50% rabatkode til alle nedsatte varer fra Ellos Home!

Bliver alt godt, når man er stabil?

Walter Grey reol / Potteskjuler Fra Ellos (Udsolgt) / Tæppe / House Doctor Spejl


Målet for en bipolar er altid at blive stabil i form af medicinering og terapi. Hvilket vil sige, at man ikke længere bliver manisk, stjernedepressiv eller sidder fast i halvfarlige og roterende blandingstilstande. ‘Stabil’ betyder i virkeligheden, at man får et ‘normalt’ stemningsleje med normale udsving i humøret.

I terapi lærer man at mestre sin sygdom ved at tale stolpe op og stolpe ned om de forskellige tilstande, som jeg efterhånden kender til hudløshed. Man bliver også udrustet med værktøjer til at bekrige eventuelle tegn på en fremadstormende tilstand. For mig har det endnu ikke været nødvendigt at trække et våben. Efter jeg ramte en passende dosis Lithium, har jeg ikke haft et eneste tilfælde af vaklen. I hvert fald ikke i forhold til det bipolære.

Hvad man til gengæld ikke lærer, drøfter eller forbereder patienten (For det var jeg i allerhøjeste grad) på under disse behandlingssamtaler er, hvor dimensionelt angstprovokerende det pludseligt er at blive stabil. Alt i dig og omkring dig ændrer sig – og meget hurtigt, hvis man er så heldig at blive ordineret medicin, der matcher én. Det første der sker er, at tankebanerne indskrænkes – hvilket vil sige, at man faktisk kan fornemme, at der opføres stopklodser i hjernen, som blokerer for vanvidsspiraler og det vante tanketerræn. Jeg husker, at jeg følte mig fængslet i en klaustrofobisk fold og begyndte desperat at lede efter min amputerede hjernehalvdel i et forsøg på at holde fast i noget, jeg kendte.

Dernæst bliver man pludselig konfronteret med ‘landskabet’ eller virkeligheden, vil jeg nok hellere kalde det. Forestil jer at man har kæmpet sig i gennem livet med øjnene kronisk rettet mod jorden under dig, da ens væsen ikke har kunnet rumme udenforstående stimuli. Når hjernen ikke længere er på permanent overarbejde, og nakken pludselig får fri til at rette sig op, er synet forude så utroligt blændende for ens sammenklemte natteravnøjne. Som når solen skærer igennem bilruden, og man instinktivt har behov for at klappe solskærmen ned.

I takt med at man bliver stabil, bliver afstanden mellem dig selv og sygdommen iøjnefaldende stor, og den blottes pludselig i sin fulde helhed. Sin grimme, destruktive, barbariske og følelseskolde helhed, at man skammer sig noget så grusomt over, at den har boet i én som en besættende dæmon i 29 år. Konfrontationen med den, jeg har været er så overvældende smertefuld, at det næsten var nemmere at tackle min samlede bagage, da jeg var ubehandlet.

På den anden side gør det mig ængstelig at være fri af den. Når jeg ser mig selv i spejlet, selvom jeg undgår det, tænker jeg: “Jeg kender ikke hende der.” Jeg føler mig som en transportør, der bærer rundt på en pakke, jeg ikke ved, hvad indeholder. Og dét får mig til at skide i bukserne af utryghed. Den gamle ubehandlede Julie, vidste jeg i det mindste, hvem var. Jeg kunne ikke specielt godt lide hende, var oftest hamrende flov over hende og frustreret over, hvilke valg hun traf i diverse tilstande, men jeg vidste trods alt, hvem hun var. Eller også har jeg aldrig kendt hende, men udelukkende sygdommen.

Oprydningsarbejdet efter så lang en sygdomsperiode – ja et helt liv for mit vedkommende, er næsten uoverskueligt. F.eks. får jeg nu professionel hjælp til at håndtere min økonomi, som efterhånden er skamsmadret. Én af de værste ting ved at være manisk er, at man komplet mister kontrollen over, hvad man foretager sig. Al fornuftfølelse og intuition forsvinder. Særligt begrebet om økonomi og konsekvenserne af at stifte gæld. Jeg kan personligt ikke redegøre for 2/3 af min gæld? Jeg ved simpelthen ikke, hvorfor jeg har lånt pengene? Dét mine kære venner er foruroligende.

