Del 6: Bliv hjemløs og luk din blog!

image13Hej kære I. Inden jeg påbegynder min fortælling om, hvor håbløst det har været at blive udskrevet fra Psykiatrisk Hospital med nok problemstillinger i bagagen til at fylde en stationcar, er jeg nødt til at advare jer om nogle voldsomme raserianfald. Hvis i har læst de tidligere dele af min indlæggelses-følgeton (HER), burde I med stor sandsynlighed være bekendt med min udadreagerende, og til tider meget uhensigtsmæssige, adfærd.

Det har taget mig mere end fem uger at færdiggøre dette indlæg, både fordi det er mit hidtil længste – men også det mest drænende for psyken. Samtlige gange har jeg måttet indstille skriveriet grundet manglende koncentrationsevne og umedgørlige aggressioner. Jeg har grædt, sparket til omgivelserne og gået lodret amok.

I et anfald (eller en mani) har jeg sågar kontaktet ingen ringere end Beskæftigelsesministeriet og bedt dem udspecificere en tvetydig paragraf, eftersom kommunale afgørelser (I min optik) kan sammenlignes med at spille Lotto: Man vinder aldrig. Jeg fik også sørget for at vedhæfte en flammende kritik af den nye lovgivning på socialområdet. På grund af min manglende tillid til systemet, får jeg nu gennemgået alle afslag i Den Sociale Retshjælp i Aarhus.

I visse tilfælde kan vrede dog omdannes til motivation og stædighed – et drive til at trodse de, der spænder ben for én. Og dén vrede kombineret med min families evige støtte, håber jeg inderligt på kan bære mig igennem denne hårde tid.


BEHANDLINGSPLANEN

På baggrund af min bipolære affektive lidelse, har jeg fået bevilliget et terapiforløb via ambulatoriet. Her er målsætningen at lære sygdommen så godt at kende, at jeg på et tidspunkt kan formå at kontrollere og agere i den. Allerede nu kan jeg ydmygt tilføje, at jeg har fingerspidserne i et kolossalt mestringsarbejde. Mine impulser er stadig vanvittige og så overmandende, at jeg ikke aner, hvordan jeg skal lære at trampe dem til døde. I skrivende stund føles det som at ile efter en ustoppelig varevogn. Selvom jeg ind i mellem tror, at jeg ved, hvad der foregår i min hjerne, så aner jeg ingenting.

“You know nothing, Jon Snow.” – Game of Thrones.

Dernæst skal jeg starte i gruppeterapi, hvilket jeg ikke føler mig inspireret af. Må jeg minde om, at jeg ikke er jublende over at skulle vende ‘dukkehuset’ om i andres nærvær. Men jeg accepterede trods alt tilbudet i håbet om, at det vil reducere min sociale angst, nu hvor vi alligevel er i gang. Efter jeg har afsluttet det bipolære forløb, som estimeres at tage et halvt års tid, skal jeg påbegynde endnu et terapiforløb i Klinik for personlighedsforstyrrelser, da jeg fortsat mangler specifik udredning for dem. Et forløb, der nemt kan have en varighed på halvandet år. Kan I heller ikke få vejret?

Ydermere er jeg blevet tildelt en udskrivningsmentor, som jeg mødes med en gang ugentligt. Udover at figurere støtteperson, der kan ledsage mig til diverse møder, kan han også blot være et lyttende øre over en kop kaffe på Baresso. Jeg tror, at jeg har været heldig med min, eftersom han besidder samme ‘objektive’ syn på offentlige instanser, som jeg selv..

Slutteligt ansøgte psykiatrien om en bo-støtte, som overtager udskrivningsmentorens opgaver efter et par måneder. Bo-støttens funktion er meget alsidig, men kan bl.a. være behjælpelig med de ting, man selv har svært ved at finde overskud til. I mit tilfælde tror jeg først og fremmest, det er vigtigt med en professionel ugentlig følgesvend til at ‘tage temperaturen’ på mig.

Jeg forholder mig skeptisk omkring bo-støtten, eftersom møderne primært finder sted i eget hjem. (Jeg hader at have gæster.) Så i trods har jeg planer om at parkere min sindssyge mani-gæld i skødet på vedkommende. Vær så artig.. Jeg skal til gengæld nok servere kaffe.


STRUKTUR

For en bipolar, der er plaget af markante udsving, glemsomhed, overspringshandlinger og andre impulser, er struktur og orden altafgørende. Efter min udskrivelse har jeg kategorisk forsøgt at få styr på mine kaotiske rammer – selv mit kælderrum, der de sidste 2 år har kunnet sammenlignes med Roms ødelæggelse i 1084. Jeg har skamryddet det for pap, ødelagte møbler og ubrugeligt bras. Tilbage står nu to flyttekasser med nipsting, der skal med på et loppemarked sidst i oktober.

