En overscoring i Oasen & en perfekt potteskjuler


INDEHOLDER REKLAMELINKS

image12image11image15Hej Roots! 🙂 Wauw, hvor har jeg savnet at gå på rov i blomsterforretninger. I går var jeg et smut forbi Oasen på Park Allé, Aarhus, fordi jeg “manglede” en større plante til entréen.

Ind i mellem kan jeg godt ærgre mig over, at jeg ikke har et kørekort, så jeg kan drible forbi Billig Blomst i tide og utide for at skamfylde bilen med ny-adopterede rødder. Modsat har jeg alligevel ikke råd til en bil, og desuden magter jeg heller ikke at betale vægtafgift, så måske jeg bare skal aflive den bitterhed.

Anyway.. Sørme om der ikke stod en gigantisk Monstera bag disken med et tilhørende prisskilt, jeg ikke helt kunne ane. Så jeg bøjede knæene og kneb øjnene sammen for bedre at kunne se – frem for bare at spørge? 249 fucking kroner?! ‘Okay, hvad er der i vejen med den’, var min første tanke, eftersom de nemt kunne forlange dobbeltpris.

Men fordi den havde så mange nye sunde blade, måtte jeg reducere betænkningstiden i frygt for, at en anden pludseligt skulle kaste sig over den. 1 minut senere kunne man spotte en 28-årig splejs komme slæbende over til busstoppestedet med en plante så stor, at man ikke kunne se hendes ansigt.

image14image13Den smukke (og mega store) potteskjuler fås i rosa som min samt i grågøn og en sort lige HER. Jeg kunne godt bruge en mere i grøn ind til stuen. Men det kan vel ikke komme bag på nogen. Mer’ mer’ mer’. 😀

image23

Del 5: Udskrivelsen efter 3,5 uges indlæggelse

Udover at jeg kæmper en brag kamp for at reducere min angst for åbenhed, så er min hensigt med mine indlæggelses-udgivelser også at fremlægge mine erindringer så nøjagtigt, som de har udspillet sig. Selv de episoder hvor jeg skammer mig over min adfærd, skal belyses – for det er netop de, der løfter sløret for, hvad der reelt foregår i min hjerne, når mine sygdomme bliver allermest synlige.

Hvad man skal huske, og hvad jeg selv skal lære at acceptere er, at alle mine følelser er virkelige for mig. De besætter min krop helt ud til fingerspidserne, så jeg hverken kan tænke rationelt, objektivt eller ‘normalt’. Jeg er ikke selv bevidst om, når jeg bliver sort/hvid – og når mine følelser er overdrevne, uhensigtsmæssige eller ja.. sindssyge. Det er typisk først den efterfølgende dag, at jeg kan se min opførsel i perspektiv – og dermed flove mig over den del af min adfærd, jeg endnu ikke har lært at mestre. Og den erkendelse gør mig frygteligt sårbar, for det er i disse tilfælde, at jeg selv kan mærke, at jeg er psykisk syg.


UDSKRIVELSEN

Morgenen efter jeg kommanderede en øjeblikkelig udskrivelse, begyndte jeg så småt at indse, at min hjerne endnu engang havde forladt de nationale grænser. På vej ud i rygegården stoppede jeg en af de sygeplejersker, som havde ageret offer for mit temperament og gav hende en ærlig undskyldning.

“Det er jo mit job, Julie.” Sagde hun uden at bære nag. “Det ved jeg, men du er stadig et menneske – og jeg har behandlet dig unfair. Det vil jeg gerne sige undskyld for.” Svarede jeg og mente det helt ind i hjertet. “Tak!” Sagde hun og smilte lettere overrasket til mig.

Jeg havde absolut ingen intentioner om at afslutte min indlæggelse med et mindre terrorangreb på personalet. Derimod ønskede jeg en fredelig udskrivelse med håndtryk og varme kram, der afspejlede min reelle taknemlighed for, at psykiatrien endelig omfavnede mig – og rent faktisk havde formået at stabilisere min bipolære lidelse.

