Anbefaling: 3 krimi dokumentar-serier i bør se!

Del 3: Hospital-selfies og 3,5 uges indlæggelse

fullsizerender3(Fortsættelse på Del 1 & Del 2).

Hej kære I 🙂 Jeg har netop gennemlæst de to tidligere indlæg omkring min indlæggelse, og det slog mig pludseligt: Måske i undrer jer over min bipolære diagnose, eftersom jeg udelukkende har omtalt mine ulidelige depressioner? Så mon ikke jeg bør finde nosserne frem og få afregnet mit udestående med manierne? (Heraf det ovenstående halvfestlige filter). Gisp.

Som i måske allerede ved, så er ‘bipolar affektiv sindslidelse’ betinget af nogle opsigtsvækkende humørskift grundet en kemisk fejl i hjernen, som ikke formår at stabilisere stemningslejet. Uden den stabilitet ryger man derfor skiftevis dybt ned i helvedet (som tidligere omtalt) og meget højt op i såkaldte manier. Man omtaler også manierne som ‘highs’, da de i mange tilfælde kan minde om en kokainrus. Jeg ved tilfældigvis (og desværre), hvad jeg taler om.

Jeg har stadig virkelig meget at lære omkring min sygdom, som viser sig at være utrolig kompleks – specielt manierne, men hvad jeg indtil videre overordnet har lært, vil jeg forsøge at skitsere et overskueligt billede af:

Hypomani (Let mani)
Kan sammenlignes med at være hyperaktiv. Man oplever et løftet energi- og aktivitetsniveau med øget omgængelighed, snakkesaglighed og overdreven fortrolighed. F.eks. tillægger man det ikke særlig stor værdi, hvem man betror sig til, eller hvad man får sagt. Typisk får man utrolig mange ideer, som man reelt ikke kan finde hoved og hale i.

Seksualdriften stiger, som følge af et (faktisk ret så behageligt) selvtillidsboost. Hypomani har som sådan ikke nogen negativ indflydelse på ens arbejdsliv grundet øget overskud og handlekraft.

Mani uden psykose (Moderat mani)
Kan variere fra ukontrolleret opstemthed til et irritabelt/arrigt stemningsleje. Impulser overtager alle former for fornuft og rationel tænkning, hvorfor man ofte får en økonomisk bekymringsløs adfærd. Man kan opleve at føle sig frygtløs, uovervindelig – grænsende til storhedsfølelse samt overdreven selvtillid.

Stemningsniveauet er så ekstremt, at man både kan opleve svær rastløshed, fysisk uro, koncentrationsbesvær og reduceret søvnbehov. Man oplever et kraftigt tab af sociale hæmninger, som personen måske ‘normalt’ har, hvilket fører til dumdristig, pinagtig og upassende adfærd. Modsat kan man opleve en markant øget seksualdrift, livlige associationer, overdrevne selvbilleder med storhedstanker. (Som nævnt ovenfor).

Mani med psykose (Svær mani)
En psykotisk tilstand med vrangforestillinger og hallucinationer. Oftest kan personen ikke gøre rede for, hvad der er foregået under tilstanden. Som et klassisk black out. Nogle bliver voldelige og ekstremt udadreagerende, mens andre foretager sig nogle meget atypiske ting.


Jeg befinder mig typisk mellem hypomani og mani uden psykotiske symptomer, når jeg oplever mine highs. Jeg har endnu ikke oplevet en psykose i forbindelse med at være bipolar. 7-9-13 med supplerende bank under bordet!

Tidligere har jeg af flere omgange omtalt 2016 som værende mit livs bedste år! Faktisk det eneste år, hvor jeg for alvor har oplevet at være glad, selvtilfreds og i harmoni med min krop – i længere end blot et par dage ad gangen. Jeg fik udrettet bunkevis af store projekter – både i arbejdsregi, indenfor personlig udvikling men også i indretningen af mit hjem.

Min selvtillid var overdrevent høj, jeg følte, at jeg kunne klare hvad som helst – grænsende til en uovervindelighedsfølelse. Ideer for fremtiden fløj ud af ærmerne på mig hurtigere, end jeg kunne nå at fange dem og skrive dem ned. Jeg behøvede næsten ingen søvn og så faktisk bare frem til at vågne igen, så jeg kunne forsætte euforien. Min økonomi blev et katastrofalt rod, som jeg egentligt var fuldstændigt ligeglad med. Fra marts til december sidste år befandt jeg mig mere eller mindre i en manisk tilstand. (Uden at være klar over det). Jeg tror slet ikke, i kan forestille jer, hvad jeg foretog mig i den periode.

Årsagen til at jeg har holdt igen med at dele mine ‘highs’ med jer, er, fordi jeg skammer mig over dem. Noget så frygteligt! Når jeg falder ned fra en mani, står det altid soleklart for mig, at jeg har været fuldstændig.. Ja, vanvittig.