For mit vedkommende har jeg aldrig gjort brug af hverken kalender eller huskesedler, hvorfor jeg altid er kommet hjem fra indkøbscenteret med alle andre ting, end dem jeg manglede. Derudover har jeg haft for vane at glemme alle mine aftaler på bekostning af nogle interessante muligheder og dyrebare venskaber, som jeg stadig kæmper med at acceptere.

I dag hænger mine indkøbslister på køleskabet, min kalender ligger pivåben foran mig på spisebordet, og selv min medicin er velorganiseret i en pilleæske til alle hverdage – fordelt på ‘morgen, middag, aften og nat’. (Yes, jeg skal sluge piller døgnet rundt for at være “normal”.)

Jeg har tilmed hentet flere forskellige apps på mobilen (med tip fra min mor, som er på forkant med alt!), der skal assistere mig i det praktiske, herunder:

  1. Medicinkort: Som er en oversigt over tilgængelige recepter samt mulighed for fornyelse. Det vanedannende medicin skal man dog ringe til læge, psykiatrisk hospital eller ambulatoriet for at få mere af. (Hvilket varierer, alt efter hvem man får fat i?).
  2. Medicinhusker: Her kan man indtaste sine tildelte præparater med mg og sætte alarmer til de tidspunkter på dagen, man skal huske at tage det. Gennemført genialt!
  3. Min Plan: En app specifikt til psykiske lidelser. Heri kan man notere de forskellige tilstande (f.eks. hypomani) samt symptombeskrivelser og håndteringsmuligheder. Derudover kan man anføre kontaktoplysninger på akutte hjælpeinstanser, hvis lokummet skulle brænde.

Alt i alt kan jeg konkludere, at jeg er overraskende godt pakket ind i orden, hjælp og støtte fremadrettet. Om ikke andet i sygdomsregi – mit levegrundlag er desværre en helt anden sag..


DEN PRIMÆRE PROBLEMSTILLING

Jeg har boet i min (højt elskede) lejlighed i lidt over 3 år, og indtil årsskiftet har min husleje befundet sig i den ‘billige’ ende på ca. 4200 kr. om måneden efter boligstøtte. Men pga. den nye lovgivning, får jeg ikke længere bevilliget det samme beløb, hvorfor min husleje nu ligger på 6000 kr. En kritisk forskel når jeg bor alene.

Siden januar, hvor min tilstand med et fingerknips dykkede fra en længerevarende (og fantastisk!) hypomani til dyb depression, har jeg som følge heraf haft svært ved at overkomme alle mine gøremål, deadlines og nye samarbejder. Af den årsag er min samlede løn også faldet markant – og i juli/august skete det værsttænkelige: Jeg havde ikke længere midlerne til at betale min husleje, børnepenge (Da min søn bor fast hos sin far og bonusmor)*, samt el- og telefonregninger – hvis jeg vel at mærke også havde planer om at spise tre gange dagligt.

Da de sidste 10 måneder ikke har båret frugt nok til min generelle overlevelse, har jeg efter min udskrivelse været tvunget til at søge supplering hos det offentlige, indtil min løn igen bliver stabiliseret.

*I et seperat indlæg efter min føljeton, vil jeg fortælle lidt om, hvordan det praktisk fungerer med et barn involveret. Det er et utroligt følsomt emne for mig at tage op. Jeg skal derfor bruge et tilløb, før jeg har mod til det.


OPTRÆK TIL STORM

På trods af den første halvanden uges successer (som nævnt i forrige del), havde jeg alligevel en ‘episode’ dagen efter min udskrivelse. En ven spurgte insisterende, om jeg havde lyst til at mødes på min yndlings café, Under Masken, til varm solbærsaft og en snak om tilværelsen. Efter en lille måned med begrænsede udgange, skamsikrede vinduer og nul selvbestemmelse trængte jeg til at blive luftet – og takkede derfor ja tak.

Mit blik flakkede forvildet rundt i menneskesværmen, da jeg gik ned af strøget. Larm, uro, kaos. Folk, der talte i munden på hinanden, et overflod af indkøbsposer, telefoner der ringede, biler der dyttede, og gadesælgere der ivrigt forsøgte at fange de forbipasserende. Som et abstrakt maleri foruden orienteringsmuligheder.

Jeg anede ikke, hvor jeg skulle gøre af mine stressede hænder. Sveden piblede fra ryggen, og jeg blev pludseligt i tvivl om, hvordan man gik naturligt? Kunne folk mon se på mig, at jeg er psykisk ustabil?

