Sådan gør du dine plantebilleder knivskarpe!

Del 5: Udskrivelsen efter 3,5 uges indlæggelse

Udover at jeg kæmper en brag kamp for at reducere min angst for åbenhed, så er min hensigt med mine indlæggelses-udgivelser også at fremlægge mine erindringer så nøjagtigt, som de har udspillet sig. Selv de episoder hvor jeg skammer mig over min adfærd, skal belyses – for det er netop de, der løfter sløret for, hvad der reelt foregår i min hjerne, når mine sygdomme bliver allermest synlige.

Hvad man skal huske, og hvad jeg selv skal lære at acceptere er, at alle mine følelser er virkelige for mig. De besætter min krop helt ud til fingerspidserne, så jeg hverken kan tænke rationelt, objektivt eller ‘normalt’. Jeg er ikke selv bevidst om, når jeg bliver sort/hvid – og når mine følelser er overdrevne, uhensigtsmæssige eller ja.. sindssyge. Det er typisk først den efterfølgende dag, at jeg kan se min opførsel i perspektiv – og dermed flove mig over den del af min adfærd, jeg endnu ikke har lært at mestre. Og den erkendelse gør mig frygteligt sårbar, for det er i disse tilfælde, at jeg selv kan mærke, at jeg er psykisk syg.


UDSKRIVELSEN

Morgenen efter jeg kommanderede en øjeblikkelig udskrivelse, begyndte jeg så småt at indse, at min hjerne endnu engang havde forladt de nationale grænser. På vej ud i rygegården stoppede jeg en af de sygeplejersker, som havde ageret offer for mit temperament og gav hende en ærlig undskyldning.

“Det er jo mit job, Julie.” Sagde hun uden at bære nag. “Det ved jeg, men du er stadig et menneske – og jeg har behandlet dig unfair. Det vil jeg gerne sige undskyld for.” Svarede jeg og mente det helt ind i hjertet. “Tak!” Sagde hun og smilte lettere overrasket til mig.

Jeg havde absolut ingen intentioner om at afslutte min indlæggelse med et mindre terrorangreb på personalet. Derimod ønskede jeg en fredelig udskrivelse med håndtryk og varme kram, der afspejlede min reelle taknemlighed for, at psykiatrien endelig omfavnede mig – og rent faktisk havde formået at stabilisere min bipolære lidelse.

Min udskrivelse var sat til den efterfølgende dag, tirsdag, hvorfor jeg skulle ‘cleares’ af en læge, inden jeg fik overrakt mit medicinskema samt info om den videre behandling. (Den vender jeg tilbage til.)

“Hej Julie, skal vi lige tale sammen?” Spurgte en kvindelig læge, da hun krydsede mig på gangen. “Ja, selvfølgelig.” Svarede jeg og fulgte smilende trop. Vi gik ind på ‘mit værelse’, hvor jeg satte mig til rette på sengen, og hun tog plads på en stol overfor mig med diverse papir parkeret i skødet.

L (Lægen): “Nå, jamen jeg tænker egentligt, at vi udskriver dig i dag inden frokost.”
M (Mig): (BOOOOM!!) “Øhhh, hvad for noget??” Svarede jeg panisk og fortsatte: “Lægen jeg talte med i fredags forsikrerede mig om, at lige præcis det her scenarie IKKE ville finde sted, hvor i pludseligt smider en bombe og udskriver mig.”
L: “Ja, men jeg tænker ikke, at der er nogen grund til at beholde dig til i morgen, nu hvor det bipolære er stabiliseret?”
M“Du kan sgu da ikke informere mig om, at jeg skal udskrives en time forinden, du har tænkt dig at jage mig ud? Min udskrivelsesdato er i morgen! – Min mor har endda taget fri fra arbejde, så hun kan hente mig og ordne alt det praktiske sammen med mig?”
L: “Okay, lad os prøve et lille tankeeksperiment.” Sagde hun og bøjede sig fremover med sammenknebne øjne – præcis som under en udredning, hvor lægen sultent forsøger at samle puslespillet foran sig. “Hvad ville der ske ved at udskrive dig i dag?”
M: “Altså jeg kan overhovedet ikke forholde mig til dit tankeeksperiment, så længe du holder fast i, at jeg skal udskrives om en time!!”
L: “Men Julie, vi er nødt til at få afklaret, hvad der ville ske ved, at du bliver udskrevet i dag?”

