH

Ydermere rummer Homeish også en mindre jungle af smukke terrarier i forskellige størrelser. Desværre kom jeg til at vælte min på gulvet, da jeg skulle eskortere en kæmpe Monstera ud under bruseren. Spørg mig lige om jeg ærgrede mig over det! Åha, ulempen ved at have planter over det hele.

forest_medium_ficus_1024x1024giant_lab_bonsai_1024x1024green_factory_-_dome_ficus_1024x1024green_factory_-_jurassic_lab_small_1024x1024Terrarierne er afhængige af dagslys, men må ikke udsættes for direkte sollys. Deres lille økosystem virker ved hjælp af fotosyntesen. Fugt og klimaet i glasklokken, er nødvendig for at planten kan leve – den skal derfor ikke vandes. Der følger naturligvis en vejledningen med planten samt tips til den idéelle pasning af terrariet.

Slutteligt vil jeg nævne, at Homeish udover webshoppen også har en fysisk butik/showroom i Sydhavnsgade 28D, stuen i København SV. Butikken har åbent: Mandag-fredag: 10:30 – 17:30 og Lørdag-søndag: 11:00-15:00, hvis i har lyst til at svinge forbi og tage et kig med hænderne 😀

Del 4: Hospital-selfies og 3,5 uges indlæggelse

img_3197-copyDen selvsamme dag jeg blev indlagt, forsvandt alle mine (hvad der har syntes som kroniske) selvmordstanker. En opdagelse, der bekræftede mig i, at jeg reelt aldrig har haft lyst til at stille træskoene, men i afmagt og håbløshed ikke har set andre udveje for ro. I smug drømte jeg naturligvis stadig om en hjernetransplantation, da det ville være betydeligt lettere at overskue – frem for at forholde sig til 3 diagnoser.

Eftersom tankerne ikke længere cirkulerede sig om selvmord, blev der pludseligt rum til at føle et uvant ansvar for at udøve min del, i forhold til at få etableret en livsglæde – ja faktisk et helt nyt liv. Det endelig at blive indlagt var et kærkomment håb, der fik mig til at rejse mig fra graven igen!

Min første opgave bestod af en radikal ændring af mine ‘ikke-eksisterende’ dagsrutiner. Førhen gik jeg f.eks. kun i bad, hvis jeg havde en aftale. Jeg tror endda rekorden er 1,5 uge uden et bad, fordi jeg ganske enkelt var så skamdeprimeret, at jeg ikke magtede det. Desuden havde jeg læst et sted, at kroppen tilsyneladende bliver selvrensende efter 3 uger – så jeg tænkte: Nå ja.. Ingen alarm. 

Med undtagelse af de to første dage, præsterede jeg overraskende nok at tage et bad hver eneste morgen. (Efter samtlige kopper kaffe og et slag på tasken mellem 4-7 cigaretter vel at mærke). Pointen må være, at jeg fik det gjort, på trods af at jeg den første halvanden uge bandede mig hele vejen ud under bruseren.

Min døgnrytme blev også pludselig stabiliseret. Jeg kan faktisk ikke huske, om jeg nogensinde har haft en almindelig døgnrytme? Som barn lå jeg altid (med det famøse nakketræk!) til langt ud på natten og stirrede på døren af frygt for, at nogen skulle bryde ind på mit værelse og gøre mig fortræd. Siden jeg flyttede hjemmefra som 16-årig har jeg (i det omfang jeg havde mulighed for) sovet dagtimerne væk og modsat været vågen om natten.

Jeg tænker ikke, det er nødvendigt at gå så meget i dybden med mine spisevaner? Lad os bare sige, at det ikke har været ualmindeligt for mig kun at få ét måltid om dagen – et usundt et. Jeg har tilmed også haft dage, hvor jeg slet ikke har fået noget at spise.

Under indlæggelsen gik jeg typisk i seng mellem 22-22.30 og vågnede morgenen efter kl. 06.30. Også mine måltider blev rutinepræget. Morgenmad kl. 7.30, middagsmad kl. 12:00 og slutteligt aftensmad kl. 18.00. Som at blive eskorteret tilbage til planeten.

Det daglige aktivitetsniveau var ikke noget at skrive hjem om. Faktisk overraskede det mig, at vores hverdage udover faste spisetider primært bestod af at ryge smøger, få tildelt medicin – og måske en enkelt lægesamtale. Dog havde vi et (møg irriterende) obligatorisk morgenmøde kl. 8:15, der bestod af salmesang (som kun det ældste ‘klientel’ kunne synge med på) – samt en kortvarig udstrækning. Ingen gad det.