Som den førstankomne på cafeen bestilte jeg en kop kaffe for at kvæle ventetiden. “Hej Julie!” Udbrød en anden mandlig bartender overrasket og fortsatte: “Jeg tror ikke, at jeg har set dig i to måneder. Hvor fanden har du været??” Jeg spærrede panisk øjnene op. “Øøhm, det er en længere historie.. I kan bare stille kaffen bag baren, jeg kommer tilbage om lidt.” meddelte jeg og søgte i en helvedes fart ud på toilettet.

Med en brystkasse på grænsen til at flække som følge af et eksplosionsparat hjerte, placerede jeg hænderne på mine knæ med hovedet foroverbøjet for at stabilisere min vejrtrækning. Inhale, exhale, repeat. Sveden haglede af mig, da jeg efterfølgende støttede mig til håndvasken. Mine legemsdele var ildrøde, som om huden blev ætset væk af brændende lava.

Jeg tændte febrilsk for vandhanen og plaskede det kolde vand i ansigtet – idet jeg mærkede telefonen vibrere i jakkelommen. Med våde hænder fumlede jeg med lynlåsen for at læse beskeden fra min ven, der varslede sin ankomst. Jeg fik øjenkontakt med mig selv i spejlet og udbrød et højlydt: “Fuck!”

(Efter denne hændelse havde jeg en lignende situation på Street Food i Aarhus, hvor jeg stødte ind i samtlige bekendtskaber, som udløste endnu et angstanfald. Herefter pålagde jeg mig selv 1 måneds karantæne fra alt byliv. Et akut behov for afskærmelse fra den ‘raske’ befolkning og al konfrontation med mit længerevarende fravær fra virkeligheden.)


Mit følelsesliv var generelt et ragnarok, efter jeg kom hjem fra hospitalet. Kronisk grådlabil – hvor helt almindelige dagligdagshændelser og udsyn pressede på tårerkanalerne. Ting, som depressionerne førhen havde spændt ben for, at jeg kunne værdsætte. En blå og skyfri himmel, smil fra fremmede mennesker, en dukkert i havet, gode gerninger, en guitarsolo, duften af regnvand en tidlig morgen eller hvis nogen formulerede sig sensitivt og hudløst ærligt. Jeg græd på stedet.

Modsat var jeg en tikkende atombombe, hvor selv den mindste form for uretfærdighed/irritation ville udløse en ekstremt aggressiv adfærd. Hvis man talte til mig (eller andre, for den sags skyld) i et nedladende toneleje, sprang foran i køen, steg lidt for langsomt på bussen eller smilte på det forkerte tidspunkt, som kunne tolkes som provokation, slog det klik for mig. Nul betænkningstid. BOOM!

Mine utilregnelige følelseskanaler var ikke de eneste, der kunne sammenlignes med et ragnarok. Min kalender begyndte så småt også at drukne i praktiske gøremål: Lægebesøg, møder med udskrivningsmentor, psykologsamtaler via ambulatoriet samt et overvæld af arbejdsopgaver, som jeg egentligt slet ikke var parat til at varetage. Derudover havde jeg en lang liste af kreditorer, der skulle kontaktes for at udskyde mine afdragsordninger, da jeg ikke længere havde økonomi til at betale af på min gæld.

En simpel ting som receptfornyelse udgjorde også en stor stressfaktor for mig. Som nævnt ovenfor er det ikke alle præparater, der kan fornys ved egen læge eller via Medicinkort app’en, hvorfor man skal i gennem en længere omstillingsrunde for at få det ordineret. Selv noget medicin, jeg skal have 3 gange dagligt, kan ikke anskaffes på normal vis. Flere gange har jeg måttet undvære min daglige medicin, fordi instanserne ikke har kunnet blive enige om, hvor det skulle fornyes henne?! Havde de regnet med, at jeg kun skulle være bipolar i 14 dage eller hvad?

Det praktiske begyndte så småt at dominere min hverdag i så høj en grad, at det spændte ben for mine nyetablerede (og sunde!) dagsrutiner. Min altafgørende døgnrytme begyndte at vakle, hvor jeg først fik ro i kroppen til at sove efter midnat, og derfor var nødsaget til at tage en lur midt på dagen. (Nøjagtigt som inden min indlæggelse.) Det værste var mareridtene, der altid udløses, når jeg føler mig angst og stresset.

Jeg havde heller ikke længere overskud til at holde mit morgen yoga ved lige, og mine svømmeture i havet var slet ikke en mulighed. Mine frirum smuldrede pludseligt som sand mellem fingrene.


STORM

Under min indlæggelse fik jeg (efter stædige efterspørgsler) tildelt to samtaler med en socialrådgiver, som skulle assistere mig i alle relevante ansøgninger til kommunen herunder: Midlertidig økonomisk supplering, betaling af børnepenge, medicinkort, dækning af 1 måneds husleje + elregning, som jeg ikke havde mulighed for at betale i august måned. Hensigten med samtalerne var hovedsageligt at reducere mine gøremål efter en udskrivelse.

