Del 4: Hospital-selfies og 3,5 uges indlæggelse

img_3197-copyDen selvsamme dag jeg blev indlagt, forsvandt alle mine (hvad der har syntes som kroniske) selvmordstanker. En opdagelse, der bekræftede mig i, at jeg reelt aldrig har haft lyst til at stille træskoene, men i afmagt og håbløshed ikke har set andre udveje for ro. I smug drømte jeg naturligvis stadig om en hjernetransplantation, da det ville være betydeligt lettere at overskue – frem for at forholde sig til 3 diagnoser.

Eftersom tankerne ikke længere cirkulerede sig om selvmord, blev der pludseligt rum til at føle et uvant ansvar for at udøve min del, i forhold til at få etableret en livsglæde – ja faktisk et helt nyt liv. Det endelig at blive indlagt var et kærkomment håb, der fik mig til at rejse mig fra graven igen!

Min første opgave bestod af en radikal ændring af mine ‘ikke-eksisterende’ dagsrutiner. Førhen gik jeg f.eks. kun i bad, hvis jeg havde en aftale. Jeg tror endda rekorden er 1,5 uge uden et bad, fordi jeg ganske enkelt var så skamdeprimeret, at jeg ikke magtede det. Desuden havde jeg læst et sted, at kroppen tilsyneladende bliver selvrensende efter 3 uger – så jeg tænkte: Nå ja.. Ingen alarm. 

Med undtagelse af de to første dage, præsterede jeg overraskende nok at tage et bad hver eneste morgen. (Efter samtlige kopper kaffe og et slag på tasken mellem 4-7 cigaretter vel at mærke). Pointen må være, at jeg fik det gjort, på trods af at jeg den første halvanden uge bandede mig hele vejen ud under bruseren.

Min døgnrytme blev også pludselig stabiliseret. Jeg kan faktisk ikke huske, om jeg nogensinde har haft en almindelig døgnrytme? Som barn lå jeg altid (med det famøse nakketræk!) til langt ud på natten og stirrede på døren af frygt for, at nogen skulle bryde ind på mit værelse og gøre mig fortræd. Siden jeg flyttede hjemmefra som 16-årig har jeg (i det omfang jeg havde mulighed for) sovet dagtimerne væk og modsat været vågen om natten.

Jeg tænker ikke, det er nødvendigt at gå så meget i dybden med mine spisevaner? Lad os bare sige, at det ikke har været ualmindeligt for mig kun at få ét måltid om dagen – et usundt et. Jeg har tilmed også haft dage, hvor jeg slet ikke har fået noget at spise.

Under indlæggelsen gik jeg typisk i seng mellem 22-22.30 og vågnede morgenen efter kl. 06.30. Også mine måltider blev rutinepræget. Morgenmad kl. 7.30, middagsmad kl. 12:00 og slutteligt aftensmad kl. 18.00. Som at blive eskorteret tilbage til planeten.

Det daglige aktivitetsniveau var ikke noget at skrive hjem om. Faktisk overraskede det mig, at vores hverdage udover faste spisetider primært bestod af at ryge smøger, få tildelt medicin – og måske en enkelt lægesamtale. Dog havde vi et (møg irriterende) obligatorisk morgenmøde kl. 8:15, der bestod af salmesang (som kun det ældste ‘klientel’ kunne synge med på) – samt en kortvarig udstrækning. Ingen gad det.

Ind i mellem arrangerede de endda en gåtur med ledsaget personale, hvis man vel at mærke havde udgang. Ellers var vi overladt til os selv. Jeg ved egentligt ikke, hvad jeg havde forestillet mig omkring en indlæggelse, men måske jeg troede, at vi fik psykologsamtaler for at forebygge endnu en indlæggelse, samt hjælp til at strukturere den virkelighed vi blev udskrevet til. Det var ikke tilfældet. Faktisk skulle man kæmpe med næb og klør for blot at få tildelt en samtale med en socialrådgiver.


DEN SIDSTE HALVANDEN UGE SOM INDLAGT

Min ‘hero-afvænning’ (medicinafvænning) havde langt om længe fuldført sit formål, og var endelig overstået. Jeg begyndte endda at føle et markant løft i mit humør. Selv mit dunkle tankemylder, blev reduceret til et absolut minimum – som at blive trukket op af en mose. Til slut i min udredning fik jeg ordineret et nyt antidepressivt præparat med følgeskab af intet mindre end stemningsstabiliserende, angstdæmpede og beroligende medicin suppleret med sovepiller til natten, for også at stabilisere min døgnrytme. En kombination der viste sig at virke ualmindeligt hurtigt!

Fire dage i træk vimsede jeg sågar rundt og nynnede med på mine yndlings reggae-numre, imens jeg tog et (langt) bad. Jeg nød pludselig at klæde mig på og ordne min make-up. Jeg tog faktisk mig selv i at stoppe op og tænke: “Wait a minute! Hvad fanden foregår der?” Gik jeg ligefrem og hyggede mig med ‘normale’ rutiner?!

Som følge af den overraskende ændring af mit stemningsleje, fik jeg pludselig overskud til at aflive min apatiske dagligdag på afdelingen. Det hang mig efterhånden ud af halsen at kæderyge og drikke tynd filterkaffe 16 timer i døgnet. En dag spurgte jeg derfor personalet om tilladelse til at gå ned til stranden for at bade. Det var der heldigvis ingen problemer med. Måske fik jeg lov, så de slap for at forholde sig til mig for en stund –  eller også anerkendte de min nylige stabilitet?

Jeg pakkede omgående en taske og vandrede storsmilende ud af ‘fængslet’ ned mod vandet. Da jeg kom ned til stranden, smed jeg tøjet hurtigere end et fingerknips, gik målrettet ud i det iskolde vand og kastede mig ud i bølgerne – med en underlig følelse af frihed efter et helt liv i et mentalt fangenskab.

I løbet af den sidste halvanden uge på Psykiatrisk, nåede jeg at bade 3 gange. Den sidste gang smed jeg endda badedragten og hoppede nøgen ud i havet. Da jeg efterfølgende pakkede mig ind i håndklæder, løb tårerne ned af kinderne på mig. For første gang i mit liv kunne jeg nyde så simpel en ting som at bade.

image122


THE RED ROOM

Efter de første uger opdagede jeg tilfældigt, at afdelingen var i besiddelse af et såkaldt ’sanserum’, hvor lyset kunne reguleres i forskellige farver. Det kan i øvrigt godt undre mig, at vi ikke blev informeret om, hvilke muligheder der var tilgængelige for os?

Anyway.. Den sidste halvanden uge listede jeg (inden mit morgenbad) næsten dagligt ind i sanserummet med Akua Naru i ørene og trænede med min egen kropsvægt. Jeg havde endda også en foamroller med hjemmefra, som jeg flittigt brugte til at knække min ryg på plads. Sanserummet blev hurtigt mit fristed – et tiltrængt afbræk fra både personale og mine medpatienter. Desuden var det en fantastisk følelse at få løsnet op i kroppen igen og være i kontakt med sig selv.

julie


JULIE VS PERSONALET

På trods af mine små personlige sejre, havde jeg naturligvis stadig mine daglige kampe med personalet. Siden jeg blev indlagt, havde både jeg selv og min familie presset hårdt på efter en samtale med afdelingens socialrådgiver. En af de faktorer som var med til at ødelægge mig op til indlæggelsen var, at jeg pludselig fik svært ved at forsørge mig selv som følge af min massive depression. Til sidst kunne jeg knap nok betale min husleje.