Gråden indtraf på rekordtid, mit hjerte galoperede og min evne til at være til stede i samtalen forsvandt i samme øjeblik, hun kastede bomben om den pludselige udskrivelse.

M: “Jeg er jo ved at gå fuldstændig i opløsning af stress. Har du tænkt dig, at jeg skal stå og blomstre som en jubelidiot ved busstoppestedet med flere tasker og poser, end jeg kan bære, fordi du insisterer på, at én nat mere er indiskutabelt?”
L: “Hvis du forsøger at blive i tankereksperimentet, hvo… ”
M: “Jeg gider simpelthen ikke dine eksperimenter, før du forsikrer mig om, at jeg kan blive til i morgen!” Afbrød jeg hende.
L: “Så det er ikke pga. din bipolære lidelse, at du ikke vil udskrives i dag, men pga. dine personlighedsforstyrrelser?”
M: “Det er 100% mine personlighedsforstyrrelser! Og er det ikke også ét fedt, hvilken en af mine sygdomme, der ligger til grund for min reaktion?” 
L: “Okay. Lad os sige, at du får lov til at blive her til i morgen. Hvordan gør det situationen anderledes for dig?”
M: “Betyder det, at jeg kan få lov til at blive her til i morgen – eller er det et trick-spørgsmål?”
L: “Vi kan godt aftale, at du først bliver udskrevet i morgen.” Sagde hun opgivende efter tre kvarters forhandling.
M: “Så du forsikrer mig om lige nu, at du ikke smider mig ud om lidt?”
L: “Jeg smider dig ikke ud om lidt, nej.”
M: “TAK!” Jeg åndede lettet op og forsøgte at berolige mig selv med dybe vejrtrækninger ovenpå chokket.
L: “Men Julie, du er nødt til at sande, at livet ikke altid forærer dig nogle advarsler – At ting sker uden du er forberedt på det.”
M: “Det er jeg i allerhøjeste grad bevidst om, hvorfor tror du, at jeg reagerer så voldsomt og konstant har behov for forsikringer?”

Glimrende, tænkte jeg. En stressreaktion, som nemt kunne være undgået, hvis hun blot havde holdt sig til planen, frem for at lade sig overtale til endnu en nat, som i teorien allerede var bevilget? Så meget for en fredelig afsked..


Jeg begyndte så småt at forberede mig mentalt på, at jeg ikke længere skulle være omgivet af mennesker 24 timer i døgnet. Tanken var delvist befriende og delvist angstprovokerende. Jeg var egentligt blevet glad for trygheden ved, at der altid var nogen at tale med. Modsat skulle jeg ikke længere spørge om lov, finde mig i hjernedøde regler eller slikke røv på personalet for at få min vilje. Kort formuleret ville jeg få min myndighed tilbage igen.

Jeg begyndte endda at fantasere om alle de ting, jeg skulle foretage mig, så snart jeg blev udskrevet – præcis som at blive løsladt efter en længerevarende fængselsstraf. Først og fremmest skulle jeg brygge en gigantisk kop skumkaffe og skide højt og helligt på, hvad klokken var! Dernæst ville jeg blæse vinduerne ud med Heavy Metal, imens jeg selvtilfredst parkerede korpus i badekaret med en alkoholfri øl! (Ingen grund til at fucke hjernen yderligere op, nu hvor jeg næsten kunne fylde et decilitermål med medicin på daglig basis.)

Slutteligt skulle jeg kaste mig i den nye prinsesseseng, jeg modtog kort forinden min indlæggelse. Den smalle hospitalsseng, som jeg endda præsterede at falde ud af et par gange, havde mere eller mindre destrueret min ryg!

