Ny interiørkollektion fra Søstrene Grene!

Bøger, jeg lige har læst #2

Hej Rødder 🙂 Som en forlængelse af mit seneste læsehest-indlæg: ‘5 krimier jeg har læst i juli‘, så forsætter min trang til at fordybe mig i en god fortælling. Særligt har jeg en altoverskyggende præference for krimier, måske jeg på et tidspunkt udvider min snævre horisont, men for øjeblikket er jeg fastlåst i krimigenren.

Jeg er blevet noget så glad for at læse ‘Ravn-serien‘ af Michael Katz Krefeld, der i alt fordeler sig på 5 bøger. Særligt er jeg fan af, at de kan læses uafhængigt af hinanden – og faktisk også i forskellig rækkefølge. Jeg startede f.eks. med at læse bind nr. 5 – og egentligt kun af den årsag, at alle andre bøger i rækken var udlånt på bibliotektet. I sidste måned fik jeg læst 2 af bøgerne, og i denne måned fik jeg nedlagt yderligere 2. Jeg venter stadig på, at det sidste bind i serien vender tilbage på lager. Og så kan jeg vidst ikke benægte, at jeg har fundet min favoritforfatter indtil videre: Chris Carter!


AFSPORET – MICHAEL KATZ KREFELD

Titel: Afsporet
Sidetal: 331

Resume: (1. bind i Ravn-serien). Kriminalbetjent Thomas Ravnsholdt – kaldet Ravn – er på sygeorlov på ubestemt tid og er godt på vej i hundene, efter hans kæreste blev myrdet under et indbrud i deres fælles hjem. Fuld af selvbebrejdelse for Evas død har Ravn søgt tilflugt på sin gamle motorbåd i Christianshavns kanal. I “Afsporet” bliver Ravn hevet ud af sin sorg, da en nær ven beder ham om hjælp til at finde en ung pige, der forsvandt sporløst et par år tidligere. Efterforskningen tvinger Ravn dybt ned i den kriminelle underverden.

Alt tyder på, at pigen er blevet solgt til storforbryderen Slavros, som har et netværk af bordeller i Europa. Da sporene efter hende fører mod Stockholm, må Ravn modvilligt drage af sted. I et kapløb med tiden forsøger Ravn at finde ud af, om pigen stadig er i live. Men hans efterforskning kompliceres af en sadistisk morder, der i årevis har hærget Stockholm og udstiller sine ofre på byens skrotpladser.

Anmeldelse: ♥♥♥♥♥ (5 ud af 6). Absolut fængende fra start til slut! I denne ‘Ravn-serie’ fordelt på 5 bøger, vil jeg anbefale alle krimi-sjæle at læse i hvert fald ‘Afsporet‘ og ‘Pagten‘ (Bind nr. 5).


SEKTEN – MICHAEL KATZ KREFELD

Titel: Sekten
Sidetal: 366

Resume: (3. bind i serien). I ‘Sekten’ bliver privatdetektiven, Ravn, kontaktet af den velhavende og insisterende direktør, Ferdinand Mesmer, som ønsker hjælp til at opspore sin forsvundne søn, Jakob, der for 10 år siden grundlagde den nu skandaleramte sekt: ‘Guds udvalgte‘. Ravn tøver med at påtage sig sagen, da han fornemmer, at opgaven ikke blot tager afsæt i en bekymret far. Alligevel bliver Ravn interesseret, da det viser sig, at Ferdinand Mesmers tidligere detektiv også er forsvundet ud i den blå luft. Pludselig bevæger Ravn sig helt tæt på sønnen Jakobs vanvittige sekt, der både involverer djævleuddrivelse, mord og hjernevask.

Anmeldelse
: ♥♥♥ (3 ud af 6). Af de 4 ud af 5 bøger, jeg har læst i Ravn-serien, så er min bedømmelse udelukkende baseret på hvor god ‘Sekten’ er sammenlignet med de øvrige. I min optik er det den mindst spændende af dem, hvis jeg skal være helt ærlig. Den når ikke ‘Afsporet – Bind 1’ eller ‘Pagten – bind 5’ til sokkeholderne, da den i min optik er langsommere om at komme ‘i gang’. Med det sagt så holder jeg så meget af serien i sin helhed, at jeg alligevel ikke kunne lade den være. Hvis nogle af jer skulle få lyst til at læse serien, kan i sagtens springe ‘Sekten’ over.


BØDLEN – CHRIS CARTER

Titel: Bødlen
Sidetal: 383

Resumé: Kriminalassistent Hunter kaldes ud til en kirke i Los Angeles, hvor en præst er blevet brutalt myrdet. Hans hoved er blevet fjernet og erstattet af et hundehoved. Senere opdager retsmedicinerne, at tallet ‘3’ er blevet malet på ofrets bryst med blod.