Desværre for mit vedkommende var 3 af ansøgningerne ikke afsendt/udfyldt korrekt, hvorfor disse samtaler blot havde været et tidsspilde. Ydermere blev jeg præsenteret for nogle behjælpelige muligheder i forhold til en fremadrettet huslejehalvering samt forhøjet boligstøtte, som ikke holdt vand i den virkelige verden. Om hun var uopdateret på den nye lovgivning, eller hvad der lå til grund for de tomme løfter, aner jeg ikke?

Virkeligheden så nemlig således ud: Jeg kunne hverken få bevilliget huslejehalvering, medicinkort, støtte til børnepengebetaling samt forhøjet boligstøtte, bl.a. pga. min blog, som var en variabel indkomst.

To dage inden fogeden kunne troppe op på matriklen og smide mig ud af min lejlighed, blev jeg gjort opmærksom på, at huslejen endnu ikke var betalt, som socialrådgiveren ellers betryggende havde forsikret mig om. Jeg måtte derfor smide alt, jeg havde i hænderne, på trods af at jeg var ved at omkomme af stress.

Når først nogen har forsikret mig om noget, der afliver mine bekymringer, så skal man fandengaleme være sikker på, at det holder stik, hvis man har i sinde at bevare folkefreden. (Men det ved i måske allerede?)

Kamufleret med solbriller og sort læderkluns fra top til tå, steg jeg på bussen ind til byen. Det var som om, at jeg instinktivt iførte mig disse “outfits”, når jeg befandt mig på randen af galskab eller ikke orkede opmærksomhed af nogen grad. Muligvis en kombination af begge i dette tilfælde.

På strækningen mellem busstoppestedet og Job Centeret gjorde folk klogt i at bevæge sig i en (stor) bue udenom mig. Mon de visualiserede et dragehoved? Eller måske kunne de høre dødsmetallet gennem høretelefonerne, som afholdt dem fra at nærme sig. Ét stødende blik ville nok også have resulteret i en uhensigtsmæssig verbal ’situation’. Åha, alt den vrede i så lille en krop.

Jeg trippede utålmodigt rundt i cirkler, imens jeg ventede på at tale med en socialrådgiver. Efter ca. 10 minutter blev jeg kaldt ind af en middelaldrende mand med en sympatisk udstråling. Han ledte os ind på et snævert kontor, hvor jeg grådlabilt forklarede ham om mine manglende betalinger. Jeg var så desperat, at min krop var ved at falde fra hinanden. Det ville ikke overraske mig, hvis der pludselig lå lemmer på gulvet – fordi de ganske enkelt ikke kunne holde til at være en del af mig længere.

Han skyndte sig at opspore min tilknyttede socialrådgiver og ringede øjeblikkeligt til hende for at gøre opmærksom på en hastesag, han ville sende på mail med det samme. Senere samme dag ville jeg modtage en afgørelse vedr. min ansøgning i e-boks.

Da jeg kom hjem igen, sad jeg som klistret fast til skærmen og ventede. Og ventede. Jeg ventede stadigvæk.. Sidst på eftermiddagen modtog jeg en mail om, at mine regninger endelig var blevet betalt. Puu-fucking-ha! Jeg åndede lettet op og begravede ansigtet i mine hænder, imens gråden stod ud af mig som et kraftigt vandfald.


Efterfølgende arrangerede jeg endnu et tigger-visit på kommunen i følgeskab med min udskrivningsmentor, da jeg fortsat druknede i uoverskuelige problemstillinger. Som en del af forberedelserne, havde jeg samlet al nødvendig dokumentation, så de ikke kunne affeje mig af den grund. Det irriterede mig grænseløst, at jeg skulle forholde mig til mit generelle levegrundlag, lige som jeg vendte hjem efter en længere indlæggelse.

Kl. 9:45 en tirsdag formiddag parkerede jeg min trætte røv på en bænk foran Job Centeret med en kop kaffe fra 7-eleven. Jeg præsterede naturligvis at ryge 3 cigaretter i streg, inden min mentor troppede op med et imødekommende vink og et bredt smil. Inden vi naivt og foruden skudsikre veste drog i krig, gennemgik vi alle tænkelige udfald.

Allerede da vi trak et nummer og satte os til rette i venteområdet, rullede jeg øjne. “Du er ikke så tålmodig, er du vel, Julie.” Grinte min mentor drillende. “Det kan jeg næppe påstå, nej.” Svarede jeg og trak på smilebåndet. Til mit held blev vi forholdsvist hurtigt kaldt ind til en kvindelig socialrådgiver.

Jeg lagde ud med en introduktion af mit ståsted og forklarede hende, hvad jeg manglede hjælp til. Hun knep øjnene tæt sammen og trak en mine, nøjagtigt som ’superstjernen’ (Lægen, der diagnosticerede mig) gjorde. Dér blev hun upopulær.

