Smukke bolignyheder fra COOP!

Sandberg-tapeter endelig på Ellos + en update!

untitled-1Godmorgen Rødder 🙂 Jubiii! Med kun én måned til, jeg flytter ind i min nye lejlighed, er det perfekt timing, at Ellos nu er begyndt at forhandle Sandberg tapeter! 😀 Det sker nemlig ret ofte, at jeg falder over et gudesmukt tapet på Pinterest, som ofte er et Sandberg-tapet, men ualmindeligt besværligt at bestille hjem. Den kamp slutter heldigvis nu, og så er deres tapeter endda non-wowen, hvilket passer mig forrygende, eftersom jeg har svoret, at jeg aldrig vil røre et papirtapet igen i min levetid. Kæft et arbejde!

untitled-1untitled-1untitled-1untitled-1-copyAlle ovenstående Sandberg-tapeter og 260 andre motiver/farver fås lige HER.

En helt anden ting.. I går så jeg lige, at det er 20 dage (!) siden sidst, jeg har blogget. Av! Hyppigheden af mine udgivelser plejer som regel at afsløre min tilstand – og i denne omgang har den næppe været god. Faktisk har jeg været mere syg, end jeg turde anerkende.

Jeg sidder i skrivende stund med en forslået næse, hævede blå øjne og en smag af metal i mundvigen efter et mentalt knock out. Jeg har været naiv, hvad angår min sygdom. Da jeg i sommer blev diagnosticeret som bipolar, var jeg først og fremmest lettet over, at blive anerkendt af psykiatrien for mine problematikker. For første gang i mit liv følte jeg mig både mødt, set og hørt – følelsen var næsten euforisk.

Det var min overbevisning, at så snart jeg scorede diagnosen og fik stemningsstabiliserende medicin, ville det usynliggøre sygdommen, så jeg kunne drible hjem og indtage verden i ro og mag. Årsagen til min naive tankegang, kan muligvis hænge sammen med, at jeg først blev grebet, da jeg var absolut udtømt for kræfter til at tage et eneste skridt mere i tilværelsen.

Efter diagnosticeringen har jeg derfor heller ikke været yderligere omfavnende overfor terapi. Jeg var overbevidst om, at medicinen alene ville binde en lyserød veloursløjfe på sygdommen, så jeg ikke behøvede at forholde mig til den igen. Jeg begynder så småt at forstå det permanente ansvar, det er at skulle mestre en psykisk sygdom. En uhyggelig stor procentdel af omfanget, handler om at etablere en eller anden form for kontrol i ragnarokket – og det gøres ved hjælp af terapi og dagligt benarbejde.

For sandheden er, at desto bedre jeg kender hvert trappetrin af min sygdom, desto bedre er mine forudsætninger for at påvirke den i en positiv og medgørlig retning. For mit vedkommende er den største opgave at finde kontrol i en svær depressiv tilstand, som har for vane at æde mig levende. Hvad, jeg forsøger at lære er at træde op af svømmebassinet, inden jeg får krampe og drukner. Generelt befinder jeg mig vidst i en åndende ligning.

   

1 kommentar

  • Charlotte

    Du er for sej! Din ærlighed og åbenhed er så kærkommen. Tak fordi du er med til at bryde et tabu.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Smukke bolignyheder fra COOP!