Ind i mellem arrangerede de endda en gåtur med ledsaget personale, hvis man vel at mærke havde udgang. Ellers var vi overladt til os selv. Jeg ved egentligt ikke, hvad jeg havde forestillet mig omkring en indlæggelse, men måske jeg troede, at vi fik psykologsamtaler for at forebygge endnu en indlæggelse, samt hjælp til at strukturere den virkelighed vi blev udskrevet til. Det var ikke tilfældet. Faktisk skulle man kæmpe med næb og klør for blot at få tildelt en samtale med en socialrådgiver.


DEN SIDSTE HALVANDEN UGE SOM INDLAGT

Min ‘hero-afvænning’ (medicinafvænning) havde langt om længe fuldført sit formål, og var endelig overstået. Jeg begyndte endda at føle et markant løft i mit humør. Selv mit dunkle tankemylder, blev reduceret til et absolut minimum – som at blive trukket op af en mose. Til slut i min udredning fik jeg ordineret et nyt antidepressivt præparat med følgeskab af intet mindre end stemningsstabiliserende, angstdæmpede og beroligende medicin suppleret med sovepiller til natten, for også at stabilisere min døgnrytme. En kombination der viste sig at virke ualmindeligt hurtigt!

Fire dage i træk vimsede jeg sågar rundt og nynnede med på mine yndlings reggae-numre, imens jeg tog et (langt) bad. Jeg nød pludselig at klæde mig på og ordne min make-up. Jeg tog faktisk mig selv i at stoppe op og tænke: “Wait a minute! Hvad fanden foregår der?” Gik jeg ligefrem og hyggede mig med ‘normale’ rutiner?!

Som følge af den overraskende ændring af mit stemningsleje, fik jeg pludselig overskud til at aflive min apatiske dagligdag på afdelingen. Det hang mig efterhånden ud af halsen at kæderyge og drikke tynd filterkaffe 16 timer i døgnet. En dag spurgte jeg derfor personalet om tilladelse til at gå ned til stranden for at bade. Det var der heldigvis ingen problemer med. Måske fik jeg lov, så de slap for at forholde sig til mig for en stund –  eller også anerkendte de min nylige stabilitet?

Jeg pakkede omgående en taske og vandrede storsmilende ud af ‘fængslet’ ned mod vandet. Da jeg kom ned til stranden, smed jeg tøjet hurtigere end et fingerknips, gik målrettet ud i det iskolde vand og kastede mig ud i bølgerne – med en underlig følelse af frihed efter et helt liv i et mentalt fangenskab.

I løbet af den sidste halvanden uge på Psykiatrisk, nåede jeg at bade 3 gange. Den sidste gang smed jeg endda badedragten og hoppede nøgen ud i havet. Da jeg efterfølgende pakkede mig ind i håndklæder, løb tårerne ned af kinderne på mig. For første gang i mit liv kunne jeg nyde så simpel en ting som at bade.

image122


THE RED ROOM

Efter de første uger opdagede jeg tilfældigt, at afdelingen var i besiddelse af et såkaldt ’sanserum’, hvor lyset kunne reguleres i forskellige farver. Det kan i øvrigt godt undre mig, at vi ikke blev informeret om, hvilke muligheder der var tilgængelige for os?

Anyway.. Den sidste halvanden uge listede jeg (inden mit morgenbad) næsten dagligt ind i sanserummet med Akua Naru i ørene og trænede med min egen kropsvægt. Jeg havde endda også en foamroller med hjemmefra, som jeg flittigt brugte til at knække min ryg på plads. Sanserummet blev hurtigt mit fristed – et tiltrængt afbræk fra både personale og mine medpatienter. Desuden var det en fantastisk følelse at få løsnet op i kroppen igen og være i kontakt med sig selv.

julie


JULIE VS PERSONALET

På trods af mine små personlige sejre, havde jeg naturligvis stadig mine daglige kampe med personalet. Siden jeg blev indlagt, havde både jeg selv og min familie presset hårdt på efter en samtale med afdelingens socialrådgiver. En af de faktorer som var med til at ødelægge mig op til indlæggelsen var, at jeg pludselig fik svært ved at forsørge mig selv som følge af min massive depression. Til sidst kunne jeg knap nok betale min husleje.

Eftersom min tålmodighedskvote allerede var opbrugt, tog jeg endnu en gang turen op til glasburet for at minde dem om min udestående forespørgsel efter en socialrådgiver. Personalet afviste mig (til ingens overraskelse) med beskeden: “Det har vi simpelthen ikke tid til at tage os af lige nu”. Klik! Frem for at bryde ud i gråd eller kaste med ting, som hidtil har været mine primære reaktionsmønstre, fandt jeg en anden – måske mere effektiv løsning.

