Is it in to be odd?

hellen-van-meene-portraits-photography-3Fotokredit: Trendland

Jeg tror, at vi kan lære meget om os selv ved at spejle os i de til tider lynhurtige sociale medier, hvis vi ind i mellem stopper op og danner os et overblik over, hvor vi er på vej hen. Derfor har jeg endnu en gang begivet mig ud i Instagram-terrænet med undersøgende briller på for at lokalisere, hvilke tendenser der på nuværende tidspunkt er aktuelle. Her taler jeg ikke om boligindretning, mad eller mode som specifikke genre, men i stedet en mere overordnet adfærd blandt brugere af det sociale medie.

Det er jo næppe breaking news, at sociale medier er selv-iscenesættende og virkelighedsmanipulerende – det ved alle. Men jeg er så småt begyndt at studse over en mere ekstrem form for ‘desperation’ efter at skille sig ud, blive set og etablere sig selv som et brand – en potentiel pengemaskine.

Det lader til, at der foregår en slags folkevandring, hvor flertallet er på flugt fra ‘normen’. På flugt fra såkaldte almindelige billeder, almindelige interesser, hverdage, outfits, familieliv og almindelige måltider. Man skal helst være lidt ‘artsy’, som nok ikke er et ord, men som til gengæld beskriver, hvordan det er blevet moderne, at ‘den almindelige dansker’ påtager sig en ligeså karakteristisk profil, som anerkendte iværksættere, fotografer, kunstnere, modeller og kendisser.

Jeg ser især tendensen i modeverdenen, hvor de daglige outfits bliver mere og mere teatralske. Ind i mellem kan jeg få associationer til udklædning, hvorfor jeg begynder at stille spørgsmålstegn ved, om disse outfits overhovedet er en forlængelse af vedkommende, der bærer dem, eller blot luskede forsøg på at gøre sig mere interessant end nabo-profilen?

Det er også hot at være lidt model-trashy. F.eks. står der tilfældigvis ofte ‘nogen’ på lur, som knipser et billede af en i trusser, uglet hår og en mavebluse, der afslører, at man løber et par gange om ugen – i mens man gabende venter på at kaffen er færdigbrygget. Bare tæer er også et hit, specielt hvis man står med en vintage tallerken i hænderne med en flot anrettet avocadomad, så scorer man ekstra likes på, at man kan se bare fødder nederst på billedet med røde lakerede tånegle? Hvis man skal være svine moderne, så skal den ene fod helst hvile lidt på den anden, som om man gemmer den lidt. Jeg har navngivet adfærden: The toe-trend.

Vi kan nok heller ikke undslippe Kinfolk-foto-tendensen, som så småt fik ben at gå på i takt med magasinets voksende popularitet. Det ledte mange skabsfotografer ud i en dyst om, hvem der kunne knipse de mærkeligste billeder. Indenfor bolig har jeg også lagt mærke til, at det er blevet moderne at have så få møbler som muligt – faktisk så få, at jeg tænker, det må runge helt forfærdeligt, når man færdes i rummet.

Vi støder vel alle albuer i jagten efter at være den mest originale – samtidig med at vi prædiker, at vi er heeelt almindelige.. Men den bedste forretning er vel også den, der kan så drømme samtidig med, at man som forbruger kan relatere til produktet – som i dette tilfælde er instagrammeren. Jeg kan ikke lade være med at overveje, om vi ofrer/undertrykker vores sande personlighed i desperation efter at blive set. Og sker der ikke noget med kreativitet, når vi forcerer den? Bliver den ikke ‘utroværdig’?

For ‘let’ at være kunstner

Indeholder reklamelinks

aekitekt1. Planetariet // 2. Øresundskollegiet // 3. Passing // 4. Hello // 5. Aarhus Rådhus // 6. Hovedbanegården // 7. Foot of the great // 8. Hang // 9. Confrontation

Selvom ovenstående plakater på ingen måde passer ind i mit hjem, så synes jeg de bør værdsættes for kreativitet, de arkitektoniske linjer og grafiske kundskaber. For jeg tænker ind i mellem på, om det mon er blevet for ‘let’ at være ‘kunstner’? Særligt, om det er blevet for ‘let’ at lave plakater, hvilket måske også forklarer, hvorfor branchen er eksploderet indenfor de sidste to år. Når jeg nysgerrigt bladrer igennem valgmulighederne, kan jeg godt få lidt mavesmerter over, at tre firkanter i forskellige farver kan koste 400 kr. Og hvordan en ganske almindelig citatplakat, som alle kan lave – kan være i højere kurs end gennemarbejdede grafiske værker, eller fotografier der udløser en magisk stemning.