Eftersom min tålmodighedskvote allerede var opbrugt, tog jeg endnu en gang turen op til glasburet for at minde dem om min udestående forespørgsel efter en socialrådgiver. Personalet afviste mig (til ingens overraskelse) med beskeden: “Det har vi simpelthen ikke tid til at tage os af lige nu”. Klik! Frem for at bryde ud i gråd eller kaste med ting, som hidtil har været mine primære reaktionsmønstre, fandt jeg en anden – måske mere effektiv løsning.

Imens jeg minimum talte til 40, gik jeg direkte ned på værelset, tændte computeren, åbnede Spotify – og satte min Heavy Metal playlist på med fuld hammer! Jeg estimerede, at der ville gå et sted i mellem 2-4 minutter, før personalet (som et amatøragtigt SWAT-team) ville storme ind med fuld udrykning. Så jeg satte mig rasende til rette på hospitalssengen med armene over kors og ventede.

Ganske rigtigt bragede to sygeplejersker ind på værelset kort efter: “Julie!? Vil du øjeblikkeligt slukke for den larm?” råbte den ene, mens den anden ikke fattede en brik af, hvad der foregik.

“Det kan du tro, jeg vil. Men nu hvor i er her, vil i så være søde at sørge for, at jeg får den samtale med socialrådgiveren, som vi har rykket efter i halvanden uge?!? Ellers er jeg temmelig sikker på, at I aldrig slipper af med mig!”

Efter jeg fik slukket for musikken, forsikrede sygeplejerskerne mig om, at de ville arrangere et møde hurtigst muligt – og jeg kunne efterfølgende kreditere mig selv for min konstruktive måde at tackle situationen på..


Den efterfølgende dag løb jeg ind i endnu en episode med det kære personale. Ca. en time inden der blev brygget aftenkaffe, bankede jeg på hos personalet for at bede om kogt vand. “Ja, det må du altså lige vente med, til vi også laver kaffe.” Sagde en yngre mandlig sygeplejerske, hvis funktion åbenbart var at sidde limet til sin kontorstol fra hans vagt begyndte til den sluttede.

“Jeg er blevet forsikret af din kollega om, at jeg til hver en tid har ret til kogt vand – uanset tidspunkt!” Sagde jeg selvsikkert. “Ja, men vi har ikke tid til at koge vand til dig, når vi laver the og kaffe om en time.” Svarede han nedladende, imens han sad og fedtede med en croissant sideløbende med at flirte med sine kvindelige kollegaer. “Er det fordi, du er doven?!” Spurgte jeg, eftersom jeg ikke kunne tænke mig til andre årsager. “Nej, jeg sparer bare på mine skridt.” Svarede han og tog en bid af kaloriebomben.

“Utroligt! Så vil jeg gerne bede om en kop og en PN NU – med mindre i foretrækker at jeg knalder fuldstændig af lige på stedet?!” Understregede jeg med hamrende hidsige øjne. Situationen blev dog afværget ved, at en anden sygeplejerske hentede en kop og udleverede en Oxapax (beroligende medicin) til mig. Jeg tog den forbandede pis-kop med mig ind på værelset, tændte bruseren og skruede helt op for det varme vand, så jeg kunne lave en kop instant-kaffe. Hvis jeg blev syg af det, kunne de takke sig selv for det..

Jeg tog mine cigaretter i hånden og gik ud i rygegården med min kaffe. En ergoterapeut fulgte ængsteligt trop – formentligt for at sikre, at jeg ikke lavede en scene. Det var selvfølgelig lidt svært at undgå. “Det her må du ikke tage personligt,” sagde jeg og fortsatte:

“Jeg vil simpelthen ikke acceptere flere afvisninger eller skideballer som følge af, at I ikke får koordineret alle jeres hjernedøde regler med hinanden! Jeg nægter at tage imod det længere! Når jeg bliver forsikret om, at jeg altid har ret til kogt vand, så vil jeg fandeme ikke finde mig i, at i affejer mig som et 4-årigt barn, der absolut ingen rettigheder har!!”

Ergoterapeuten slog chokeret øjnene op og vidste tydeligvis ikke, hvordan hun skulle reagere på mit udbrud. “Men, men Julie, vi har jo rigtig travlt,” forsøgte hun sig. “Kalder du det travlt at sidde på sin flade og æde smørcroissanter? Jeg forstyrrer jer max to gange dagligt, nu må i altså tage jer sammen!” Modargumenterede jeg. Hun foretog sig egentligt ikke så meget andet end at dreje om på foden og gå tilbage til sikkerheden i isolationslokalet.


To dage inden min udskrivelse peekede min vrede. På en af fællesstuerne sad en anden patient mutters alene og græd højlydt. Personalet reagerede ikke på det, så jeg skyndte mig omgående at banke på glasburet for at meddele, at en patient havde brug for deres hjælp.“Okay!” Svarede de og lukkede døren igen?? Den luddovne mandlige sygeplejerske præsterede ligefrem at gå direkte forbi hende på vej tilbage til kontoret efter et kort visit i køkkenet.

Jeg var ved at blive fuldstændig vanvittig (hvis ikke jeg var det i forvejen) af personalets negligerende adfærd overfor os! Jeg spurgte derfor desperat om lov til at tage ned på stranden i et par timer for at undslippe min indebrændte vrede. Men fordi der ikke var nogen læge til stede på afdelingen, som er de eneste, der kan bevilge udgang, fik jeg et klokkeklart nej.

“Fint, stik mig nummeret til en læge, så ringer jeg sgu selv og spørger om lov!” råbte jeg og mærkede endnu en gang ildebranden blusse i maveregionen. “Altså der er jo ikke tale om en krisesituation, så vi kan desværre ikke udlevere nummeret til lægen.” Responderede de ligeglade. Og så skete det! Mit hidtil værste udbrud eksploderede ud af mig som en altudryddende atombombe, uden jeg havde den mindste chance for at stoppe galskaben. Tårerne stod ud af mig, mine kinder blev ildrøde, mit hjerte hamrede ud af brystkassen, mine hænder rystede. Jeg tabte al kontrol over min krop.

Jeg løb ned på værelset, kastede med alt indenfor omkreds, rev og rykkede med alle mine kræfter i de skamsikrede vinduer for at slippe ud af fængslet – Jeg prøvede sågar at mase mig selv ud gennem beslagene, fuldstændig ligeglad med om jeg brækkede noget. Da jeg ikke formåede at brække vinduet op, tampede jeg ud i rygegården, smækkede døren bag mig og tændte en cigaret i håbet om, at det ville hjælpe på tilstanden.

Personalet handlede ikke på mit udbrud – og jeg tror, deres ligegyldighed fik mig til at sprænge endnu mere i luften. Først efter en lille time kom en ung sygeplejerske ud til mig for at høre, om jeg var kølet ned igen??! “Kølet ned??” Svarede jeg aggressivt og fortsatte:

“Hvad fanden er det for en vanvittig afdeling i driver? Er en del af jeres arbejde ikke at tage jer af os, som er indlagt? Det kan da for helvede ikke passe, at det tager 18 timer at føre journal, når I ikke har den fjerneste idé om, hvordan patienterne rent faktisk har det? Kan det virkelig være rigtigt, at man som indlagt har ansvaret for sine medpatienters velbefindende, fordi i nægter at låse jer ud af jeres fucking glasbur – og rent faktisk gøre, hvad I er ansat til?”