Resten af mandagen brugte jeg på at pakke alle mine ting sammen, så jeg var klar til at tage afsted på minuttet, min mor kom og hentede mig. Jeg glædede mig. Det kriblede helt i maven efter at komme hjem til mit elskede farvekaos efter en lille måned med klinisk hvide vægge, ingen kreativitet eller inspirerende omgivelser. Tanken gjorde mig elektrisk.


Afskeden med mine medpatienter var dog ikke noget jeg så frem til. For mit vedkommende var der særligt én, som resulterede i mavesmerter at sige farvel til. En ældre sympatisk, livsglad og hjertevarm mand, som jeg ved samtlige lejligheder anså som en slags faderfigur? Vores samtaler var aldeles dyrebare for mig, da de sjældent omhandlede sygdom, depression, bekymringer eller frustrationer omkring personalet, som ellers er indlysende taleemner på en psykiatrisk afdeling.

Derimod talte vi om alle de livsbekræftende ting i tilværelsen som: rejser, mad, kunst, musik, natur og kærlighed. Sidstnævnte talte vi meget om – specielt hvordan vi hver og især definerede den. Og han lærte mig noget om kærlighed, som jeg dagligt vender i mine tanker.

Jeg har endnu ikke fortalt jer om dette, men ca. halvvejs i min indlæggelse kollapsede jeg følelsesmæssigt, som følge af et massivt svigt fra de to mænd, jeg anså som værende de tætteste mandlige relationer, jeg havde. Min bedsteven, Kokken, og min såkaldte ‘besøgsven’, som jeg havde set on/off i et års tid.

Den ældre mand fandt mig sammenkrøllet og grædefærdig på en kold klapsammenstol på terrassen og lagde frivilligt øre til min emotionelle personlighedsforstyrrelse i udbrud. Frem for at køre på autopilot, klappe mig på ryggen og sige: “Det forstår jeg godt.” Så sagde han noget andet, som ingen andre havde gjort mig opmærksom på før.

“Julie, ind til videre har du udelukkende omtalt deres handlinger, deres udsagn, deres beskeder og deres følelser. Men hvad føler du egentligt selv for de to mænd helt inde i hjertet, hvis du ser bort fra det, du oplever som afvisninger?” 

Der løb en kølig strøm i gennem min krop, som gav mig gåsehud. Jeg spærrede øjnene op, som om jeg lige var kommet i tanke om noget, jeg havde glemt. “Deeet, det ved jeg faktisk ikke??” Svarede jeg forvirret. Jeg havde ikke engang fat i røven af en anelse. Jeg var spejlblank, som havde jeg netop fået en mental lussing, hvor hjernecellerne desperat forsøgte at finde deres pladser igen.

Han fortalte mig om samtlige forhold, han havde ødelagt ved udelukkende at fokusere på partnerens adfærd. Hvordan han konstant bekymrede sig om vedkommende viste meget eller lidt interesse for ham, om beskederne var kærlige eller neutrale, om adfærden var imødekommende eller afvisende. Et uendeligt hjul af analyse og angst for at miste. Slutteligt konkluderede han:

“Men det er ikke kærlighed, Julie. Det er et desperat forsøg på at fodre sin afhængighed til at føle sig elsket, fordi man er ude af stand til at elske sig selv. Kærlighed er noget helt andet, som først kan blomstre, når man tager afsæt i sine egne følelser – og bliver mødt af en modpart, som gør nøjagtigt det samme.”

Jeg tror, at den samtale var en af de vigtigste, jeg til dato har haft i mit liv. Gennem resten af min indlæggelse formåede han altid at være et yderst opløftende element, der vendte mine kriser til muligheder – og sorg til indsigt. Da vi tog afsked var det med kindkys, tårer i øjnene og et meget langt varmt kram!


Da min mor storsmilende troppede op på matriklen, fik vi båret alle mine sager (inkl. tegninger, breve og små mindeting fra de andre patienter) ud i bilen og røg en cigaret, inden jeg fik udleveret de praktiske ting af personalet. Jeg smilte til alle på hele afdelingen – endda også til kællingen, som altid var så pisse sur. Muligvis af jubel over, at jeg aldrig mere skulle være offer for hendes eksplosionsparate pegefinger..