Min udskrivelse var sat til den efterfølgende dag, tirsdag, hvorfor jeg skulle ‘cleares’ af en læge, inden jeg fik overrakt mit medicinskema samt info om den videre behandling. (Den vender jeg tilbage til.)

“Hej Julie, skal vi lige tale sammen?” Spurgte en kvindelig læge, da hun krydsede mig på gangen. “Ja, selvfølgelig.” Svarede jeg og fulgte smilende trop. Vi gik ind på ‘mit værelse’, hvor jeg satte mig til rette på sengen, og hun tog plads på en stol overfor mig med diverse papir parkeret i skødet.

L (Lægen): “Nå, jamen jeg tænker egentligt, at vi udskriver dig i dag inden frokost.”
M (Mig): (BOOOOM!!) “Øhhh, hvad for noget??” Svarede jeg panisk og fortsatte: “Lægen jeg talte med i fredags forsikrerede mig om, at lige præcis det her scenarie IKKE ville finde sted, hvor i pludseligt smider en bombe og udskriver mig.”
L: “Ja, men jeg tænker ikke, at der er nogen grund til at beholde dig til i morgen, nu hvor det bipolære er stabiliseret?”
M“Du kan sgu da ikke informere mig om, at jeg skal udskrives en time forinden, du har tænkt dig at jage mig ud? Min udskrivelsesdato er i morgen! – Min mor har endda taget fri fra arbejde, så hun kan hente mig og ordne alt det praktiske sammen med mig?”
L: “Okay, lad os prøve et lille tankeeksperiment.” Sagde hun og bøjede sig fremover med sammenknebne øjne – præcis som under en udredning, hvor lægen sultent forsøger at samle puslespillet foran sig. “Hvad ville der ske ved at udskrive dig i dag?”
M: “Altså jeg kan overhovedet ikke forholde mig til dit tankeeksperiment, så længe du holder fast i, at jeg skal udskrives om en time!!”
L: “Men Julie, vi er nødt til at få afklaret, hvad der ville ske ved, at du bliver udskrevet i dag?”

Gråden indtraf på rekordtid, mit hjerte galoperede og min evne til at være til stede i samtalen forsvandt i samme øjeblik, hun kastede bomben om den pludselige udskrivelse.

M: “Jeg er jo ved at gå fuldstændig i opløsning af stress. Har du tænkt dig, at jeg skal stå og blomstre som en jubelidiot ved busstoppestedet med flere tasker og poser, end jeg kan bære, fordi du insisterer på, at én nat mere er indiskutabelt?”
L: “Hvis du forsøger at blive i tankereksperimentet, hvo… ”
M: “Jeg gider simpelthen ikke dine eksperimenter, før du forsikrer mig om, at jeg kan blive til i morgen!” Afbrød jeg hende.
L: “Så det er ikke pga. din bipolære lidelse, at du ikke vil udskrives i dag, men pga. dine personlighedsforstyrrelser?”
M: “Det er 100% mine personlighedsforstyrrelser! Og er det ikke også ét fedt, hvilken en af mine sygdomme, der ligger til grund for min reaktion?” 
L: “Okay. Lad os sige, at du får lov til at blive her til i morgen. Hvordan gør det situationen anderledes for dig?”
M: “Betyder det, at jeg kan få lov til at blive her til i morgen – eller er det et trick-spørgsmål?”
L: “Vi kan godt aftale, at du først bliver udskrevet i morgen.” Sagde hun opgivende efter tre kvarters forhandling.
M: “Så du forsikrer mig om lige nu, at du ikke smider mig ud om lidt?”
L: “Jeg smider dig ikke ud om lidt, nej.”
M: “TAK!” Jeg åndede lettet op og forsøgte at berolige mig selv med dybe vejrtrækninger ovenpå chokket.
L: “Men Julie, du er nødt til at sande, at livet ikke altid forærer dig nogle advarsler – At ting sker uden du er forberedt på det.”
M: “Det er jeg i allerhøjeste grad bevidst om, hvorfor tror du, at jeg reagerer så voldsomt og konstant har behov for forsikringer?”