Hun rullede øjne af mig og ventede uden tvivl på, jeg blev færdig med min opsang, så hun kunne skride igen. “Ej, ved du hvad, jeg kan fandeme ikke holde det her ud længere. Jeg vil gerne udskrives lige NU! Jeg nægter simpelthen at være vidne til den her umenneskelige måde i behandler os på!” Råbte jeg.

“Jamen Julie vi kan jo ikke udskrive dig uden samtykke fra en læge – Du må vente til i morgen.” Svarede hun. “Så vidt jeg ved er jeg frivilligt indlagt, så kan jeg vel også frivilligt skride igen!?”

“Du må desværre vente til i morgen.. Skal jeg ikke lige hente en PN til dig? Tænker det er en god idé?” Foreslog hun afvigende.. Jeg rystede opgivende på hovedet og lod hende medicinere mig, hvis det gjorde hendes arbejde lettere, nu hvor der jo også stod kage på kontoret til de ansatte.


(NB: Som følge af at min bipolære lidelse endelig er blevet stabiliseret, baner det pludselig vej for årtiers undertrykt vrede. Desværre kommer den vrede til udtryk på et niveau, jeg slet ikke kan kontrollere. Min hjerne siger omgående ‘klik’, hvis jeg oplever en unfair behandling – eller en klar afvisning. Det kommer til at tage lang tid for mig at få vreden reduceret til et samarbejdsvilligt stadie.)

Forsættes..

Del 3: Hospital-selfies og 3,5 uges indlæggelse

fullsizerender3(Fortsættelse på Del 1 & Del 2).

Hej kære I 🙂 Jeg har netop gennemlæst de to tidligere indlæg omkring min indlæggelse, og det slog mig pludseligt: Måske i undrer jer over min bipolære diagnose, eftersom jeg udelukkende har omtalt mine ulidelige depressioner? Så mon ikke jeg bør finde nosserne frem og få afregnet mit udestående med manierne? (Heraf det ovenstående halvfestlige filter). Gisp.

Som i måske allerede ved, så er ‘bipolar affektiv sindslidelse’ betinget af nogle opsigtsvækkende humørskift grundet en kemisk fejl i hjernen, som ikke formår at stabilisere stemningslejet. Uden den stabilitet ryger man derfor skiftevis dybt ned i helvedet (som tidligere omtalt) og meget højt op i såkaldte manier. Man omtaler også manierne som ‘highs’, da de i mange tilfælde kan minde om en kokainrus. Jeg ved tilfældigvis (og desværre), hvad jeg taler om.

Jeg har stadig virkelig meget at lære omkring min sygdom, som viser sig at være utrolig kompleks – specielt manierne, men hvad jeg indtil videre overordnet har lært, vil jeg forsøge at skitsere et overskueligt billede af:

Hypomani (Let mani)
Kan sammenlignes med at være hyperaktiv. Man oplever et løftet energi- og aktivitetsniveau med øget omgængelighed, snakkesaglighed og overdreven fortrolighed. F.eks. tillægger man det ikke særlig stor værdi, hvem man betror sig til, eller hvad man får sagt. Typisk får man utrolig mange ideer, som man reelt ikke kan finde hoved og hale i.

Seksualdriften stiger, som følge af et (faktisk ret så behageligt) selvtillidsboost. Hypomani har som sådan ikke nogen negativ indflydelse på ens arbejdsliv grundet øget overskud og handlekraft.

Mani uden psykose (Moderat mani)
Kan variere fra ukontrolleret opstemthed til et irritabelt/arrigt stemningsleje. Impulser overtager alle former for fornuft og rationel tænkning, hvorfor man ofte får en økonomisk bekymringsløs adfærd. Man kan opleve at føle sig frygtløs, uovervindelig – grænsende til storhedsfølelse samt overdreven selvtillid.

Stemningsniveauet er så ekstremt, at man både kan opleve svær rastløshed, fysisk uro, koncentrationsbesvær og reduceret søvnbehov. Man oplever et kraftigt tab af sociale hæmninger, som personen måske ‘normalt’ har, hvilket fører til dumdristig, pinagtig og upassende adfærd. Modsat kan man opleve en markant øget seksualdrift, livlige associationer, overdrevne selvbilleder med storhedstanker. (Som nævnt ovenfor).

Mani med psykose (Svær mani)
En psykotisk tilstand med vrangforestillinger og hallucinationer. Oftest kan personen ikke gøre rede for, hvad der er foregået under tilstanden. Som et klassisk black out. Nogle bliver voldelige og ekstremt udadreagerende, mens andre foretager sig nogle meget atypiske ting.


Jeg befinder mig typisk mellem hypomani og mani uden psykotiske symptomer, når jeg oplever mine highs. Jeg har endnu ikke oplevet en psykose i forbindelse med at være bipolar. 7-9-13 med supplerende bank under bordet!

Tidligere har jeg af flere omgange omtalt 2016 som værende mit livs bedste år! Faktisk det eneste år, hvor jeg for alvor har oplevet at være glad, selvtilfreds og i harmoni med min krop – i længere end blot et par dage ad gangen. Jeg fik udrettet bunkevis af store projekter – både i arbejdsregi, indenfor personlig udvikling men også i indretningen af mit hjem.

Min selvtillid var overdrevent høj, jeg følte, at jeg kunne klare hvad som helst – grænsende til en uovervindelighedsfølelse. Ideer for fremtiden fløj ud af ærmerne på mig hurtigere, end jeg kunne nå at fange dem og skrive dem ned. Jeg behøvede næsten ingen søvn og så faktisk bare frem til at vågne igen, så jeg kunne forsætte euforien. Min økonomi blev et katastrofalt rod, som jeg egentligt var fuldstændigt ligeglad med. Fra marts til december sidste år befandt jeg mig mere eller mindre i en manisk tilstand. (Uden at være klar over det). Jeg tror slet ikke, i kan forestille jer, hvad jeg foretog mig i den periode.

Årsagen til at jeg har holdt igen med at dele mine ‘highs’ med jer, er, fordi jeg skammer mig over dem. Noget så frygteligt! Når jeg falder ned fra en mani, står det altid soleklart for mig, at jeg har været fuldstændig.. Ja, vanvittig.

En af mine mange foranstående kampe bliver at fange mig selv, inden jeg havner i en mani, hvor jeg har for vane at chokere og skræmme mine omgivelser. Det er primært i manierne, at mine impulser overtager mit væsen, hvor jeg træffer nogle uhensigtsmæssige valg, der efterfølgende får store konsekvenser for min tilværelse og mit selvværd.

I løbet af de sidste 12 år har jeg mistet mange dyrebare venskaber, skønne relationer og potentielle kærester pga. mine håbløse humørsvingninger. Nogle er jeg fortsat i sorg over at have mistet. Jeg kan kun håbe på, at en kombination af rette medicin og læren om sygdommen vil forbedre mine chancer for fremtidige interaktioner med mennesker, så jeg kan bryde ud af mit dominerende ensomhedsfangenskab.