Jeg ved selvfølgelig godt, at det i sidste ende bunder i smag, som jo er noget så besværligt at diskutere. Men det undrer mig, at vi ikke stiller højere krav til vores leverandører af vægudsmykning. Hvad er jeres holdninger?

Beauty is a bitch!

untitled-1DON GIOVANNI BORDLAMPE: 13.800 kr. // SERGE MOUILLE LAMPE: 20.000 kr.
Photokredit: Alpha Smoot // Marie Claire Maison

Ovenfor ser i to af mine absolutte yndlingslamper. Begge produceres i forskellige modeller, hvoraf disse to ligger placeret i den ‘billigere’ ende af prisskalaen. Tænk, hvis man var rig. Tænk, hvis vi rent faktisk havde råd til at hverve os de ting, vi præsenteres for på Pinterest, i high end boligmagasiner og på stilfulde udstillinger. Ligeså opløftende den tanke kan være, ligeså deprimerende er den, når virkeligheden atter prikker hul på ballonen fyldt med drømme og forestillinger – og minder os om, at vi blot er helt almindelige dødelige.

Hvorfor skal skønhed også være sådan en dum kælling? Eller måske nærmere en irriterende narrefisse? ‘Se mig – Se mig, helt unik og skabt af de fineste materialer’. Med galoperende hjerter og udvidede pupiller får fingerspidserne frie tøjler på tastaturet for at lokalisere en pris, der endnu en gang resulterer i en ulykkelig forelskelse, som kan tilslutte sig listen over mislykkede kærlighedsforhold. Suk.

På trods af mit ambivalente forhold til skønhed, vil jeg ikke snyde jer for resten af det smukke værelse, hvor Don Giovanni bordlampen holder til. Tapetet fås hos Studio minishop og er fra Bien Fait. Faldt belejligt over det i går aftes, mens jeg sugede dagens sidste inspiration til mig.

morgane-sezalory-paris-home-11morgane-sezalory-paris-home-12morgane-sezalory-paris-home-9

Nabomysterier

giphyPoten i vejret hvis i også instinktivt stopper op for at glo ind af andre folks vinduer, og lister rundt på tæer for at smuglytte, når naboerne skændes? Hvem er de? Hvilket liv har de haft? Hvordan ser deres hverdag ud? Hvad arbejder de med? Hvilke hemmeligheder bærer de rundt på? Kan de overskue deres børn? Hvordan mon deres sexliv er? Har de et? Hvordan er deres forhold til deres bofæller/ægtefæller/kærester? Er de lykkelige?

Ind i mellem mistænker jeg mit syge tankemønster for at være en kronisk sult efter bidder af andre menneskers liv. Hvorfor er det så skide spændende? Og hvorfor overhovedet bruge hjernekapacitet på at gætte sig frem til, hvordan deres liv er? Er det ikke opskriften på idioti? Måske jeg lige bør understrege, at jeg dog ikke ifører mig lyserødt tøj og en plante på hovedet som kamuflage, mens jeg ligger på lur med en kikkert og udspionerer mine naboer – Selvom tanken kan virke appellerende. Men al den information om mine naboer der serveres for mig, æder jeg råt.

Jeg læste en gang en artikel, der omhandlede menneskets behov for at spejle sig i gennem andre mennesker. Hvis det er tilfældet, forklarer det, hvorfor nysgerrigheden har så stor en magt i mig – og måske også hvorfor reality-TV kan være så vanedannende?