Jeg er så ulideligt angst hele tiden. Ikke nervøs eller bange, men den reelle hardcore spiddende angst, som kun de færreste kan relatere til eller forstå. Den er ikke længere udelukkende møntet på sociale sammenhænge, da den nu også udspiller sig i mit eget selskab. Ca. 15 minutter efter jeg står op om morgenen, så starter det. Rysten på hænderne, svimmelhed, snurren i fingerspidserne, betonklodsen for brystet, vejrtrækningsproblemer, sammentrækninger i maven og øget svedproduktion. Alarmberedskab.

På trods af at jeg får beroligende medicin ved siden af Lithium, så er angsten så omsluttende, at jeg har problemer med at holde den nede. Jeg oplever, at angsten bliver værre og værre, desto mere stabil jeg bliver. Den er ekstra uudholdelig i sociale sammenhænge, hvor jeg tager mig selv i at forlade selskabet op til flere gange med hastige skridt, hvis jeg frygter at samtalen kan komme til at dreje sig om mig. Jeg vil under ingen omstændigheder tale om mig eller mit liv. Jeg har absolut ingen stolthed forbundet med det, faktisk får det mig blot til at sande, hvor ulykkeligt det har været at være syg, samt hvor langt bagud jeg er i livet.

Selv om det heldigvis er længe siden, jeg sidst var manisk eller befandt mig i en blandingstilstand, så bliver jeg stadig svimmel – på grænsen til at besvime, når nogen påpeger noget, jeg har foretaget mig i en mani. Jeg får ud af kroppen oplevelser, krummer tæer og kan på ingen måde holde ud at være i min krop. Ind i mellem bryder jeg ukontrolleret ud i gråd og bønfalder vedkommende om aldrig at nævne det igen. På trods af at jeg ikke længere kan blive manisk, så lever jeg i en konstant frygt for, at manierne skal definere mig som menneske.

Jeg skriver dette indlæg, da det har været et kæmpe chok for mig at blive stabil. Jeg var nok en smule naiv i forestillingen om at blive stabil, at jeg på ingen måde havde forudset mængden af arbejde, der venter – og hvor mange vanvittige led, man skal i gennem.

   

6 kommentarer

  • Gitte

    Tusind tak for en ærlig, modig og lærerig post.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sidsel

    Jeg kan ikke forestille mig hvor svært det må være…men jeg føler med dig, og sender dig alt mulig god energi 🙂
    Du og dit univers herinde er værdsat, hvis det kan give lidt glæde og stolthed 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Michelle

    Det er simpelthen det sejeste og mest ærlige indlæg jeg længe har læst, det sætter fokus på problematikker, jeg er helt sikker på mange andre med psykiske lidelser kæmper med. Det er SÅ vigtig, at der er mennesker som dig, der tør råbe højt og tør blotte sine inderste følelser, så vi kan lærer af dem, og så behandlingen kan omfavne det og andre ikke føler sig alene.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anne

    Sejt gået, at du har ramt et punkt, hvor der er kommet styr på den første kæmpestore udfordring på din vej! Ja, der er helt sikkert lang vej endnu, men det ændrer ikke på, at du har forceret et bjerg af dimensioner. Vær du roligt stolt af dig selv 😊

    Dine handlinger mens du har været manisk, definerer på ingen måde DIG, men derimod din sygdom. Du skal skamme dig ligeså meget over dem, som over et nys under en forkølelse. Hvilket – for klarhedens skyld – betyder slet og overhovedet ikke!

    Held og lykke med det næste skridt i processen. Du kommer til at klare det så flot! ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tina

    Så smukt/godt beskrevet.
    Hvis du kan bearbejde det at du har angst så når det en milepæl mere.
    Du er den du er på godt og skidt, ligesom alle andre.
    Gud har skabt dig og du er et smukt og dejligt menneske.
    Hvis du kan lære at hvile i dig selv, som den du er uanset om det er udenfor det stabile, så når du det længere.
    Vi har alle vore kampe og jeg ved du er i en særlig situation med din diagnose.
    Jeg forstår godt du kan blive slået omkuld eller have disse tanker.
    Det er altid svært når ens sjæl slår knuder.
    Jeg ønsker det bedste for dig, for det fortjener du.
    Du er Herre i dit eget liv, elske dig selv og dine trin i sygdommen.
    Knus og alt vel din vej……..

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise

    Det er simpelthen så smukt beskrevet, Julie, og hjerteskærende. Jeg håber, du en dag bliver i stand til også at lade dine mange stærke ord og betragtninger definere dig og kan finde stolthed derigennem.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

50% rabatkode til alle nedsatte varer fra Ellos Home!