MIN 2. UGE SOM PATIENT

img_2639Morgenen efter mit nervesammenbrud listede jeg dehydreret og drænet for energi op til glasburet, som en fattig tigger uden myndighed, der endnu en gang desperat manglede kaffe. Den selvsamme sygeplejerske, der forgæves havde forsøgt sig med NADA dagen forinden, var desværre stadig på arbejde? Jeg nåede knap nok at få ordet ‘kaffe‘ ud af min mund, før hun øjeblikkeligt, drejede 180 grader på kontorstolen, hævede sin pegefinger med direkte skudlinje til mit ansigt og udbrød: “Det kan du godt glemme!”

Og voila, mere skulle der ikke til, før jeg endnu en gang brød ud i gråd og løb ned på værelset med det eneste formål at gå amok i fred. Min skrøbelighed svarede til, at huden var blevet skrællet af mig, hvor selv den mindste lille vind føltes som tortur på mit blottede kød. Prisen jeg frygtede at skulle betale for at vende vrangen ud i den forgangne uge.

Da jeg fik mig selv på benene igen/ikke havde mere indenfor rækkevidde at kaste med, pakkede jeg mine cigaretter i jakkelommen og gik endnu en gang op til isolationslokalet, så hun i det mindste blev tvunget til at låse mig ud i rygegården. “Hmm.. Hvad er klokken?” Sagde kællingen og kiggede på sit slidte armbåndsur. “Ja, den er over 6:00!” Konstaterede jeg irritabelt! Hun fandt overgivende nøglebundtet frem fra bukselommen og fulgte mig derud.

“Julie, prøv lige at hør,” sagde hun med et knapt så fjendtligt toneleje og fortsatte: “Du har altid, uanset tidspunkt på døgnet, ret til kogt vand, men vi har nogle faste tidspunkter for patientkaffe, som uden diskussion skal overholdes.” Imens hun åbenlyst forsøgte at trække sig selv ned på et uvant pædagogisk niveau, kunne jeg ikke undgå at filosofere over, hvor belastende det måtte være for tilværelsen (og sine omgivelser!) at være så muggent et menneske.

Lettere frustreret med tårer i øjenene svarede jeg: “Men du kan vel godt se, at det er unfair, at personalet har givet mig kaffe hver morgen, når jeg står op? – Og du så pludselig bliver pisse sur på mig over, at jeg spørger? Det er vel en skideballe, du bør dele ud til dit personale og ikke til mig!?”

At dømme ud fra hendes ansigtsudtryk, skulle jeg vidst nok bare holde min kæft øjeblikkeligt, hvis jeg havde nogen som helst intentioner om at få tændt min cigaret. Kunsten at vælge sine kampe med omhu.. 

Efter episoden vurderede jeg, at jeg var nødsaget til at anskaffe mig noget instant-kaffe i en fandens fart for at sikre verdensfreden – om ikke andet den på Psykiatrisk Hospital..


Generet begyndte jeg at bemærke en markant ændring i stemningen på afdelingen. Personalet virkede irritable, stressede og enormt afvisende for alt udenforstående det administrative arbejde. Jeg hæftede mig ved et øget antal sygemeldinger, flere dobbeltvagter og endnu mindre tid til patienterne. Faktisk låste de sig kun ud af glasburet, når vi som spyfluer sværmede rundt udenfor PN-rummet, eller hvis der blev slået alarm, og personalet måtte storme ud for at afværge en nødsituation. (Potentielle selvmordsforsøg, udadreagerende adfærd eller ved kritiske manier.)

Jeg husker, at jeg i den periode følte mig i vejen og forstyrrende, når jeg havde brug for dem et kortvarigt øjeblik. De snerrede af os og affejede vores behov for daglig kontakt på rekordtid. I to dage i træk gik en ung ergoterapeut sågar ned af gangene med tårer i øjnene? Det påvirkede mig mere, end jeg umiddelbart kunne forestille mig. Må jeg minde jer om, at jeg ikke tackler afvisende adfærd specielt eksemplarisk..

Midt i ragnarokket gennemgik jeg nogle ubehagelige bivirkninger som følge af det antidepressive medicin, jeg var blevet taget af nogle dage forinden. Jeg blev overmandet af svimmelhed, kvalme og rystelser kombineret med førlighedsproblemer, synsforstyrrelser samt opkastlignende symptomer i dagevis. Som en kvinde i overgangsalderen haglede sveden af mig. På et tidspunkt blev jeg så desperat efter et afbræk, at jeg parkerede overetagen dybt inde i et køleskab blandt Letmælk og Kærgården for at vinde et øjebliks nedkøling.

Personalet havde ikke tid til at anse mig i forbindelse med mine umedgørlige afvænningsproblemer. Så udover at trække på PN (Pisse Nødvendig beroligende medicin), googlede jeg mig frem til diverse årsager. Samtlige steder læste jeg, hvordan bratte stop af medicin kunne sammenlignes med en heroinafvænning(!?). Forrygende, tænkte jeg. Lige hvad jeg manglede. En hero-afvænning..

Jeg forsøgte forgæves at forkorte bivirkningerne ved hjælp af middagslure, som resulterede i nogle uudholdelige mareridt, hvor jeg vågnede op i en pøl af sved og grædefærdig. Jeg forhørte mig efterfølgende i desperation blandt de andre patienter, om de havde oplevet noget lignende. Størstedelen kunne nikke genkendende til min situation. En ung pige var endda faldet ned af trapperne i sit hjem grundet førlighedssvigt – og var som følge af hændelsen blevet indlagt kort efter.

fullsizerender2Mens jeg forsøgte at rumme min egen tilstand, gennemgik en håndfuld af de øvrige patienter nogle langt sværere problematikker. En havde i desperation kradset huden af sin underarm, en anden smadrede glasgentande for at gøre skade på sig selv, en tredje blev indlagt på Kommune Hospitalet i forbindelse med et selvmordsforsøg (overdosis), en fjerde patient var på vej op i en svær psykotisk mani – og en femte bragte alles pis i kog med kønsdiskrimerende udtalelser og upassende seksuelle antydninger. Åha..

Ydermere blev jeg i samme uge for første gang konfronteret med en psykisk sygdom i maksimalt udbrud. Imens størstedelen af os sad på vores apatiske flade i rygegården og gjorde dagens gode gerning (kæderøg), dukkede to uniformerede politimænd op på afdelingen med en forholdsvis ung herre i deres varetægt, som tilsyneladende skulle tvangsindlægges. Årsagen er underordnet, men kortvarigt efter hans ankomst, sluttede han sig til festlighederne i en kritisk (og skræmmende) ‘virkelighedsfjern’ tilstand.

Hans øjne cirkulerede rundt i hovedet på ham, som et roterende roulettehjul. Benene trampede uroligt i plankerne under ham, og han talte (usammenhængende og uforståeligt) som et vandfald. Sproget var et uorganiseret kaos af fremmedeord.

Han startede forholdsvist jordnært ud med instrukser om, hvordan en retmæssig kommunikation mellem mennesker skulle udføres. Herefter nævnte han at være det eneste menneske på moder jord, som var oplyst. Mere præcist var han den eneste, der var i besiddele af ‘Sandheden’.

I følge sig selv var psykiatrien på verdensplan en korrupt instans, hvis eneste formål var at udrydde samfundets sårbare. Han var i øvrigt også den eneste, der lå inde med løsningen på problematikken, naturligvis. Først og fremmest skulle alle psykiatriske hospitaler omgående rives ned til grunden, al medicin skulle brændes på et bål, og slutteligt skulle alle registrerede psykiske lidelser slettes fra listen over anormaliter/afvigelser fra normen. Så langt, så godt..