Imens jeg minimum talte til 40, gik jeg direkte ned på værelset, tændte computeren, åbnede Spotify – og satte min Heavy Metal playlist på med fuld hammer! Jeg estimerede, at der ville gå et sted i mellem 2-4 minutter, før personalet (som et amatøragtigt SWAT-team) ville storme ind med fuld udrykning. Så jeg satte mig rasende til rette på hospitalssengen med armene over kors og ventede.

Ganske rigtigt bragede to sygeplejersker ind på værelset kort efter: “Julie!? Vil du øjeblikkeligt slukke for den larm?” råbte den ene, mens den anden ikke fattede en brik af, hvad der foregik.

“Det kan du tro, jeg vil. Men nu hvor i er her, vil i så være søde at sørge for, at jeg får den samtale med socialrådgiveren, som vi har rykket efter i halvanden uge?!? Ellers er jeg temmelig sikker på, at I aldrig slipper af med mig!”

Efter jeg fik slukket for musikken, forsikrede sygeplejerskerne mig om, at de ville arrangere et møde hurtigst muligt – og jeg kunne efterfølgende kreditere mig selv for min konstruktive måde at tackle situationen på..


Den efterfølgende dag løb jeg ind i endnu en episode med det kære personale. Ca. en time inden der blev brygget aftenkaffe, bankede jeg på hos personalet for at bede om kogt vand. “Ja, det må du altså lige vente med, til vi også laver kaffe.” Sagde en yngre mandlig sygeplejerske, hvis funktion åbenbart var at sidde limet til sin kontorstol fra hans vagt begyndte til den sluttede.

“Jeg er blevet forsikret af din kollega om, at jeg til hver en tid har ret til kogt vand – uanset tidspunkt!” Sagde jeg selvsikkert. “Ja, men vi har ikke tid til at koge vand til dig, når vi laver the og kaffe om en time.” Svarede han nedladende, imens han sad og fedtede med en croissant sideløbende med at flirte med sine kvindelige kollegaer. “Er det fordi, du er doven?!” Spurgte jeg, eftersom jeg ikke kunne tænke mig til andre årsager. “Nej, jeg sparer bare på mine skridt.” Svarede han og tog en bid af kaloriebomben.

“Utroligt! Så vil jeg gerne bede om en kop og en PN NU – med mindre i foretrækker at jeg knalder fuldstændig af lige på stedet?!” Understregede jeg med hamrende hidsige øjne. Situationen blev dog afværget ved, at en anden sygeplejerske hentede en kop og udleverede en Oxapax (beroligende medicin) til mig. Jeg tog den forbandede pis-kop med mig ind på værelset, tændte bruseren og skruede helt op for det varme vand, så jeg kunne lave en kop instant-kaffe. Hvis jeg blev syg af det, kunne de takke sig selv for det..

Jeg tog mine cigaretter i hånden og gik ud i rygegården med min kaffe. En ergoterapeut fulgte ængsteligt trop – formentligt for at sikre, at jeg ikke lavede en scene. Det var selvfølgelig lidt svært at undgå. “Det her må du ikke tage personligt,” sagde jeg og fortsatte:

“Jeg vil simpelthen ikke acceptere flere afvisninger eller skideballer som følge af, at I ikke får koordineret alle jeres hjernedøde regler med hinanden! Jeg nægter at tage imod det længere! Når jeg bliver forsikret om, at jeg altid har ret til kogt vand, så vil jeg fandeme ikke finde mig i, at i affejer mig som et 4-årigt barn, der absolut ingen rettigheder har!!”

Ergoterapeuten slog chokeret øjnene op og vidste tydeligvis ikke, hvordan hun skulle reagere på mit udbrud. “Men, men Julie, vi har jo rigtig travlt,” forsøgte hun sig. “Kalder du det travlt at sidde på sin flade og æde smørcroissanter? Jeg forstyrrer jer max to gange dagligt, nu må i altså tage jer sammen!” Modargumenterede jeg. Hun foretog sig egentligt ikke så meget andet end at dreje om på foden og gå tilbage til sikkerheden i isolationslokalet.


To dage inden min udskrivelse peekede min vrede. På en af fællesstuerne sad en anden patient mutters alene og græd højlydt. Personalet reagerede ikke på det, så jeg skyndte mig omgående at banke på glasburet for at meddele, at en patient havde brug for deres hjælp.“Okay!” Svarede de og lukkede døren igen?? Den luddovne mandlige sygeplejerske præsterede ligefrem at gå direkte forbi hende på vej tilbage til kontoret efter et kort visit i køkkenet.