Vi satte os ind i bilen og forlod Psykiatrisk Hospital, da jeg pludseligt mærkede angsten for at vende tilbage i de rammer, hvor jeg kollapsede psykisk – og faktisk var parat til at gøre en definitiv ende på mit liv. Jeg blev mindet om alle mine problemer, som jeg ellers havde fået et tiltrængt afbræk fra under indlæggelsen. Det gik så småt op for mig, at jeg havde en foranstående kamp for at få styr på mit liv. Velkommen tilbage til virkeligheden, Julie..

Min mor og jeg diskuterede bl.a., hvor umuligt det var at få bevilget så lidt som en socialrådgiversamtale, når man er indlagt. Min mor var så hamrende frustreret over den manglende håndsrækning, at hun ikke lige fik gennemtænkt, hvad der kom ud af hendes mund.

“Det er fandeme godt nok utroligt, at man næsten ikke kan få hjælp til at løse de problemstillinger, der forværrede ens tilstand, inden man havnede på psyk. Hvordan i al verden skal man kunne tackle det på egen hånd, når man kommer hjem igen – og samtidig er syg i hovedet?”

Jeg spærrede øjeblikkeligt øjnene op og kiggede dybt chokeret på hende. “Eller hvad hedder det.. Når man har en sygdom i hjernen!” Rettede hun sig selv, inden vi begge flækkede af grin over hendes manglende situationsfornemmelse.


ENDELIG HJEMME IGEN

Processed with VSCO with f2 preset

At stå for de praktiske hverdagsgøremål igen, var egentligt en større omvæltning, end jeg havde forestillet mig. Pludselig skulle jeg handle ind, vaske tøj, lave mad, gøre rent og vaske op igen. Samtidig var det egentligt også motiverende endelig at have noget at give sig til frem for at kæderyge dagene væk.

For bedre at kunne overskue min helt nye dagligdag, forsøgte jeg først og fremmest at holde fast i de gode rutiner, som så småt havde slået rødder i mig. Yoga/hjemmetræning hver morgen, efterfulgt af morgenmad og et bad. Ingen afvigelser!

Madlavningsdelen var næsten den største udfordring, nu hvor jeg havde vænnet mig at få serveret imponerende velsmagende og varierede måltider tre gange dagligt uden at løfte en finger. Desuden har jeg altid været overbevist om, at mine kundskaber i et køkken var katastrofale. Tænk en gang at jeg som 28-årig samt udeboende på 12. år stadig ikke kunne præstere at koge en fucking kartoffel.

Men overraskende nok gav mit nyligt stabiliserede sind mig mod på at starte forfra i køkkenet. Min første prioritet var at anvende sunde råvarer med næring i. Efter en årrække med junkfood og generelt dødelig kost, vurderede jeg, at det var på tide at udvide min horisont. Målet var at passe på min krop – og øve mig i at være god ved mig selv. Ikke at jeg har den fjerneste idé om, hvordan sådan noget foregår, men jeg krydsede fingre for, at det på et tidspunkt ville falde mig naturligt at værne om mig selv.

Så jeg startede med at tilberede mine livretter – fra bunden! Altid dobbelt portioner, så jeg kun skulle lave aftensmad hver 2.-3. dag. Min absolutte yndlings spise er hokkaidosuppe med ingefær, chili og forårsløg. Den skal helst være så stærk, at jeg delvist fordamper. Det er heldigvis græskarsæson, så det har jeg fandeme tænkt mig at udnytte!

Processed with VSCO with g3 presetCa. en uge efter min udskrivelse var jeg fast besluttet på at holde min badning ved lige. På trods af at det tog en krig med busskift og transporttid til stranden, var det hele besværet værd. Den energi jeg fik af at springe i havet og lade bølgerne rense mig for bekymringer, kunne jeg pludseligt ikke undvære. Den første halvanden uge forløb overraskende godt. Jeg følte, at jeg trådte ind i et helt nyt liv med et nyt sind – og en vanvittig stærk vilje til at sejre som menneske.

img_3488Stilhed før storm.. Som man siger. 

Forsættes..