Glimrende, tænkte jeg. En stressreaktion, som nemt kunne være undgået, hvis hun blot havde holdt sig til planen, frem for at lade sig overtale til endnu en nat, som i teorien allerede var bevilget? Så meget for en fredelig afsked..


Jeg begyndte så småt at forberede mig mentalt på, at jeg ikke længere skulle være omgivet af mennesker 24 timer i døgnet. Tanken var delvist befriende og delvist angstprovokerende. Jeg var egentligt blevet glad for trygheden ved, at der altid var nogen at tale med. Modsat skulle jeg ikke længere spørge om lov, finde mig i hjernedøde regler eller slikke røv på personalet for at få min vilje. Kort formuleret ville jeg få min myndighed tilbage igen.

Jeg begyndte endda at fantasere om alle de ting, jeg skulle foretage mig, så snart jeg blev udskrevet – præcis som at blive løsladt efter en længerevarende fængselsstraf. Først og fremmest skulle jeg brygge en gigantisk kop skumkaffe og skide højt og helligt på, hvad klokken var! Dernæst ville jeg blæse vinduerne ud med Heavy Metal, imens jeg selvtilfredst parkerede korpus i badekaret med en alkoholfri øl! (Ingen grund til at fucke hjernen yderligere op, nu hvor jeg næsten kunne fylde et decilitermål med medicin på daglig basis.)

Slutteligt skulle jeg kaste mig i den nye prinsesseseng, jeg modtog kort forinden min indlæggelse. Den smalle hospitalsseng, som jeg endda præsterede at falde ud af et par gange, havde mere eller mindre destrueret min ryg!

Resten af mandagen brugte jeg på at pakke alle mine ting sammen, så jeg var klar til at tage afsted på minuttet, min mor kom og hentede mig. Jeg glædede mig. Det kriblede helt i maven efter at komme hjem til mit elskede farvekaos efter en lille måned med klinisk hvide vægge, ingen kreativitet eller inspirerende omgivelser. Tanken gjorde mig elektrisk.


Afskeden med mine medpatienter var dog ikke noget jeg så frem til. For mit vedkommende var der særligt én, som resulterede i mavesmerter at sige farvel til. En ældre sympatisk, livsglad og hjertevarm mand, som jeg ved samtlige lejligheder anså som en slags faderfigur? Vores samtaler var aldeles dyrebare for mig, da de sjældent omhandlede sygdom, depression, bekymringer eller frustrationer omkring personalet, som ellers er indlysende taleemner på en psykiatrisk afdeling.

Derimod talte vi om alle de livsbekræftende ting i tilværelsen som: rejser, mad, kunst, musik, natur og kærlighed. Sidstnævnte talte vi meget om – specielt hvordan vi hver og især definerede den. Og han lærte mig noget om kærlighed, som jeg dagligt vender i mine tanker.

Jeg har endnu ikke fortalt jer om dette, men ca. halvvejs i min indlæggelse kollapsede jeg følelsesmæssigt, som følge af et massivt svigt fra de to mænd, jeg anså som værende de tætteste mandlige relationer, jeg havde. Min bedsteven, Kokken, og min såkaldte ‘besøgsven’, som jeg havde set on/off i et års tid.

Den ældre mand fandt mig sammenkrøllet og grædefærdig på en kold klapsammenstol på terrassen og lagde frivilligt øre til min emotionelle personlighedsforstyrrelse i udbrud. Frem for at køre på autopilot, klappe mig på ryggen og sige: “Det forstår jeg godt.” Så sagde han noget andet, som ingen andre havde gjort mig opmærksom på før.

“Julie, ind til videre har du udelukkende omtalt deres handlinger, deres udsagn, deres beskeder og deres følelser. Men hvad føler du egentligt selv for de to mænd helt inde i hjertet, hvis du ser bort fra det, du oplever som afvisninger?” 

Der løb en kølig strøm i gennem min krop, som gav mig gåsehud. Jeg spærrede øjnene op, som om jeg lige var kommet i tanke om noget, jeg havde glemt. “Deeet, det ved jeg faktisk ikke??” Svarede jeg forvirret. Jeg havde ikke engang fat i røven af en anelse. Jeg var spejlblank, som havde jeg netop fået en mental lussing, hvor hjernecellerne desperat forsøgte at finde deres pladser igen.