En af mine mange foranstående kampe bliver at fange mig selv, inden jeg havner i en mani, hvor jeg har for vane at chokere og skræmme mine omgivelser. Det er primært i manierne, at mine impulser overtager mit væsen, hvor jeg træffer nogle uhensigtsmæssige valg, der efterfølgende får store konsekvenser for min tilværelse og mit selvværd.

I løbet af de sidste 12 år har jeg mistet mange dyrebare venskaber, skønne relationer og potentielle kærester pga. mine håbløse humørsvingninger. Nogle er jeg fortsat i sorg over at have mistet. Jeg kan kun håbe på, at en kombination af rette medicin og læren om sygdommen vil forbedre mine chancer for fremtidige interaktioner med mennesker, så jeg kan bryde ud af mit dominerende ensomhedsfangenskab.


MIN 2. UGE SOM PATIENT

img_2639Morgenen efter mit nervesammenbrud listede jeg dehydreret og drænet for energi op til glasburet, som en fattig tigger uden myndighed, der endnu en gang desperat manglede kaffe. Den selvsamme sygeplejerske, der forgæves havde forsøgt sig med NADA dagen forinden, var desværre stadig på arbejde? Jeg nåede knap nok at få ordet ‘kaffe‘ ud af min mund, før hun øjeblikkeligt, drejede 180 grader på kontorstolen, hævede sin pegefinger med direkte skudlinje til mit ansigt og udbrød: “Det kan du godt glemme!”

Og voila, mere skulle der ikke til, før jeg endnu en gang brød ud i gråd og løb ned på værelset med det eneste formål at gå amok i fred. Min skrøbelighed svarede til, at huden var blevet skrællet af mig, hvor selv den mindste lille vind føltes som tortur på mit blottede kød. Prisen jeg frygtede at skulle betale for at vende vrangen ud i den forgangne uge.

Da jeg fik mig selv på benene igen/ikke havde mere indenfor rækkevidde at kaste med, pakkede jeg mine cigaretter i jakkelommen og gik endnu en gang op til isolationslokalet, så hun i det mindste blev tvunget til at låse mig ud i rygegården. “Hmm.. Hvad er klokken?” Sagde kællingen og kiggede på sit slidte armbåndsur. “Ja, den er over 6:00!” Konstaterede jeg irritabelt! Hun fandt overgivende nøglebundtet frem fra bukselommen og fulgte mig derud.

“Julie, prøv lige at hør,” sagde hun med et knapt så fjendtligt toneleje og fortsatte: “Du har altid, uanset tidspunkt på døgnet, ret til kogt vand, men vi har nogle faste tidspunkter for patientkaffe, som uden diskussion skal overholdes.” Imens hun åbenlyst forsøgte at trække sig selv ned på et uvant pædagogisk niveau, kunne jeg ikke undgå at filosofere over, hvor belastende det måtte være for tilværelsen (og sine omgivelser!) at være så muggent et menneske.

Lettere frustreret med tårer i øjenene svarede jeg: “Men du kan vel godt se, at det er unfair, at personalet har givet mig kaffe hver morgen, når jeg står op? – Og du så pludselig bliver pisse sur på mig over, at jeg spørger? Det er vel en skideballe, du bør dele ud til dit personale og ikke til mig!?”

At dømme ud fra hendes ansigtsudtryk, skulle jeg vidst nok bare holde min kæft øjeblikkeligt, hvis jeg havde nogen som helst intentioner om at få tændt min cigaret. Kunsten at vælge sine kampe med omhu.. 

Efter episoden vurderede jeg, at jeg var nødsaget til at anskaffe mig noget instant-kaffe i en fandens fart for at sikre verdensfreden – om ikke andet den på Psykiatrisk Hospital..


Generet begyndte jeg at bemærke en markant ændring i stemningen på afdelingen. Personalet virkede irritable, stressede og enormt afvisende for alt udenforstående det administrative arbejde. Jeg hæftede mig ved et øget antal sygemeldinger, flere dobbeltvagter og endnu mindre tid til patienterne. Faktisk låste de sig kun ud af glasburet, når vi som spyfluer sværmede rundt udenfor PN-rummet, eller hvis der blev slået alarm, og personalet måtte storme ud for at afværge en nødsituation. (Potentielle selvmordsforsøg, udadreagerende adfærd eller ved kritiske manier.)

Jeg husker, at jeg i den periode følte mig i vejen og forstyrrende, når jeg havde brug for dem et kortvarigt øjeblik. De snerrede af os og affejede vores behov for daglig kontakt på rekordtid. I to dage i træk gik en ung ergoterapeut sågar ned af gangene med tårer i øjnene? Det påvirkede mig mere, end jeg umiddelbart kunne forestille mig. Må jeg minde jer om, at jeg ikke tackler afvisende adfærd specielt eksemplarisk..

Midt i ragnarokket gennemgik jeg nogle ubehagelige bivirkninger som følge af det antidepressive medicin, jeg var blevet taget af nogle dage forinden. Jeg blev overmandet af svimmelhed, kvalme og rystelser kombineret med førlighedsproblemer, synsforstyrrelser samt opkastlignende symptomer i dagevis. Som en kvinde i overgangsalderen haglede sveden af mig. På et tidspunkt blev jeg så desperat efter et afbræk, at jeg parkerede overetagen dybt inde i et køleskab blandt Letmælk og Kærgården for at vinde et øjebliks nedkøling.