   

10 kommentarer

  • Mette

    Bliver nødt til at fortælle dig hvor meget jeg beundrer dit mod for ærligt at fortælle om dig selv, i gode og mindre gode tider. Det er dejlig ærligt og smuk.. og den måde du skriver det på er så
    Indsigtsgivende.
    Jeg læser ofte beretninger igennem foreningen SIND og vil mene at din også har sin ret der. At kunne fortælle ens historie og give viden/indsigt til andre! Det er for mig så vigtigt.
    Sender kærlighed til dig og håber at du med tiden vil finde balancen, både i krop og sind. <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tina

    Så fin en beskrivelse du har skrevet:-)
    Jeg har arbejdet med psykisk syge, sårbare mv i mange år også haft en del unge plejebørn med forskellige diagnoser.
    Du er så smuk en ung kvinde og bor med så meget charme, jeg håber det kan give dig lidt ro og tryghed i det daglige, når ikke lige det psykiske blusser op og driller.
    Har du mon prøvet med Recovery?
    Det har du nok. Det er altid godt at blive god til at takle sin egen situation.
    Vi har alle vores at slås med her i livet af det én eller andet.
    Selv blev jeg invalideret efter et voldeligt overfald og har i dag fysiske mén, men også PTSD og en depression at slå med.
    Så det er om at klare os, prøve være stærke og komme så roligt og fint gennem livet som muligt.
    Jeg ønsker dig god bedring og styrke til din krop og sjæl!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anne

    Tak fordi du deler. Du beskriver og skriver så medrivende og velformuleret og interessant. Måske du skulle gøre noget ved dine forfatter-evner? Dejlig aften til dig herfra mig:)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Hej Anne,
      Tusind tak for den besked! Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at det ikke lå og summede i baghovedet.. Men lad os nu se 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anne

    Tak for at måtte læse med:-) jeg kan ikke lade være med at tænke på om du ikke har et barn? Hvad gør man i forhold til indlæggelse osv?

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Hej Anne,
      Du har fuldstændig ret – Jeg har nemlig en søn. Det er egentligt bevidst, at jeg ikke har involveret ham i disse indlæg, fordi forløbet har været så voldsomt, at jeg ikke vil sætte ham i forbindelse med mit forhåbentligt midlertidige kaotiske liv. Dog vil jeg efterfølgende fortælle om, hvordan man forholder sig til og tackler et indlæggelsesforløb, når der er børn involveret. Heldigvis har min søn en fantastisk far og bonusmor, som også har været en kæmpe stor støtte for mig. Vores tætte samarbejde har helt klart formildet en ellers meget ømtålelig situation. Det er noget, jeg dagligt kæmper med at tale om, fordi jeg ikke føler mig helt klar endnu. Men efter min følgeton, vil jeg med sikkerhed tage emnet op. 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Pernille

    Hej Julie.
    Nu har jeg med stor iver læst dine indlæg omkring din indlæggelse. Jeg kan ikke selv sætte mig ind i din situation, men din måde at skrive på fanger mig virkelig 🙂 Jeg har dog et enkelt spørgsmål, i hele din indlæggelse, samt op til og efter, hvor har din søn været i alt dette? Kan være det er bevidst han ikke er nævnt eller at det måske kommer senere, men har bare tænkt på det hvergang jeg har læst et af dine indlæg 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Hej Pernille,
      Det er kun et godt tegn, at du ikke kan sætte dig ind i min situation – det skal du være glad for! 🙂
      Jeg har bevidst undladt at involvere min søn i disse indlæg – men jeg vil efterfølgende dele situationen med jer. Også i forhold til, hvordan det praktisk har fungeret før, under og efter min indlæggelse. Nu har jeg heldigvis et fantastisk samarbejde med min søns far og bonusmor, som har været nogle stjerner for mig og min søn under hele forløbet. Det er et meget ømtåleligt emne for mig at tale om, så jeg har brug for lidt tid, før jeg kan åbne op omkring det. 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sidse

    Også tak herfra!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Camilla

    Tak fordi du deler.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Sådan gør du dine plantebilleder knivskarpe!