Han fortalte mig om samtlige forhold, han havde ødelagt ved udelukkende at fokusere på partnerens adfærd. Hvordan han konstant bekymrede sig om vedkommende viste meget eller lidt interesse for ham, om beskederne var kærlige eller neutrale, om adfærden var imødekommende eller afvisende. Et uendeligt hjul af analyse og angst for at miste. Slutteligt konkluderede han:

“Men det er ikke kærlighed, Julie. Det er et desperat forsøg på at fodre sin afhængighed til at føle sig elsket, fordi man er ude af stand til at elske sig selv. Kærlighed er noget helt andet, som først kan blomstre, når man tager afsæt i sine egne følelser – og bliver mødt af en modpart, som gør nøjagtigt det samme.”

Jeg tror, at den samtale var en af de vigtigste, jeg til dato har haft i mit liv. Gennem resten af min indlæggelse formåede han altid at være et yderst opløftende element, der vendte mine kriser til muligheder – og sorg til indsigt. Da vi tog afsked var det med kindkys, tårer i øjnene og et meget langt varmt kram!


Da min mor storsmilende troppede op på matriklen, fik vi båret alle mine sager (inkl. tegninger, breve og små mindeting fra de andre patienter) ud i bilen og røg en cigaret, inden jeg fik udleveret de praktiske ting af personalet. Jeg smilte til alle på hele afdelingen – endda også til kællingen, som altid var så pisse sur. Muligvis af jubel over, at jeg aldrig mere skulle være offer for hendes eksplosionsparate pegefinger..

Vi satte os ind i bilen og forlod Psykiatrisk Hospital, da jeg pludseligt mærkede angsten for at vende tilbage i de rammer, hvor jeg kollapsede psykisk – og faktisk var parat til at gøre en definitiv ende på mit liv. Jeg blev mindet om alle mine problemer, som jeg ellers havde fået et tiltrængt afbræk fra under indlæggelsen. Det gik så småt op for mig, at jeg havde en foranstående kamp for at få styr på mit liv. Velkommen tilbage til virkeligheden, Julie..

Min mor og jeg diskuterede bl.a., hvor umuligt det var at få bevilget så lidt som en socialrådgiversamtale, når man er indlagt. Min mor var så hamrende frustreret over den manglende håndsrækning, at hun ikke lige fik gennemtænkt, hvad der kom ud af hendes mund.

“Det er fandeme godt nok utroligt, at man næsten ikke kan få hjælp til at løse de problemstillinger, der forværrede ens tilstand, inden man havnede på psyk. Hvordan i al verden skal man kunne tackle det på egen hånd, når man kommer hjem igen – og samtidig er syg i hovedet?”

Jeg spærrede øjeblikkeligt øjnene op og kiggede dybt chokeret på hende. “Eller hvad hedder det.. Når man har en sygdom i hjernen!” Rettede hun sig selv, inden vi begge flækkede af grin over hendes manglende situationsfornemmelse.


ENDELIG HJEMME IGEN

Processed with VSCO with f2 preset

At stå for de praktiske hverdagsgøremål igen, var egentligt en større omvæltning, end jeg havde forestillet mig. Pludselig skulle jeg handle ind, vaske tøj, lave mad, gøre rent og vaske op igen. Samtidig var det egentligt også motiverende endelig at have noget at give sig til frem for at kæderyge dagene væk.

For bedre at kunne overskue min helt nye dagligdag, forsøgte jeg først og fremmest at holde fast i de gode rutiner, som så småt havde slået rødder i mig. Yoga/hjemmetræning hver morgen, efterfulgt af morgenmad og et bad. Ingen afvigelser!

Madlavningsdelen var næsten den største udfordring, nu hvor jeg havde vænnet mig at få serveret imponerende velsmagende og varierede måltider tre gange dagligt uden at løfte en finger. Desuden har jeg altid været overbevist om, at mine kundskaber i et køkken var katastrofale. Tænk en gang at jeg som 28-årig samt udeboende på 12. år stadig ikke kunne præstere at koge en fucking kartoffel.