Galskaben indtrådte dog for alvor først, da han annoncerede at kunne visualisere min underbevidsthed. Dét var sgu alligevel imponerende, tænkte jeg. Det har taget jeg selv, psykiatrien og resten af Danmark 28 år at brække den dør op. I dag kan jeg godt ærgre mig over, at jeg ikke lod ham fremlægge sine teorier – om ikke andet for morskabens skyld.. Et par dage senere blev han flyttet til anden afdeling med ekspertise indenfor paranoid skizofreni.

Efter min udskrivelse mødte jeg den selvsamme mand ved en scan-selv kasse i Føtex. Han hilste høfligt på mig og ønskede mig held og lykke fremover samt en god dag. Jeg blev efterladt mundlam over, hvordan han uden problemer kunne fungere som en helt almindelig borger kontra den tilstsand, han befandt sig i under sin indlæggelse. I det øjeblik fik jeg den største respekt for hjernens kompleksitet.

Forsættes…

Læs evt. Del 2 / Del 4

Del 2: Hospital-selfies og 3,5 uges indlæggelse

julimariHej kære I. Nu er jeg langt om længe klar med 2. del af min personlige indlæggelses-følgeton. Hvis i har lyst, kan i læse 1. del HER. Jeg beklager, at det har taget mig 14 dage (!!) at diske op med en opfølger, men gennemsigtighed fremprovokerer nogle meget ambivalente følelser for mig. Derfor kan jeg kun overkomme at skrive dem i mit eget tempo. 🙂

I det tidligere indlæg fortalte jeg bl.a. om, hvordan angst altid har hængt på mig som en siamesisk tvilling, jeg ikke har kunnet separere mig fra. Selv når jeg sov, blev jeg forfulgt af modbydelige night-terrors, hvor jeg vågnede op badet i sved med hjertebanken og tårer trillende ned af kinderne. Som et tvangsægteskab mellem jeg selv og mit værste mareridt.

I begyndelsen af mine teenageår udviklede min angst sig til også at omfatte det sociale aspekt. Jeg tror ubevidst, jeg frygtede, at mine klassekammerater ville udstøde mig fra fællesskabet, hvis de havde et reelt kendskab til mit kontrastfulde liv, mit sande jeg og mine tanker. Det har været forfærdeligt anstrengende at skulle gemme sig i et selvkonstrueret fængsel i så mange år.

Jeg har i øvrigt stor forståelse for, at angst kan virke som en diffus ting for de af jer, der (heldigvis) aldrig har døjet med det. Helt lavpraktisk havner man oftest i risikozonen for angst, hvis man vokser op i utrygge og uforudsigelige rammer. Dog må jeg hellere skynde mig at tilføje, at jeg formentligt har været mere disponibel end andre grundet mit tunge sind.

Årsagen til at jeg vælger at dele nogle af de tungere tidspunkter i mit liv, er egentligt ret simpel. Min målsætning er at skide et stort hul i min angst for åbenhed – og dermed tillade andre mennesker at se og mærke mig, nøjagtigt som jeg er. Fyldt med mangler og anormaliteter.

Jeg har altid haft en kødædende ensomhedsfølelse, fordi jeg har for vane at holde alle omkring mig på afstand. (Lang afstand). På et tidspunkt i min barndom lærte jeg, at hvis jeg havde nogen som helst intentioner om at overleve, måtte jeg tilsidesætte mine følelser. Alle mine følelser. Hvis jeg lyttede til dem, ville jeg endegyldigt kollapse uden mulighed for at rejse mig igen.

Sagen er nu den, at jeg ikke længere lever i alarmberedskab, hvorfor det er essentielt for min videre udvikling, at jeg bryder et gammelt – og næsten rustent mønster, hvis jeg skal skabe en reel chance for mig selv i livet.


DEN FØRSTE UGE SOM PATIENT

img_3391Forsættelse på del 1: Under en time efter lægesamtalen blev jeg eskorteret ned på afdelingen for mani og depression af en ansat fra Modtagelsen. Jeg tror egentligt ikke, at jeg forstod, hvad en indlæggelse eksakt indebar. Så langt havde mine tanker slet ikke betrådt, da mit eneste fokus var at blive psykisk omfavnet.

Hvad, jeg til gengæld forstod var, at jeg ikke længere blev efterladt alene i rendestenen med mit selvdestruktive sind, der trampede mig halvt til døde fra alle tænkelige vinkler. Det faktum var alt, jeg behøvede at vide på daværende tidspunkt. Hudløst ærligt, var jeg parat til at snitte håndleddene op for øjnene af den stakkels læge, hvis han afviste mig. Sådan et syn må være dybt traumatiserende – uanset profession. Men jeg har efterhånden erfaret, at desperation er en meget, meget farlig tilstand!

Da personalet låste os ind på afdelingen, blev jeg tildelt et forholdsvist stort ‘værelse’ med eget bad, der luksuriøst var udrustet med en justerbar gulvvarme. Selve værelset derimod var knap så opløftende. Det indeholdt en hospitalsseng, et rullende natbord, et indbygget skab i bøgetræ, et skrivebord og en stol. På de klinisk hvide vægge hang en enkelt opslagstavle, som var betrukket i lysegråt stof, hvorpå en tidligere patient havde skrevet noget ulæseligt – muligvis på arabisk? Af sikkerhedsmæssige årsager, var der ingen tegnestifter på tavlen, hvilket fik mig til at betvivle dens egentlige funktion?

Da det langt fra er alle, der lader sig frivilligt indlægge, er samtlige vinduer skamsikret for potentielle flugtforsøg – især på værelserne. I siderne hang nogle ternede gardiner og flagrede i gule, røde og grønne farver – måske blandt de grimmeste, jeg til dato har set. Alt i alt: Et usædvanligt kønsløst og depressionsfremkaldende værelse. Men det er vel også sagen uvedkommende..

Lige efter jeg blev vist ind på værelset, gennemgik personalet min taske for farlige genstande, euforiserende stoffer og andre selvskadende objekter. Som om jeg ville medbringe den slags remedier, når jeg kort forinden lå i knæ og tiggede om at blive grebet. Men jeg skønnede, at disse protokoller var dybt nødvendige i mange tilfælde, hvorfor jeg vurderede, at det nok ikke var tidspunktet at være provokerende på.

Jeg blev overladt til mig selv i et par minutter, inden en ung ergoterapeut (??) bankede på døren og ængsteligt præsenterede sig som min kontaktperson for aftenen. I hænderne bar hun et spørgeskema, som vi åbenbart skulle udfylde med det samme. Jeg var overhovedet ikke i humør til at tale med hende, da vi åbenlyst var jævnaldrende – og jeg stærkt havde behov for en autoritet, jeg ikke kunne løbe om hjørner med. Det tog mig f.eks. ikke mere end 15 sekunder at affeje skema-idéen med begrundelsen: ‘Jeg gider det simpelthen ikke’.


Næste morgen, søndag, vågnede jeg fuldt påklædt kl. 05.15 med rygsmerter, hold i nakken – og ekstremt kaffeabstinent. Jeg var tilsyneladende blevet overmandet af søvnen, inden jeg nåede at klæde mig af. Selv mine Vans var forsat bundet om fødderne.