Personalet havde ikke tid til at anse mig i forbindelse med mine umedgørlige afvænningsproblemer. Så udover at trække på PN (Pisse Nødvendig beroligende medicin), googlede jeg mig frem til diverse årsager. Samtlige steder læste jeg, hvordan bratte stop af medicin kunne sammenlignes med en heroinafvænning(!?). Forrygende, tænkte jeg. Lige hvad jeg manglede. En hero-afvænning..

Jeg forsøgte forgæves at forkorte bivirkningerne ved hjælp af middagslure, som resulterede i nogle uudholdelige mareridt, hvor jeg vågnede op i en pøl af sved og grædefærdig. Jeg forhørte mig efterfølgende i desperation blandt de andre patienter, om de havde oplevet noget lignende. Størstedelen kunne nikke genkendende til min situation. En ung pige var endda faldet ned af trapperne i sit hjem grundet førlighedssvigt – og var som følge af hændelsen blevet indlagt kort efter.

fullsizerender2Mens jeg forsøgte at rumme min egen tilstand, gennemgik en håndfuld af de øvrige patienter nogle langt sværere problematikker. En havde i desperation kradset huden af sin underarm, en anden smadrede glasgentande for at gøre skade på sig selv, en tredje blev indlagt på Kommune Hospitalet i forbindelse med et selvmordsforsøg (overdosis), en fjerde patient var på vej op i en svær psykotisk mani – og en femte bragte alles pis i kog med kønsdiskrimerende udtalelser og upassende seksuelle antydninger. Åha..

Ydermere blev jeg i samme uge for første gang konfronteret med en psykisk sygdom i maksimalt udbrud. Imens størstedelen af os sad på vores apatiske flade i rygegården og gjorde dagens gode gerning (kæderøg), dukkede to uniformerede politimænd op på afdelingen med en forholdsvis ung herre i deres varetægt, som tilsyneladende skulle tvangsindlægges. Årsagen er underordnet, men kortvarigt efter hans ankomst, sluttede han sig til festlighederne i en kritisk (og skræmmende) ‘virkelighedsfjern’ tilstand.

Hans øjne cirkulerede rundt i hovedet på ham, som et roterende roulettehjul. Benene trampede uroligt i plankerne under ham, og han talte (usammenhængende og uforståeligt) som et vandfald. Sproget var et uorganiseret kaos af fremmedeord.

Han startede forholdsvist jordnært ud med instrukser om, hvordan en retmæssig kommunikation mellem mennesker skulle udføres. Herefter nævnte han at være det eneste menneske på moder jord, som var oplyst. Mere præcist var han den eneste, der var i besiddele af ‘Sandheden’.

I følge sig selv var psykiatrien på verdensplan en korrupt instans, hvis eneste formål var at udrydde samfundets sårbare. Han var i øvrigt også den eneste, der lå inde med løsningen på problematikken, naturligvis. Først og fremmest skulle alle psykiatriske hospitaler omgående rives ned til grunden, al medicin skulle brændes på et bål, og slutteligt skulle alle registrerede psykiske lidelser slettes fra listen over anormaliter/afvigelser fra normen. Så langt, så godt..

Galskaben indtrådte dog for alvor først, da han annoncerede at kunne visualisere min underbevidsthed. Dét var sgu alligevel imponerende, tænkte jeg. Det har taget jeg selv, psykiatrien og resten af Danmark 28 år at brække den dør op. I dag kan jeg godt ærgre mig over, at jeg ikke lod ham fremlægge sine teorier – om ikke andet for morskabens skyld.. Et par dage senere blev han flyttet til anden afdeling med ekspertise indenfor paranoid skizofreni.

Efter min udskrivelse mødte jeg den selvsamme mand ved en scan-selv kasse i Føtex. Han hilste høfligt på mig og ønskede mig held og lykke fremover samt en god dag. Jeg blev efterladt mundlam over, hvordan han uden problemer kunne fungere som en helt almindelig borger kontra den tilstsand, han befandt sig i under sin indlæggelse. I det øjeblik fik jeg den største respekt for hjernens kompleksitet.

Forsættes…

Læs evt. Del 2 / Del 4

   

3 kommentarer

  • Tina D

    Hej J, som skrevet før så tak for din åbenhed. Du er skøn. Stort varmt kram til dig. (Ja ja, er godt gift and all that, men mødte jeg dig derude i det virkelige liv, fik du sgu også et kram og en highfive, fordi jeg syntes du er voldsej).

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Hej Tina 😀 Årh, der fik du mig til at smile. Tusind tak, fordi du tager dig tid at sende mig sådan en dejlig besked!

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Tina D

      Jeg tror på vi mennesker skal anderkende hinanden noget mere, så derfor gør jeg mit for at anderkende og sprede lidt kærlighed 😘

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Anbefaling: 3 krimi dokumentar-serier i bør se!