Men overraskende nok gav mit nyligt stabiliserede sind mig mod på at starte forfra i køkkenet. Min første prioritet var at anvende sunde råvarer med næring i. Efter en årrække med junkfood og generelt dødelig kost, vurderede jeg, at det var på tide at udvide min horisont. Målet var at passe på min krop – og øve mig i at være god ved mig selv. Ikke at jeg har den fjerneste idé om, hvordan sådan noget foregår, men jeg krydsede fingre for, at det på et tidspunkt ville falde mig naturligt at værne om mig selv.

Så jeg startede med at tilberede mine livretter – fra bunden! Altid dobbelt portioner, så jeg kun skulle lave aftensmad hver 2.-3. dag. Min absolutte yndlings spise er hokkaidosuppe med ingefær, chili og forårsløg. Den skal helst være så stærk, at jeg delvist fordamper. Det er heldigvis græskarsæson, så det har jeg fandeme tænkt mig at udnytte!

Processed with VSCO with g3 presetCa. en uge efter min udskrivelse var jeg fast besluttet på at holde min badning ved lige. På trods af at det tog en krig med busskift og transporttid til stranden, var det hele besværet værd. Den energi jeg fik af at springe i havet og lade bølgerne rense mig for bekymringer, kunne jeg pludseligt ikke undvære. Den første halvanden uge forløb overraskende godt. Jeg følte, at jeg trådte ind i et helt nyt liv med et nyt sind – og en vanvittig stærk vilje til at sejre som menneske.

img_3488Stilhed før storm.. Som man siger. 

Forsættes..

Sådan gør du dine plantebilleder knivskarpe!

image14img_3659
image5-copyimage31image41image16Hej Rødder 😀 Nogle af mine grønskollinger har stået model for en lille photoshoot, da jeg gerne vil vise jer, hvordan i kan redigere jeres billeder, så de bliver knivskarpe. Først og fremmest skal man selvfølgelig være i besiddelse af et godt kamera – hvad enten det er en Iphone 7 eller et spejlrefleks. (Dertil skal jeg lige nævne, at nogle af mine originalbilleder ikke ligefrem er særlig gode).

Efter jeg har udvalgt, hvilke billeder der skal redigeres, åbner jeg dem i app’en: VSCO. Jeg er blevet totalt afhængig af den app. Først vælger jeg et filter, som man selv kan regulere styrken af – efterfølgende leger jeg med de basale redigeringsmuligheder som lys, kontrast, varme, skarphed osv. (Som også er tilgængelige i Instagram). Det er super simpelt. Nedenfor har jeg vedhæftet før- og efter billeder, så i kan se forandringerne.

rubberplantuntitled-2hejuntitled-2roedderEr de ikke blevet fine? Jeg kan bruge timevis på at lege med den app! Om ikke andet håber jeg, at billederne kan inspirere jer lidt. Anyway.. Nu vil jeg forsøge at hapse en masse Pilea-babyer og plante dem i nogle fine potter til min søster, som flytter i ny lejlighed d. 1. oktober. Man kan jo ikke flytte uden nye planter, veeel? 😀

Det er meget sjovere at være vågen om dagen!


SPONSORERET AF DUNLOPILLO

dunlopillo_balance_boxHej Svaler 🙂 Som et afsluttende led i min senge-følgeton i samarbejde med Dunlopillo, vil jeg fortælle lidt om mine splinternye søvnvaner. For første gang i mit liv er det lykkedes mig at etablere en såkaldt ‘normal’ døgnrytme, hvor jeg ikke længere tager middagslure af 2-6 timers varighed, fordi jeg ganske enkelt ikke har brug for dem.