Jeg tog min jakke om skuldrene og listede ud til personalet, som sad aflåst og isoleret fra resten af afdelingen i et ‘glasbur’, som var vi en flok vilde aber, man undgik at være i nærheden af. Jeg må indrømme, at jeg var utrolig ambivalent overfor psykiatrien. På den ene side var jeg dybt taknemmelig for, at de endelig indlagde mig. På den anden side besad jeg et blussende had til dem, fordi jeg følte et massivt svigt. I visse situationer måtte jeg anstrenge mig (kraftigt) for at tilsidesætte sidstnævnte – for at få min vilje.

Jeg bankede stille på glasburets vinduer og afventede en ansat, der ville åbne døren for mig. “Heeej. Må jeg gerne bede om en kop kaffe?” Sygeplejersken gik hen til kanderne for at tjekke, om de havde mere tilbage. Heldigvis fyldte hun en kop og overrakte den til mig med et omsorgsfuldt smil. “Tusind tak! En sidste ting.. Må jeg gerne gå ud og ryge?” Egentligt blev der først serveret kaffe til patienterne mellem 8:30-9:00 i weekenderne – og rygegården var typisk også aflåst mellem 24-06 (!?) Men på trods af diverse politikker, fik jeg alligevel lov.

Udenfor parkerede jeg måsen på en sort klapsammen stol fra IKEA, tændte en cigaret og betragtede natten, der så småt blev blev domineret af solopgangen. Naturen udenom var betagende! Grønne, nyklippede græsplæner, smukke frodige træer, og man kunne endda se ned til det krystalklare havvand. Et livsbekræftende syn – med undtagelse af et 6-8 meter højt grønt stålhegn, der separerede os fra den øvrige verden, naturligvis. Nok se, men ikke røre..

Mens jeg sippede af den flade filterkaffe, gik døren til rygegården op, og en anden patient trådte ud på terrassen for at tænde en cigaret. Man skulle nok ikke tro, at jeg befandt mig i den mest snakkesaglige tilstand på daværende tidspunkt – men selskabet var et kærkomment afbræk fra mit kedsommelige tankemylder.

Søndagen blev ikke brugt på så meget andet end at mingle med de øvrige patienter og tømme den ene pakke cigaretter efter den anden. Det overraskede mig, hvor gode størstedelen af mine medpatienter var til at fornemme, hvorvidt jeg havde lyst til at snakke eller ej. På trods af vores åbenlyse forskelligheder, eksisterede der en slags social kode, hvor vi respekterede hinandens grænser i det omfang, vi var i stand til. Jeg ved ikke, hvad jeg forventede, men det gjorde mig tryg og delvist afslappet. Lad os have in mente, at jeg aldrig har oplevet at være afslappet.


UDREDNINGEN

fullsizerenderEfter weekenden startede kaosset. Lægerne mødte forvildede (og meget travle!) ind på afdelingen om morgenen for at skemalægge, hvem der skulle prioriteres den pågældende dag. Omkring kl. 9:00 i hverdagene blev listerne offentliggjort for os. Overraskende nok stod jeg anført som en af de første til en samtale med afdelingens ’superstjerne’ med speciale indenfor bipolar affektiv lidelse.

Da jeg blev kaldt ind i et trængt inspirationsforladt samtalerum, ville han tale om min opvækst. Jeg tog en dyb indånding og en slurk af min kaffe, som allerede var blevet halvkold, inden jeg påbegyndte min livshistorie med et trættende suk. “Hvorfor læser du ikke bare journalen,” tænkte jeg. Der kunne efterhånden næppe mangle et komma.

Det mindede mig om min fødselsdagsdag i april, hvor jeg endnu en gang tog ud i Modtagelsen. (Som nævnt i Del 1). Jeg havde udformet en udspecificeret oversigt over mine anormaliteter i punktform fordelt på tre A4-sider, som jeg overrakte til lægen med beskeden: “Værsgo’, læs det her.. For jeg orker ikke længere at gentage mig selv herude.”

Anyway.. Jeg tænkte, at Superstjernen nemt kunne fornemme min åbenlyse irritation, hvorfor han let og elegant sprang videre til hændelsesforløbet op til min indlæggelse. Klogt. Til mit relative intense nedbrud i tiden forinden responderede han med et stille: ‘Wauw’, imens han tastede løs på computeren foran sig. Måske ikke den mest motiverende kommentar, eftersom jeg i forvejen havde nogle seriøse forbehold ved at åbne mig op.. Derudover handlede samtalen primært om at få styr på formalia, inden han kunne slange sig ind på mine lidelser.


Den efterfølgende dag blev jeg tildelt endnu en udredningssamtale, som skulle vise sig at være den længste, hårdeste – og mest drænende for min psyke. Jeg vidste, at jeg var nødt til at vende vrangen ud på mig selv, så kødet på hver en kant og hvert et hjørne kunne blændes af projektøren (lægen). Jeg måtte forcere mine hænder ned gennem svælget, grave alle mine hemmeligheder frem, trække dem op fra mavesækken og videre ud gennem spiserøret til kvælningspunktet. Bare tanken gav mig koldsved.

Hvis jeg derimod ikke gjorde det, ville det hæmme hans chance for at stille den/de rigtige diagnoser. En korrekt diagnosticering er essentiel i forbindelse med, hvilken medicin man bliver tildelt samt den fremadrettede hjælp. Den næststørste problematik var, at min tålmodighedskvote var ved at svinde ind til ‘ikke eksisterende’ – og min tillid til psykiatriens kompetencer var uhyggeligt skrøbelig.

Samtalen omhandlede mine adfærdsmønstre, så han kunne få indblik i de personlighedsforstyrrelser, jeg i forvejen godt vidste, at jeg led af. På trods af mit kendskab til dem, var det ekstremt grænseoverskridende for mig at nævne alt, hvad jeg var flov over ved min personlighed. Jeg husker, at jeg i topfart ridsede hele lortet op for at undgå at lade mig påvirke af det. En ting er at være bevidst om, hvad jeg fejler (i smug), en anden er at fremlægge min forskruede og pinagtige adfærd for andre.

Slutteligt krævede jeg, at vi talte om mine kronisk mørke depressioner. Jeg havde en fornemmelse af, at han ikke anerkendte dem for den enorme hæmsko, de var for min hverdag, min livsglæde og min generelle eksistens. Da jeg forklarede ham om mine bekymringer, så han blot på mig med sammenknebne – næsten skeptiske øjne, som om han betvivlede min oprigtighed. (BOOOOM!)

I samme sekund gjorde jeg en definitiv ende på samtalen! Jeg rejste mig øjeblikkeligt fra stolen, forlod hastigt lokalet og satte direkte kurs mod rygegården, hvor jeg smækkede døren bag mig og råbte: “Hold kæft et inkompetent imbecil!!” Min vrede brændte i mig helt nede fra tåspidserne, videre op til maveregionen og slutteligt spredte ildebranden sig til brystet, som at blive stranguleret af røgforgiftning. Selv mine ører blev postkasserøde af raseri.

De øvrige patienter reagerede prompte: “Hvad sker der, Julie??” Med rystende hænder tændte jeg arrigt en cigaret og forsætte: “Han nægter fandeme at anerkende min depressive side på trods af, at jeg har været deprimeret, siden jeg var barn!! Det kan da for helvede ikke være det store mysterium, eftersom jeg ikke kan udrette noget som fucking helst i mit liv, fordi jeg sover dagene væk!”