I en mindre evighed forsøgte hun at forklare os en masse (håbløse!) faktorer ved lovgivningen, som ingen foruden jura-undervisning forstod en brik af? Jeg kastede et blik over på mentoren, som flittigt skrev notater. Jeg selv hørte ikke efter.. Det eneste jeg registrerede var, at jeg max kunne få bevilget 7000 kr. om måneden (udbetalt) – uanset mine egne indtægter, da den ville blive fratrukket suppleringen.

Jeg placerede i vildrede mine hænder bag hovedet, så albuerne pegede i hver sin retning og afbrød hendes uendelige oplæg:

M:“Godt, så du kan faktisk ikke gøre en skid for min overlevelse?”
SR: “Nej, jeg beklager Julie. Vi er nødt til at følge den nye lovgivning.”

Hvis hun nævnte ét ord mere om lovgivningen, ville jeg kaste med den første genstand indenfor rækkevidde. Hvilket forresten ville være en kunstig sukkulent.. 

M: “Du mener den lovgivning, der slår folk med psykiske sygedomme ihjel!?
SR
: “Altså, der er jo altid den mulighed, at du kan opsige din lejlighed og lukke din blog.”
M: “HVAD FOR NOGET!!? Så det du sidder og fortæller mig, er, at min eneste mulighed for at overleve, indtil min løn bliver stabiliseret igen, er at blive hjemløs og droppe min blog, som jo for helvede bl.a. er det, jeg lever af? Det er jo fuldstændig vanvittigt?!”
SR“Jamen du har desværre ikke andre muligheder. Måske du kan få et værelse et sted uden for byen?”
M: “Hvordan kan du overhovedet foreslå, at jeg skal gå fra hus og hjem og droppe den indkomst, jeg fremover skal leve af, fordi jeg i en periode har brug for hjælp?”

Hun sad med foldede hænder på skrivebordet, iskold – måske nærmere hærdet af alle de udbrud, hun måtte stå model til på daglig basis?

SR: “Du har desværre ikke andre muligheder, Julie. Din husleje er for dyr og din blog er en variabel indkomst, og derfor kan vi ikke bevillige dig mere.”

I det sekund ramlede min verden fuldkomment sammen. Jeg følte mig distanceret fra virkeligheden, som en ud af kroppen oplevelse, når hjernen vurderer, at man mentalt ikke kan holde til at være i den pågældende situation. Mine hænder rystede, mit syn flakkede og følelsen af afmagt, fik benene under mig til at føltes lamme. I en ufiltreret vrede med tårerne flossende ud af mig, udbrød jeg:

“Gør mig en tjeneste! Ring til bedemanden og bestil en kiste, for i har lige begået et mord! Tillykke, en borger mindre i skal forholde jer til!!”

Jeg forlod komplet opgivende samtalerummet, direkte ud af kommunen, hvor mine ben faldt sammen under mig på en trappe. Min mentor satte sig ved siden af mig og gav udtryk for sin dybe sympati, imens jeg forgæves forsøgte at tænde en cigaret, da lighteren ‘belejligt’ ikke ville samarbejde – og min kaffe selvfølgelig også var blevet kold.

“Kan du godt forstå, at nogen giver helt op pga. det her system?” Spurgte jeg håbløst med grådfyldte øjne. Hans sørgmodige udtryk besvarede mit spørgsmål. “Det kan jeg godt – og det er desværre noget, man ser.”

Min hjerne løb forgæves i ring for at finde en løsning, så jeg kunne forblive levende. “Hvad gør mennesker i sådan en situation her?” Spurgte jeg ham desperat. “De, der ikke har en familie, der kan hjælpe dem, ryger jo desværre ofte ind og ud af Psykiatrisk Hospital, bliver hjemløse, ender i kriminalitet eller misbrug – Og ja… andre…” Stoppede han sig selv.

Jeg begyndte så småt at indse, at jeg var fuldkomment chanceløs i livet. Tænk engang, at efter alle de år med selvmordstanker på daglig basis, skulle det ende med, at Folketinget slog mig ihjel – På det tidspunkt i mit liv, hvor jeg havde allermest vilje til at leve. Det var næsten komisk..

Jeg stirrede opgivende ned af trapperne og forsøgte at affinde mig med den virkelighed, der lå for mine fødder. I det mindste nåede jeg da at opleve 17 dage med et stabiliseret sind for føste gang nogensinde. Måske var det livets sidste gave? I så fald burde man omdøbe Psykiatrisk Hospital til “Hospice”, hvor man forbereder sig på at stille træskoene, for man dør, når man bliver lukket ud..