Overfor mig bor en svært overvægtig mand i 50’erne. Hvert år når sommersæsonen nærmer sig, sætter han sig traditionstro ned på en bænk foran bygningen, knapper en kold bajer op og placerer plankerne ovenpå sine slidte sorte træsko. Ydermere smider han trøjen, løsner bæltet og slipper kiloene fri til offentlig skue – efterfulgt af et tilfredsstillende: “Arrrhhh..” Høfligt hilser han på alle forbipasserende, på trods af at de usikkert risikerer deres liv og går ud på vejen, for at skabe en tålelig afstand til ham. Jeg kalder bænken for ‘blotter-bænken’ nu..

Sidste weekend fik jeg lidt af et chok, da jeg opdagede, at han havde en kone. Jeg er så privilegeret, at jeg kan glo lige ind i deres køkken fra stuevinduet. På den tid det tog manden at rejse sig fra stolen, havde konen både nået at tage opvasken, tørre af og stille på plads i skabene. Og så startede tankemyldret: Hvordan mon det er at have et sexliv med sådan en mand? Hvordan var han mon, da hun mødte ham? Er de sammen af kærlighed eller af vane? Mon hun er lykkelig? Mon han er?

I stueetagen bor en grønlandsk familie. Eller sandheden er, at jeg efter 2,5 år i opgangen, stadig ikke har regnet ud, hvem/hvor mange der egentligt bor i lejligheden. Muligvis en mor og en datter, hvis kæreste også er flyttet ind. En ting ved jeg dog med sikkerhed: Moren er en hardcore alkoholiker. Faktisk så kronisk stiv, at jeg stadig har til gode at opleve hende ædru.

Ind i mellem ser jeg hende om formiddagen gå zig zag over til vaskehuset med strithår, ødelagte slippers og iført en isblå morgenkåbe, som har det med at falde halvt ned over brystet. Hun har naturligvis ikke magtet at tage undertøj på indenunder, så det syn får vi alle ufrivilligt glæde af. Typisk går hun bare og bitcher over hele nabolaget. Hvad hun præcist er utilfreds med er ikke så let at oversætte til noget forståeligt..

Samtlige gange om ugen, når jeg skal låse mig ind i opgangen, står en eller flere grønlændere og tripper udenfor, mens de venter på at blive lukket ind. Jeg forestiller mig, at de har forsøgt at ringe på dørtelefonen i en evighed uden held. Måske moren knalder brikker og ikke registrerer, at hun har besøg? Jeg plejer som regel at give dem fri passage – hellere det end at blive forstyrret af en dørtelefon i en mindre uendelighed.. Ofte smider de bare et dankort ind af brevsprækken, eller en lille pose med hash eller skunk i – hvorefter de går igen. Det forklarer måske meget godt, hvorfor der ind i mellem er en funky dunst i opgangen.. Men man plejer selvfølgelig også at sige, at planter renser luften?

For et år siden kom to grønlændere op at slås ude foran opgangen. Det var næsten midnat, da vi (min x-kæreste og jeg) blev vækket af et brag efterfulgt af et skrig. Vi skyndte os ned for at se, hvad der var sket – og sørme om den ene berusede eksistens ikke formåede at levere et flyvespark i bedste ninja-stil lige i hovedet på den anden. Manden faldt øjeblikkeligt ned i asfalten og blødte kraftigt. Min x-kæreste ringede 112 og endte med at skulle vidne i retten.

Skråt overfor den grønlandske familie boede endnu en grønlandsk kvinde, som var mindst ligeså alkoholiseret som moren i min opgang. Måske var hun i virkeligheden værre. Hver aften plejede de at åbne vinduerne og pifte til hinanden, for at kunne føre en højlydt samtale henover gården. Ind i mellem blev vi også vækket midt om natten af damen, som for fulde blæs spillede musik, kastede ting ud af vinduet, bandede og svovlede i en seriøs alko-rus. Hun fik jævnligt besøg af ordensmagten, der måtte rykke stikket ud af anlægget og hælde diverse sprutflasker ud i lokummet, imens hun hårdnakket beordrede politimanden til at hente smøger til hende.. Eftersom der har været stille i gården det sidste års tid, tænker jeg, at hun muligvis er blevet ‘tvangsfjernet’. Udover det er Viby jo et ganske forrygende sted at bo. 😀

Hvis nogle af jer ruger på nogle mystiske eller sjove nabo-historier, så send mig endelig en mail: therustyhome@gmail.com, så vil jeg dele dem anonymt her på bloggen 🙂