En af patienterne var så betænksom at hente en friskbrygget kop kaffe til mig, mens de andre forsøgte at berolige mig med forsikringen om, at han var den dygtigste læge, de til dato havde haft et forløb med. Han var ikke den slags læge, der udtalte sig om sine observationer/tanker, før det stod klokkeklart for ham, hvad man fejlede. Egentligt en utrolig professionel tilgang til sit arbejde og til os.

Det kunne jeg naturligvis ikke se i den pågældende situation, eftersom min emotionelle personlighedsforstyrrelse gjorde det komplet umuligt for mig at anse samtalen som værende andet end ekstremt underkendende. Når jeg får en følelse af at blive overset/hørt eller blive unfair behandlet, slår det på et splitsekund klik i min hjerne. Faktisk på et niveau jeg ikke selv kan styre eller indskrænke. Mit eksplosive udbrud gjorde det uden tvivl lettere for ham at diagnosticere mig to dage senere..

fullsizerender1Ved min 3. udredningssamtale, onsdag, lagde jeg usamarbejdsvilligt ud med beskeden: “Jeg kan ikke forholde mig til noget som helst, du siger – før du forsikrer mig om, at du har forstået mit kæmpe problem med depressioner! Altså jeg rejser mig direkte op og skrider, hvis du nægter at acceptere det.”

Jeg kunne godt fornemme, at han følte sig trængt op i en krog, specielt fordi jeg vidste, at han nægtede at gå på kompromis med sin arbejdsfacon. Men eftersom jeg møgstædigt gjorde store øjne, der understregede min udtalelse, var han tvunget til at sige et eller andet. Han afvig fra øjenkontakten et øjeblik, mens han formentligt (lydløst) evaluerede sit næste træk.

“Jeg anerkender, at du har tilbøjelighed til at blive depressiv, Julie. Vi skal bare finde ud af, hvordan vi opfatter depression – og hvilke typer, der er tale om,” svarede han. Hvad fanden skulle det betyde? Tilbøjelighed til? Opfatter? Det var sgu da et lortesvar, tænkte jeg. “Det gjorde mig så på ingen måde mere rolig! Hvad mener du med, hvordan vi ‘opfatter’? Det er vel ikke så svært at forstå, at jeg aldrig rigtigt har oplevet andet end at være deprimeret?!” Udbrød jeg frustreret.

“Jeg betvivler ikke din depressive side. Og derfor bør vi fokusere på de andre problematikker for at kunne stille de retmæssige diagnoser,” supplerede han. Den sætning kunne jeg godt acceptere, hvorfor vi kunne fortsætte udredningen..


Torsdag, den afsluttende udredningssamtale, delte han endelig alle sine tanker, observationer og stillede mine diagnoser uden den mindste tvivl: Bipolar med hang til depression samt en emotionel og ængstelig personlighedsforstyrrelse. Jeg kunne langt om længe ånde lettet op. Aaaaah!

Jeg har taget antidepressiv medicin de sidste tre år, som han konstaterede havde forværret min tilstand markant. Han tog mig derfor omgående af den og erstattede den med bedre tilpassede præparater – heriblandt stemningsstabiliserende medicin.

Samtalen sluttede med at jeg klappede ham på ryggen med kommentaren: “Tak for din hjælp! Du er sgu god nok.” Han smilte over hele femøren og supplerede: “Du har klaret det flot, Julie! Du er en usædvanlig stærk pige.” Jeg fik tårer i øjnene over, at det endelig var overstået og fejrede det med 3-4 cigaretter i streg. Så langt så godt..


Dagen efter oplevede jeg (til min store overraskelse) et komplet nervesammenbrud kombineret med et massivt angstanfald. På trods af den kæmpe lettelse det var for mig endelig at blive anerkendt for mine sygdomme, var det samtidig også med til at virkeliggøre, hvor meget jeg egentligt fejler. Det hele blev pludselig så forbandet overvældende. Hvordan fanden i helvede skulle jeg tackle både at være bipolar og derudover være belastet af ikke én men TO personlighedsforstyrrelser?!

Samtidigt var jeg overbevist om, at det ville skræmme alle levende væsener meget langt væk. Hvem kunne nogensinde elske og acceptere ét så forstyrret pigebarn, som mig?! Jeg besad ikke den mindste tvivl om, at jeg skulle forblive ensom resten af mit liv. Min verden smuldrede for øjnene af mig. Jeg kunne slet ikke holde ud at være i den krop, som jeg var fængslet i på livstid.

Jeg lå i sengen og græd hver en dråbe af min kropsvæske ud med så stærk en kraft, at den føltes ustoppelig. Efter nogen tid kom personalet spurtende ind på værelset og prøvede ihærdigt at finde hoved og hale i, hvad der foregik.

En sygeplejerske arrangerede en varmepude til mig, en anden forsøgte sig med NADA (akupunktur) og en tredje (ergoterapeut) drejede forvildet rundt om sig selv og foretog sig absolut ingenting. Eftersom jeg besidder en iøjnefaldende nålefobi, skreg jeg af angst og befalede, at hun øjeblikkeligt fjernede nålene fra mit ansigt og mine fingerspidser.

Da alle andre muligheder så småt blev udtømt, fik jeg fra den dag ordineret beroligende medicin som PN: pro necessitate (Efter behov) – eller på dansk: ‘Pisse Nødvendigt!’

Forsættes…

Læs evt: Del 1 / Del 3 

Del 1: Hospital-selfies og 3,5 uges indlæggelse

image115Hej Roots! 🙂 Jeg har sovet som et mæt og tilfredst spædbarn siden tirsdag, hvor jeg blev udskrevet fra Psykiatrisk Hospital – ovenpå 3,5 uges lærerig indlæggelse. På trods af den gode søvn, så er det alligevel surrealistisk at være tilbage i sine egne rammer igen!

Ærligt, frygtede jeg, at det skulle blive en angstprovokerende oplevelse at vende tilbage til den scene, hvor jeg kollapsede psykisk. Jeg frygtede at minderne fra en ufattelig mørk periode ville overvælde mig – og atter tvinge mig i knæ. Men heldigvis var det ikke tilfældet for mig. Da jeg låste mig ind i lejligheden, efter min udskrivelse, oplevede jeg en meget speciel lykkerus, som jeg ikke har oplevet i lang tid. Alt så pludselig så levende og lyst ud?

Det var samtidig lettende for mig at se, hvordan mine planter har vokset sig endnu større. (Jeg har heldigvis haft en fantastisk lillesøster, der har ageret plantemor, mens jeg har været indlagt.) Hun beklagede sig dog lidt over, at det tog hende en halv evighed at vande dem allesammen, haha.

Sagen er dog den, at jeg har gået og summet lidt over, hvorvidt jeg skulle inkludere jer i mit sygdomsforløb eller ej. For selvom det har været en utænkelig lettelse for mig endelig at få stillet en diagnose (bipolar – med mere), så befinder jeg mig samtidigt i en ekstremt sårbar situation, hvor jeg har brug for ro, forståelse og støtte i mit liv.

Samtidig føler jeg også, at mit væsen alene er for småt til at rumme min nye virkelighed. Desuden er min blog så stor en del af mit liv, at det næsten ville være en umulig opgave for mig at tilbageholde, hvad der foregår. Så med en god portion ambivalens har jeg besluttet mig for at inkludere jer i det omfang, jeg på nuværende tidspunkt kan overskue.