I begyndelsen er kriminalassistent Hunter overbevist om, at det er tale om et rituelt drab, men efterhånden som flere lig opdages, er han nødt til at genoverveje sin tese. Morderen har benyttet sig af ofrenes værste frygt til at slå dem ihjel. Men hvordan kan morderen vide, hvad ofrenes værste mareridt er, og hvad er forbindelsen til disse tilsyneladende tilfældige ofre?

Anmeldelse: ♥♥♥♥♥♥ (6 ud af 6). Fuldt hus – nøjagtigt som jeg ville give første bind i ‘Hunter-serien’ (Krucifiks-morderen), som jeg omtalte med stor begejstring i det forrige indlæg. ‘Bødlen‘ er Chris Carters 2. roman – og dermed 2. del i serien, og jeg må konstatere, at hans evne til at forhandle ord til et autentisk scenarie er fremragende.

Jeg er dog ikke fan af de noget visuelle omslag, der i første omgang skræmte mig fra at læse dem. Men eftersom en meget insisterende bibliotekar (Uden tvivl kæmpe Carter-fan) fik mig overtalt til at se bort fra omslaget, må jeg indrømme, at jeg er tryllebundet. Selvom Carters fortællinger bærer præg af makabre politiefterforskninger, så er bøgerne ikke ‘gyser-historier’. Faktisk har jeg ikke lyst til at foretage mig andet end at læse, når først jeg åbner hans bøger.


STALKEREN – CHRIS CARTER

Titel: Stalkeren
Sidetal: 381

Resumé: I en nedlagt slagterforretning findes liget af en ung, uidentificeret kvinde, hvis dødsårsag er uvis. Hendes krop synes urørt, men hendes læber og skridt er omhyggeligt syet sammen. Under obduktionen bliver situationens alvor og rædsel for alvor klar, og kriminalassistent Hunter tilkaldes for at overtage efterforskningen. Da flere lig dukker op, går det op for Hunter, at der er tale om en vanvittig seriemorder.

Anmeldelse: ♥♥♥♥♥♥ (6 ud af 6). Jeg vil helst ikke røbe for meget i frygt for at afsløre nogle overraskende drejninger. Men på samme vis som Krucifiks-morderen og Bødlen, formår Chris Carter igen at røve nattesøvnen, for det er umuligt at lægge den fra sig, når først man går i gang.


DØDSSHOWET – CHRIS CARTER

Titel: Dødsshowet
Sidetal: 395

Resumé: Kriminalassistent Robert Hunter får pludselig en anonym opringning, der beder ham tænde computeren og logge på en privat internetadresse. Hunter logger på, og en forestilling beregnet kun for ham begynder. Tvunget til at foretage et uhyggeligt valg må Hunter sidde og se på, mens et uidentificeret offer bliver torteret og myrdet live på internettet. Før Hunter og hans makker Garcia overhovedet når at komme i gang med efterforskningen, får Hunter en ny opringning. En ny internetadresse. Et nyt offer. Men denne gang har morderen opgraderet sit spil.

Anmeldelse: ♥♥♥♥ (4 ud af 6). Det kan næsten ikke undgås i en serie, at nogle bøger er bedre end andre – mere intense, tempoprægede og overraskende. Og sådan er det selvfølgelig også med Chris Carters bøger, selvom jeg endnu ikke er stødt på noget fra ham, der nærmer sig kategorien: ‘ligegyldig læsning’. ‘Dødsshowet‘ er indtil videre den bog, jeg fandt mindst fængslende i rækken – på trods af at den både indeholder spænding, overraskelser, psykologi og et sprog, jeg holder meget af at læse. Han forbliver kongen af krimier i min bog. 😀

4 kommentarer

  • Katja

    Tilføj Karin Slaughter og Cody Mcfadyen til din forfatter liste nu du er faldet for Chris Carter.
    Hjorth Rosenfeldt er også rigtig god. – hovedpersonen er så irriterende at man ikke kan andet end elske ham.
    Øbro og tornbjerg
    Hammer og hammer
    Inger gammelgaard

    Så burde der være noget af det hjemme på biblioteket.
    Der er ihvertfald masser af bøger i deres serier IG det hele er krimi

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Neeej, tak ! 😀 Min næste på listen var også Karin Slaughter – dem glæder jeg mig til at gå i gang med. Du er måske også Chris Carter fan? 😀

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Katja

      Jeg har læst alle Chris Carter – der er seriøst noget andet med de amerikanske forfattere end de skandinaviske..- selvom jeg også godt kan lide de skandinaviske. Men Hjorth rosenfeldt skal du også til at gå fingre i:)

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Jeg skal huske Hjorth Rosenfeldt. Har lige været nede og låne min første Karin Slaughter bog nu: ‘Mord for øje’. Æder den garanteret råt, hvis alle anbefalingerne holder stik 😀

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Ny interiørkollektion fra Søstrene Grene!