Jeg var ved at blive fuldstændig vanvittig (hvis ikke jeg var det i forvejen) af personalets negligerende adfærd overfor os! Jeg spurgte derfor desperat om lov til at tage ned på stranden i et par timer for at undslippe min indebrændte vrede. Men fordi der ikke var nogen læge til stede på afdelingen, som er de eneste, der kan bevilge udgang, fik jeg et klokkeklart nej.

“Fint, stik mig nummeret til en læge, så ringer jeg sgu selv og spørger om lov!” råbte jeg og mærkede endnu en gang ildebranden blusse i maveregionen. “Altså der er jo ikke tale om en krisesituation, så vi kan desværre ikke udlevere nummeret til lægen.” Responderede de ligeglade. Og så skete det! Mit hidtil værste udbrud eksploderede ud af mig som en altudryddende atombombe, uden jeg havde den mindste chance for at stoppe galskaben. Tårerne stod ud af mig, mine kinder blev ildrøde, mit hjerte hamrede ud af brystkassen, mine hænder rystede. Jeg tabte al kontrol over min krop.

Jeg løb ned på værelset, kastede med alt indenfor omkreds, rev og rykkede med alle mine kræfter i de skamsikrede vinduer for at slippe ud af fængslet – Jeg prøvede sågar at mase mig selv ud gennem beslagene, fuldstændig ligeglad med om jeg brækkede noget. Da jeg ikke formåede at brække vinduet op, tampede jeg ud i rygegården, smækkede døren bag mig og tændte en cigaret i håbet om, at det ville hjælpe på tilstanden.

Personalet handlede ikke på mit udbrud – og jeg tror, deres ligegyldighed fik mig til at sprænge endnu mere i luften. Først efter en lille time kom en ung sygeplejerske ud til mig for at høre, om jeg var kølet ned igen??! “Kølet ned??” Svarede jeg aggressivt og fortsatte:

“Hvad fanden er det for en vanvittig afdeling i driver? Er en del af jeres arbejde ikke at tage jer af os, som er indlagt? Det kan da for helvede ikke passe, at det tager 18 timer at føre journal, når I ikke har den fjerneste idé om, hvordan patienterne rent faktisk har det? Kan det virkelig være rigtigt, at man som indlagt har ansvaret for sine medpatienters velbefindende, fordi i nægter at låse jer ud af jeres fucking glasbur – og rent faktisk gøre, hvad I er ansat til?”

Hun rullede øjne af mig og ventede uden tvivl på, jeg blev færdig med min opsang, så hun kunne skride igen. “Ej, ved du hvad, jeg kan fandeme ikke holde det her ud længere. Jeg vil gerne udskrives lige NU! Jeg nægter simpelthen at være vidne til den her umenneskelige måde i behandler os på!” Råbte jeg.

“Jamen Julie vi kan jo ikke udskrive dig uden samtykke fra en læge – Du må vente til i morgen.” Svarede hun. “Så vidt jeg ved er jeg frivilligt indlagt, så kan jeg vel også frivilligt skride igen!?”

“Du må desværre vente til i morgen.. Skal jeg ikke lige hente en PN til dig? Tænker det er en god idé?” Foreslog hun afvigende.. Jeg rystede opgivende på hovedet og lod hende medicinere mig, hvis det gjorde hendes arbejde lettere, nu hvor der jo også stod kage på kontoret til de ansatte.


(NB: Som følge af at min bipolære lidelse endelig er blevet stabiliseret, baner det pludselig vej for årtiers undertrykt vrede. Desværre kommer den vrede til udtryk på et niveau, jeg slet ikke kan kontrollere. Min hjerne siger omgående ‘klik’, hvis jeg oplever en unfair behandling – eller en klar afvisning. Det kommer til at tage lang tid for mig at få vreden reduceret til et samarbejdsvilligt stadie.)

Forsættes..

Min søster har hæklet den flotteste pude til min stue!

dsc_0849-copyHej Bavianer 😀 Prøv lige at se hvad min dygtige søster har lavet til mig. Er den ikke bare fin? Jeg har nemlig ønsket mig en rund pude med forskellige farver på. Så hun påtog sig opgaven at hækle en til mig, hvor jeg selv måtte vælge, hvilke farver jeg ville have. Så jeg valgte: grøn, bordeaux, okker og lyserød.

Nu forstår jeg ikke en brik af strikke- og hæklesprog, men den er lavet i tunesisk hækling, som hun egentligt aldrig har prøvet før. Synes godt nok det er imponerende, hvad hun præsterer at lave! 😀

dsc_0856-copydsc_0857-copyI kan finde opskriften til puden HER. Det er en opskrift, man skal betale 50 kr. for at downloade, hvilket jeg egentligt synes er fair. 🙂 Er der mon nogle af jer, som vil i gang med samme projekt?

dsc_0850-copy

Older posts