TIDEN FØR MIN INDLÆGGELSE

image27Først og fremmest er det vigtigt at fastslå, at jeg altid har været svært belastet af et tungt sind – Selv som barn. Som en slags kontaktlim har depression og angst altid været en dominerende del af mit liv.

I denne omgang er det et mysterium for mig, hvornår det for alvor begyndte at gå ned ad bakke. Den slags kommer i mit tilfælde oftest snigende – og før jeg ved af det, har mørket omsluttet mig med så stor en magt, at jeg pludselig føler mig komplet hjælpeløs og tilfangetaget af mit eget sind.

Dog husker jeg, at jeg tilbage i januar måned, begyndte at mærke en markant ændring i mit humør. Mit overskud blev kraftigt reduceret, jeg sov dagene væk, tog ikke telefonen og orkede slet ikke at lave mad. Alt, hvad der kunne kategoriseres som huspligter/daglige gøremål, blev fuldstændig ligegyldige for mig – Hvorfor jeg primært levede af pizza, McDonalds mad og færdigretter fra Føtex, så jeg også slap for opvasken..

På min fødselsdag i april, havde jeg ikke længere kræfter, lyst eller gåpåmod til at bekæmpe mine tilbagevendende dybe depressioner. Så i desperation kontaktede jeg Modtagelsen på Psykiatrisk Hospital i håbet om, at de denne gang ville assistere mig ud af det levende mareridt, jeg befandt mig i. Desværre er virkeligheden den, at jeg de sidste 7 år er blevet afvist af psykiatrien med beskeden om, at jeg blot led af ‘psykiske overbelastninger’, som følge af et hårdt liv. (Den historie gemmer jeg dog til en anden gang.)

Anyway.. Jeg havde en samtale med en læge, der iværksatte en ambulant udredning fra bunden af. Hvilket betyder, at man bliver sendt hjem igen, men bliver indkaldt til udredningssamtaler med henblik på at få stillet en eller flere diagnoser. Problemet ved denne fremgangsmåde, er, at jeg blev efterladt alene med mit sind, igen.

Jeg mødte op til de første to udredningssamtaler, men efterfølgende havde jeg hverken tålmodighed eller kræfter til at tage bussen derud. Jeg følte mig så hjælpeløs og ekstremt deprimeret. Fra april til medio juli, hvor jeg endelig blev indlagt, befandt jeg mig i en slags limbo, hvor jeg konstant balancerede psykisk mellem liv og død. Mine selvmordstanker var efterhånden blevet så overtagende, at jeg flere gange dagligt blev konfronteret med valget om at leve eller dø.

image115Jeg benyttede mig derfor af alle tænkelige flugtveje fra min tilstand. Jeg gik i byen hver eneste dag og forsøgte desperat at undertrykke mit roterende tankemylder. Jeg blev skødesløs med min krop og havde sex med mænd, jeg ellers aldrig ville have skænket et øjekast. Men opmærksomheden formåede at holde mig kunstigt i live.

En aften i starten af juli fik jeg så meget at drikke, at bartenderen nægtede at servere mere alkohol for mig. Den aften aner jeg simpelthen ikke, hvordan jeg kom hjem. Men i min rus havde jeg naturligvis glemt min taske i baren, og sad derfor udenfor min dør kl. 3 om natten uden nøgler – og forsøgte at komme i kontakt med en låsesmed. Faktisk var det min nabo, som sørgede for, at låsesmeden kom, da jeg hverken var i stand til at tænke eller tale.

Efter den episode gik det op for mig, hvor langt ud jeg efterhånden havde svømmet. I stedet for at flygte fra mit sind, følte jeg mig pludselig nødsaget til at vende om – og sætte kurs langt ind i mig selv. Så langt at det muligvis ville ødelægge mig. Jeg vidste, at sandheden havde potentiale til at destruere mig. Modsat håbede jeg på, at det ville give psykiatrien nok materiale til endelig at hjælpe mig.

I ugerne op til min indlæggelse foretog jeg mig intet andet end at researche alle tænkelige diagnoser med et ‘åbent sind’. Dog var jeg samtidig godt klar over, at researchen alene ikke var tilstrækkeligt i forhold til at rejse ind til kernen i mig selv – jeg var nødt til også at foretage en såkaldt ‘bevidsthedsudvidelse’.

Jeg havde før læst om lignende eksperimenter – dog ved hjælp af LSD. Men eftersom jeg er rædselsdagen for psykedeliske stoffer, erstattede jeg ingrediensen med skunk. Så jeg drak (primært whisky) og røg en hulens masse græs – så meget at jeg næsten blev resistent overfor rusen. Desto tættere jeg bevægede mig ind til kernen, desto dårligere fik jeg det. Men på trods af elendigheden gav kombinationen af research og bevidsthedsudvidelse overraskende nok pote! Jeg blev fuldstændig klar over, hvad jeg fejlede – og endda også hvorfor. (Jeg vil samtidig gerne understrege, at jeg ikke anbefaler nogen at foretage samme eksperiment!)

Jeg fandt ud af, at jeg er bipolar – en sygdom, jeg desværre har arvet fra min farmor. (Jeg vender tilbage til, hvad sygdommen omfatter i et kommende indlæg.) Derudover har jeg i forlængelse af et hårdt liv udviklet en emotionel og ængstelig personlighedsforstyrrelse. På trods af at jeg sejrede i forhold til mit ‘eksperiment’, så tog opdagelserne hårdere på mig, end jeg forventede. Det var ufatteligt svært at erkende, at det selvbillede jeg havde skabt, var fuldstændig forvrænget.

Et par dage efter realiseringerne satte jeg mig opgivende på gulvet i min entré med et tomt og følelsesforladt blik i øjnene. Jeg var fuldstændigt parat til at give op. Helt op. Jeg havde efterhånden udtømt min energi- og overskudskvote, så der ikke var mere tilbage til at bekæmpe flere problemer, depressioner, tankemylder, nederlag og afvisninger. Alt blev pludselig så fandens uoverskueligt. I dét øjeblik evaluerede jeg grundigt, om jeg skulle afslutte min rejse i livet.

Jeg ønskede inderligt ikke at dø, det har jeg reelt aldrig ønsket, men hvis ikke jeg fik øjeblikkelig hjælp, var jeg absolut ikke interesseret i at forsætte tilværelsen. Så i et aller sidste forsøg ringede jeg til et akutteam, som heldigvis tog min situation dybt alvorligt – og eskorterede mig ud på Psykiatrisk Hospital med det samme.

I Modtagelsen kom jeg næsten uden ventetid (hvilket er sjældent!) ind til en læge – en meget empatisk en af slagsen. Jeg fortalte ham om hele mit forløb op til tidspunktet, jeg blev hentet af akutteamet – samt de opdagelser jeg havde gjort mig omkring, hvad jeg fejler. Jeg gjorde det samtidig også klart for ham, at hvis de afviste mig endnu en gang, ville jeg øjeblikkeligt smadre et eller andet i lokalet og snitte håndledende op. Jeg nægtede hårdnakket at vende tilbage til det samme mareridt en gang til!

Til min store overraskelse omfavnede han mit ønske om indlæggelse – og her startede min 3,5 uge som patient.

Forsættes..

Læs Del 2: HER.