“Men Julie.” Indskød min menter og afbrød mit destruktive tankeræs. “Du står ikke uden muligheder. Du har din blog og andre sociale kanaler, som du hidtil har levet af – og nemt kan komme til igen. Du skal bare fokusere på at få din indkomst stabiliseret igen i en fart! Lad os prøve at få fat i en anden socialrådgiver, som måske kan kigge på din sag med andre øjne. Vi giver ikke op – vi finder en løsning til dig!” 

I snegletempo fik jeg mig selv på benene igen og fulgte trop. Jeg tog plads i venteområdet, imens min mentor forsøgte at finde en socialrådgiver, der straks kunne tale med os. Efter ca. 30 sekunder fik jeg et komplet nervesammenbrud. Højlydt gråd, snot fordelt udover begge mine ærmer, vejrtrækningsproblemer og hvert et led i min krop rystede. Fuldstændigt udtømt for kræfter til at kæmpe mere, som en akut depression. Ingen håb, ingen vilje – ingenting tilbage.

En ansat kom luntende hen til bordet med papirservietter, i dét mentoren kom tilbage og gjorde tegn til, at en socialrådgiver havde tid til at se os. I mine tanker rejste jeg mig op, men i virkeligheden sad jeg fortsat sammenfoldet på stolen. Han gik hen til mig med et opmuntrende smil. “Kom Julie.”

Han viste vej ind på kontoret, hvor jeg omgående væltede ned i stolen overfor socialrådgiveren, som en ødelagt sjæl, hvor kun hylsteret var tilbage. Min mentor førte ordet på mine vegne, da jeg ikke var i stand til at sige noget og faktisk bare græd fra start til slut. Hun så empatisk på mig og havde alle intentioner om at hjælpe mig, hvis hun kunne.

Men fordi jeg var tilknyttet en anden socialrådgiver som stod for min økonomi, kunne hun ikke stille noget op i min sag..


Morgenen efter blev min tiltrængte søvn afbrudt af vækkeuret, der mindede mig om en samtale på ambulatoriet. Min krop føltes drænet, udsultet, dehydreret, nærmest en zombie-lignende tilstand. Jeg blev ved med at tabe mig efter min udskrivelse og havde knap nok spist i tre dage som følge af bekymringer for min fremtid. Jeg erstattede morgenmaden med Oxapax (Beroligende medicin) for ikke at lade mig overmande af enten vrede eller total opgivelse.

Jeg orkede ikke at gå i bad inden samtalen, desuden var der også lukket for det varme vand, da vandrørene skulle renses. I stedet foretog jeg mig en ‘trucker-vask’ med en våd klud i armhulerne. Det tog mig næsten 20 minutter at klæde mig på – og yderligere 25 at tage mig sammen til at lægge en overfladisk make-up, så jeg i det mindste lignede en, der var i live.

Det endte med, at en veninde måtte kørte mig derud for at undgå et stensikkert afbud. Jeg fik en ‘coffee to go’ med mig i bilen i håbet om, at det ville kvikke mig op til at overkomme en hel times samtale om en sygdom, jeg ikke havde kapacitet til at forholde mig til.

Jeg ankom i sidste øjeblik – og nåede ikke engang at fylde endnu en kop kaffe i venteværelset, før min psykolog kaldte mit navn. Jeg fulgte med hende ind i samtalerummet, hvor jeg lagde direkte ud med beskeden: “Jeg beklager rigtig meget, men jeg kan simpelthen ikke forholde mig til min sygdom lige nu, fordi jeg kæmper en vanvittig kamp for min generelle overlevelse.”

Heldigvis var hun forstående, og vi brugte i stedet tiden på at tale om mine problemer frem for at gå i dybden med alt, hvad jeg fejler. Da jeg kom hjem igen faldt jeg om på sengen af udmattelse og sov 6 timer i streg, som endnu engang fuckede min nyligt stabiliserede døgnrytme op..


Efter utallige forsøg på at fange min socialrådgiver, lykkedes det endelig at komme igennem til hende på telefon. En af mine større bekymringer var, at jeg kun havde 1000 kr. til at betale børnepenge, el, telefon og internet, medicin og mad, efter huslejen var betalt. Jeg lå i knæ efter hjælp.