10 no go’s i mit hjem

untitled-1Nok favner jeg bredt, hvad angår farver, mønstre og sammensætninger i mit hjem, men jeg har trods alt også nogle (få) forbehold, som kunne være sjove at dele med jer. Vi har vel allesammen nogle ting, som får os til at krumme tæer – hvad angår vores kære boligindretning. Ofte finder vi for alvor først ud af hvilke ting, når vi bliver konfronteret med kærestens møbler i tilfælde af, at man skal flytte sammen. Av, nogle kriser jeg har haft på den konto..

  1. Farverne: lime-grøn og postkasse rød får mine øjne til at bløde. Måske lime-grøn i virkeligheden er værst? Kan i huske, at den en årgang var super populær? Selv æggeure skulle være lime-grønne. Hvad angår rød, så er det udelukkende den skarpe røde, jeg ikke bryder mig om. Vinrød synes jeg er en yderst raffineret nuance, som er meget velkommen i mit hjem.
  2. Amagerhylder. Jeg kan faktisk ikke argumentere for, hvorfor jeg ikke magter dem? De kan være nok så charmerende på børneværelser, hvis de er malet i en sød pastelfarve, men i den primære indretning har jeg aldrig forstået dens formål. Den er jo grim? 😀
  3. Omaggio vaserne fra Kähler. Det svarer lidt til, at man har ædt spaghetti med kødsovs hver dag i 15 måneder, hvorefter synet af det resulterer i opkast-lignende symptomer.
  4. Sort/hvid plakater. Selvom noget af det smukkeste fotokunst foregår i sort/hvid, så har jeg indgået en pagt med mig selv om, at jeg udelukkende vil have kunst og vægudsmykning med farve på. Farver har en magtfuld virkning på, hvordan jeg har det i et rum. De sætter en særlig stemning, jeg vil ikke vil gå på kompromis med.
  5. Højtalere og andre dominerende ‘gadgets’ med ledninger. Jeg kæmper i forvejen en brag kamp for at overgive mig til, at der skal hænge et TV på væggen i min stue. En stor sort rektangel, som mere eller mindre smadrer hele indretningen. Jeg havde en mindre krise, da jeg boede sammen med min x-kæreste, som både var indehaver af en play station, Xbox, anlæg og et apple TV. Siden han flyttede ud af min lejlighed, har jeg ikke haft TV.
  6. Ruskindsmøbler i farven: Beige. De minder mig om min barndom i 90’erne, hvor indretningen visse steder kunne bestå af lyse ruskindsmøbler, et plystæppe, et tungt gulligt marmorbord og en Herstall-lignende standerlampe i glas og stål. Ikke et opløftende minde..
  7. Klinker. Godt nok bor jeg til leje og har derfor ikke mulighed for at brække gulvet op, men selv hvis jeg havde, ville jeg aldrig vælge klinker – uanset rum. Jeg forbinder dem med noget kønsløst, koldt og upersonligt, selvom det kan se formidabelt ud i andres hjem.
  8. Gennemsigtige bedrollers. (Som er synlige). Det er jo monster smart, at de først og fremmest er gennemsigtige, så man kan se, hvad fanden man har kylet ned i dem. Og så er de jo hjernedøde geniale til at gemme bras væk i, som man ikke vil have stående fremme. Så langt så godt. Men de får aldrig en fod indenfor hos mig 😀
  9. Lakerede bøgetræsmøbler. Jeg tror måske, at BIVA har ødelagt det for mig?
  10. Ure. Jeg er generelt meget disponibel for stress, og hvis noget kan antænde bålet, så er det lyden af tiden, der går. TIK TAK. Forrige weekend da jeg var i sommerhus med Rock dude, pillede jeg som det første batterierne ud af et ur, der hæng på væggen. Hvem kan smide sig foran brændeovnen og glemme tid og sted, hvis man konstant mindes om at tiden går? Jeg er faktisk også stoppet med at gå med armbåndsur, da jeg ind i mellem har følt mig som en slave af ‘Klokken’.

Hvilke ting er ikke velkomne i jeres hjem? 😀

Older posts