Jeg sidder heller ikke længere vågen om natten og foretager mig alle mulige ligegyldige ting, hvor jeg naturligvis burde sove! Faktisk går jeg i seng hver aften (og falder i søvn!) mellem 22:30-23:00 – Og vågner naturligt igen omkring kl. 7:00. BOM! Jeg vedhæfter selv et stående bifald.. Dét alene er revolutionerende, måske på niveau med opfindelsen af internettet. 😀 Heraf min meget stolte positur nedenfor, haha.

dunlopillo_balance_boximage13I forrige indlæg (HER) fortalte jeg lidt om vigtigheden af den ‘dybe søvn’, som er den, der skal generere fornyet energi og rense kroppen for stress, bekymringer og hverdagskaos. Uden den dybe søvn føler vi os typisk afkræftet, ugidelige og irritable.

En ideal søvn sikres ved regelmæssige sengetider kombineret med et højt komfortniveau. Jeg er så dybt taknemmelig for, at jeg har fået lov til at teste en Balance Box seng fra Dunlopillo. Ligeså snart jeg lægger mig i sengen, falder jeg i søvn. Top madrassen former sig nemlig efter kroppens behov og støtter de rigtige steder, så man føler sig ‘omfavnet’. For mig er det altafgørende, fordi jeg er så stort et tryghedsmenneske.

Endnu bedre er, at jeg pludselig vågner op med energi – og faktisk er frisk! Det er jeg ikke sikker på, at jeg har prøvet før. Men nu er min sengehistorik også katastrofal, eftersom jeg aldrig har prioriteret en seng, der bidrager til en mere effektiv dagligdag med overskud til alle mine gøremål.

dunlopillo_balance_boxDen mest fantastiske opdagelse jeg har gjort mig som følge af min stabiliserede døgnrytme, er, at en dag egentligt indeholder rigtig mange timer??! Gud, hvor kan jeg pludselig nå mange ting, nu hvor jeg ikke længere sover dagene væk. Jeg tror måske, jeg har boet på en anden planet i årevis?

Slutteligt vil jeg bare sige, at jeg fra hjertet af virkelig kan anbefale jer at se nærmere på Dunlopillo’s senge! En ideel søvn har en langt større indflydelse på vores generelle velvære, end vi umiddelbart tror. Det er, hvad jeg har fundet ud af, imens jeg har testet Balance Box sengen. Kan i allesammen sove rigtig godt og værne om jeres døgnrytme! 🙂

dunlopillo_balance_box

Design vs. Budget: Serge Mouille


INDEHOLDER REKLAMELINKS

0edd5c32bd8c46dc7ada15cadeab8c09untitled-1serge-mouille-1-arm-rotating-sconce-wall-lamp-modern-wall-lamp-light-black-or-white-coloruntitled-12-bras-pivotants-dont-1-courbe_serge-mouille_editionssergemouille_ap2b1c-noir_luminaire_lighting_design_signed-20816-productFotokredit: 1/2/3/4/5/6

Hej Roots 😀 Lad os tale lidt om min absolutte drømmelampe! Lampen over alle andre klassikere, lampen man aldrig nogensinde sælger igen, eller pakker væk i kælderrummet, lampen som alle (kendere) taber kæben over af grøn misundelse: Mr. Serge Mouille!

Jeg har flere gange nævnt, hvordan det gør helt ondt i maven, at jeg ikke har råd til den – i hvert fald ikke de store modeller, som jo selvfølgelig er dem, jeg drømmer om! Som et uopnåeligt mande-crush. (For mit vedkommende: Jared Leto – Når han er langhåret vel at mærke, haha). Never gonna happen..

Jeg har sågar holdt mig for øjnene, når priserne dukker op under billederne på google, men for jeres skyld har jeg tilladt mig selv at se sandheden i øjnene. Fandeme om de større modeller ikke koster mellem 30-65.000 kr. WTF! Hvem i kongeriget Danmark har råd til at investere i sådan en? Hvem? Nej, vent lidt – Jeg vil faktisk ikke vide det! 😀

Anyway, jeg har lige opdaget, at Ellos har fået to (meget) lignende udgaver på lager til ganske overkommelige priser.

untitled-2

Lampen til venstre fås HER / Lampen til højre fås HER.

Jeg har ikke besluttet mig for, hvilken en af dem, jeg skal have – men jeg skal denundenlynme have fingrene i en af dem. Det er ligeså sikkert som amen i kirken! 😀

Older posts