Socialrådgiver
“Men Julie du har jo haft 8 måneder til at kigge efter en billigere lejlighed, siden boligstøtten faldt.”
Mig: “Undskyld, men hvad fanden tror du, jeg har foretaget mig i hele 2017? Jeg har været pisse hamrende syg af depression. Jeg har forsøgt at søge hjælp hos psykiatrien hele året, men er blevet afvist gang på gang. Det eneste jeg har kunnet tænke på er at dø. Tror du så for helvede, at jeg har haft overskud til at kigge på boligopslag?” 
Socialrådgiver: “Igen må jeg sige, at du har haft rigeligt med tid til at finde dig et billigere sted at bo.”
Mig: “Så hvad tænker du, at jeg skal stille op lige nu? Blive hjemløs, ligesom resten af dine kollegaer foreslår?”
Socialrådgiver: “Du kan f.eks. skrive dig op til en akut bolig.. Jeg kan lige finde nummeret til dig.”
Mig: “Du mener den slags boliger, hvor der kan gå et halvt år, før man får noget at bo i, som med stor sandsynlighed bliver en 1-værelses lejlighed placeret 100 km fra alt, jeg kender? Hvad skal jeg gøre indtil, jeg finder et billigere sted at bo?”
Socialrådgiver: “Altså du har jo ikke andre muligheder. Måske du kan få et værelse hos noget familie?
Mig: “Tager du pis på mig? Jeg er mor – og lever bl.a. af mit hjem, når jeg ikke er helt nede i kulkælderen som lige nu!”
Socialrådgiver: “Altså jeg har desværre ikke andre løsninger til dig, Julie.”
Mig: “Ved du hvad, jeg har ikke kræfter til at tale med dig lige nu. Hav en god dag!”
Socialrådgiver: “Det er i orden. Jeg er ked af, at det skal være så svært lige nu.”
Mig: “Nej, du er ikke, men tak.”

Mine tanker galoperede rundt i hjernen for at finde ud af, hvordan jeg skulle beholde et sted at bo og samtidig skaffe mad på bordet. Jeg ringede opgivende til min familie og fortalte dem om håbløsheden. Vi blev enige om at gøre mig aktiv søgende via boligforeningen, da jeg i forvejen havde udstået min anciennitet – og derfor havnede øverst på listen til en ny (og billigere) bolig i samme område.

Den næste foranliggende problematik var at finansiere et indskud til en ny lejlighed. Nu hvor al min indkomst gik til husleje, havde jeg absolut ingen muligheder for at spare beløbet op i mellemtiden. Jeg var derfor nødsaget til at ringe min socialrådgiver op igen. (Ikke med min gode vilje, vel at mærke – taget vores sidste samtale i betragtning.)

M: “Hej det er Julie igen.”
SR: “Hej Julie. Hvad kan jeg hjælpe dig med?”
M: “Stort set alt, men jeg har et spørgsmål angående min boligsituation. Jeg har gjort mig aktiv søgende via boligforeningen, og står øverst på listen til en betydeligt billigere lejlighed. Kan I hjælpe mig med et indskud, når jeg får tilbudt en?”
SR: “Det lyder som en rigtig fornuftig løsning. I forhold til indskud så er det en vurderingssag, hvor vi går ind og kigger på dit økonomiske grundlag. Så jeg kan desværre ikke give dig nogle løfter.”
M: “Mit økonomiske grundlag? Jeg har ikke et økonomisk grundlag. Jeg er ludfattig!”
SR: “Det er desværre proceduren.”
M: “Men du kan ikke få mig til at opsige min lejlighed med mindre, at jeg er sikker på, at der er mulighed for at betale et indskud.”
SR: “Jeg kan ikke love dig noget, Julie. Men når du får et boligtilbud, kan du sende mig oplysningerne, så kigger jeg på det.”
M: “Det gør jeg. Tak skal du have.”

Efterfølgende bryggede jeg en kop kaffe, røg en cigaret eller 5 og stirrede ud i gården gennem mit køkkenvindue. Det skar som glas på huden at skulle flytte fra mit hjem. Det sted, hvor jeg for første gang har følt mig rigtigt hjemme – imponerende af en ellers rodløs sjæl som jeg, der har haft over 20 forskellige adresser på 28 år.


EN BEKYMRING – IKKE EN DEBAT

Med frygt for manglende objektivitet i forbindelse med min egen sag, vil jeg alligevel gerne tilkendegive en bekymring:

I mine øjne er der noget grueligt galt med det danske velfærdssystem, som gør samfundets sårbare endnu svagere. En foruroligende lovgivning der skubber mennesker endnu tættere på klippekanten. Frem for at tvinge folk ud af deres bolig, hvorfor så ikke kæmpe for at forebygge det stigende antal hjemløse i Danmark? Burde vi ikke, før alle andre problematikker i samfundet, prioritere at passe på hinanden? Hvornår mistede vi som nation vores folke-følelse?

Som jeg forstår det, er vi underlagt en manglende fleksibilitet, der tager afsæt i den enkelte borgers livssituation. Jeg ved, at politik er et ømtåleligt emne at pille ved, og min hensigt er ikke at provokere eller starte en mudderkastende debat. Hvad, jeg derimod ønsker er at gøre opmærksom på, hvor hårdt det er som psykisk sårbar at overleve i et såkaldt ‘velfærdssamfund’.

Slutteligt vil jeg bare sige:

Mit hjerte græder for de, der ikke har et ressourcerigt netværk og en opbakkende familie. For de der bliver tvunget til at vælge i mellem tag over hovedet eller mad på bordet. For de der ikke får hjælp af psykiatrien og andre offentlige instanser i tide. For de der havner i misbrug af afmagt og opgivelse. For de der ikke ser andre udveje end at begå kriminalitet. For de der ikke længere har styrken til at kæmpe for at overleve.

Forsættes..


LÆS EVT: DEL 1 / DEL 2 / DEL 3 / DEL 4 / DEL 5

DIY: Miffy ranke af hama-perler

image119 Hej Svaler 😀 I forbindelse med at Villums far og bonusmor har produceret endnu en prinsesse, Liva, har jeg kreeret en lille Miffy ranke til hende. Den har egentligt lagt i min krea-kasse i 6 måneder, eftersom jeg ikke har været helt på toppen. Men nu fik jeg den endelig lavet færdig.

image42Skabelonen fandt jeg på Pinterest, hvor jeg tilføjede et par perler hist og her, så den blev lidt personlig. Men hvis i søger på ‘Miffy hama’, dukker der hundredevis af skabeloner op, som I kan snuppe. Selve ranken har jeg købt i Panduro Hobby, prisen husker jeg desværre ikke, men den var ikke dyr. Ellers kan man snildt lave den selv.

Til Miffy’erne har jeg brugt 4 perleplader, et længerevarende projekt, men det er enormt afslappende – og faktisk også sundt for min ikke eksisterende tålmodighed. Selvom den ikke skal hænge hos Villum, så synes jeg alligevel, at I skulle se den i ophængt udgave frem for bare at fotografere den på en flad baggrund. Kan i lide den? 🙂

image33 image210image120I kan forresten følge med via Bloglovin HER.

Las Palmas bordlampe in da house!!

image118image115image28image112Jeg vil godt understrege, at mine følelseskanaler er et ragnarok for tiden, eller det har det faktisk været siden min udskrivelse. Da jeg åbnede pakken til mit ‘urealistiske ønske‘ tidligere i går, begyndte jeg at græde over dens skønhed, samt hvor surrealistisk det er, at Las Palmas fra Eichholtz nu står i mit hjem. Tip: Lad være med at tjekke prisen, hvis I gerne vil bevare øjnene i hovedet.

Selvom det i teorien er en bordlampe, så får den altså en plads på gulvet hos mig, fordi den er enorm 😀 Desuden så er den så skulpturel, at de fleste alligevel ikke vil bemærke, at det er en lampe.

image114image27Som I nok har opsnappet, så har jeg en kolossal svaghed for ‘Vintage-glamour’, som er en betegnelse, jeg vidst nok selv har fundet på? Måske det falder ind under ‘Art Deco’? Desværre er det sjældent, jeg støder på noget, der kan kategoriseres som det, men når jeg gør, skal jeg omgående eje det. Som i lige NU. Jeg er naturligvis godt klar over, at den næppe falder i flertallets smag, men personligt er jeg helt oppe under loftet og ringe. 😀

image117image29image32Las Palmas bordlampen fås lige HER.

TIP: DIY reol i skandinavisk design

plantshelfie-2-von-1-copyplantshelfie-1-von-1Hej Basser 🙂 I går aftes nægtede jeg stædigt at gå i seng, da jeg ikke mente, at jeg var færdig med dagen. Så i stedet for en almindelig sengetid, fandt jeg en cute DIY fra en tysk blogger. (HER). Hun kreerer simpelthen de fineste personlige ting, som jeg er vildt inspireret af. En af hendes genistreger er denne reol af rundstokke og hylder.

diy-regal-materialdiy-regal10-11-von-1diy-regal3-11-von-1diy-regal-11-von-1diy-regal2-11-von-1diy-regal9-11-von-1I kan finde alle hendes DIY’s lige HER. Hvis man er en nød til tysk, eller det blot er blevet lidt rustent, kan man om ikke andet glo på billederne, haha 😀

Nu hvor EKBY hylden fra IKEA er udgået..

60_60082760_600828-1Hej Bavianer 😀 Jeg har bidt mærke i, at rigtig mange ærgrer sig over, at den populære EKBY hylde fra IKEA er udgået fra produktion. Det er næsten absurd, eftersom alle i Kongeriget Danmark skulle eje en for et par år siden.

Jeg stødte på denne Minitude Brooklyn hylde hos Jollyroom, da jeg ledte efter et par småting til Villums værelse tidligere i dag. Jeg synes faktisk, at den minder en lille smule om EKBY. Hvad siger i? Hylden fås i 3 forskellige varianter HER, og koster 499,- med undtagelse af modellen med træhylder, som lige nu er på tilbud til 309 kr.

Older posts