Hvad betyder det egentligt at have angst?

image1Hvad er det der ‘angst’ egentligt for noget? Og hvordan forklarer man det til nogen, som ikke har erfaring med det? Det synes jeg faktisk er en udfordring, og derfor er det måske ligeså problematisk for andre at forstå, hvad angst egentligt betyder – og hvordan det hæmmer én i dagligdagen og i livet generelt. I følge Netdoktor er ca. 20% af befolkningen ramt af angst, herunder flere kvinder end mænd.

Selvom angst ‘kun’ udgør en procentdel af, hvad jeg fejler, så har det alligevel haft nogle fatale konsekvenser for mig i mit ungdomsliv i form af uddannelser, arbejde, sociale netværk og forhold. Selv i dag ville jeg ikke være i stand til at deltage i en klasseundervisning af frygt for at blive spurgt om noget. Bare tanken om at skulle fremlægge, kan næsten fremprovokere panikangst, som jeg vil vende tilbage til.

I forlængelse af min personlige føljeton (HER), har jeg modtaget en god portion henvendelser fra andre, der ligesom jeg, også lider af angst, endda også henvendelser fra pårørende til angstplagede. Hvad, der er vigtigt at fastslå er, at angst er en diagnose – og dermed en psykisk lidelse. Jeg tror desværre, at mange underkender omfanget af sygdommen, og det er bl.a. derfor, at jeg har valgt at skrive dette indlæg for at skabe indsigt og klarhed.

Angst er en kombination af arv og miljø, hvilket vil sige, at det til dels er en medfødt sårbarhed, men som ligeså vel kan udløses, hvis man er vokset op i utrygge, uforudsigelige og ustabile rammer. Har man f.eks. haft en barndom, hvor man har levet i et kronisk ‘alarmberedskab’, er man yderligere disponibel for at få angst.

Der findes 6 forskellige former for angst, der alle har nogenlunde samme symptomer som f.eks.: Hjertebanken, svedeture, synsforstyrrelser, ud af kroppen oplevelser, rødmen, kvælningsfornemmelser, trykken for brystet, uvirkelighedsfølelse, uro og svimmelhed. Nedenfor har jeg lavet en oversigt over de forskellige former for angst.

  1. Agorafobi: Angst for at bevæge sig udenfor hjemmet, på åbne pladser eller sociale sammenhænge med mange mennesker til stede. Det kan også være angst for at køre i bus, tog eller stå i kø i supermarkedet af frygt for at få et panikanfald, hvor der ikke findes en hurtig flugtvej til det sikre – f.eks. sit hjem.
  2. Socialfobi: Overdreven angst i sociale situationer og generelt samvær med andre mennesker. Man er bange for at blive kritisk iagttaget, komme til at opføre sig pinligt eller være i fokus. Oftest undgår en person med socialfobi samtlige former for menneskekontakt, og man bekymrer sig meget på forhånd over kommende sociale begivenheder. Har man f.eks. fået sig en ny kæreste, er det ofte en angstprovokerende situation at skulle introduceres for svigerfamilien – faktisk kan man overveje at slutte forholdet af den årsag.
  3. Enkelfobi: Angst for f.eks. mørke, edderkopper, tandlægebesøg, slanger, fugle, små lukkede rum, højder eller synet af blod, som man i nogle tilfælde kan besvime af. Enkelfobi er mere almindeligt, da vi næsten allesammen har en i højere eller mindre grad.
  4. Panikangst: Intens, uudholdelig og voldsom angst – nærmest rædsel, der udløses som et lyn fra en klar himmel – fuldstændig uventet. Efter flere episoder kan man så småt se et mønster af specifikke faktorer, der udløser panikanfaldende, som f.eks. når man færdes blandt mange mennesker.
  5. Generaliseret angst: Kronisk angst i form af uro, anspændthed eller ængstelse, der ikke angår noget specifikt. Den manifesteres i overdrevne bekymringer om f.eks. mulige ulykker, død, helbred, daglige gøremål, økonomi, arbejde osv.
  6. Blandet angst – depressionstilstand: Når angst udløser en depression eller modsat en depression udløser angst.

Personligt har jeg været plaget af alle 6 former for angst, hvor det nu er reduceret til 4 ud af 6. Hvis jeg skal udpege den tungeste form for angst, så er det socialfobi. Når man undgår sociale situationer og generelt menneskelig kontakt, er konsekvensen heraf (for mit vedkommende) en udhulende ensomhedsfølelse, som kan føles kvælende.

Derimod er panikangst noget af det mest ubehagelige jeg til dato har oplevet. Faktisk kan anfaldene være af så intens karakter, at jeg har følt, at jeg skulle dø. Oftest udløses mine panikanfald i sociale sammenhænge eller i konfronterende situationer.

På trods af at mit indlæg er en beskeden størrelse, så håber jeg alligevel, at det kan være et led til forståelse for sygdommen. Hvis det har jeres interesse, har jeg også skrevet lidt om, hvordan angsten hæmmer mig i dette indlæg. ♥

 

5 ting jeg drømmer om i mit liv!

img_3881

  1. At sammenfatte alle mine mangeårige skriverier til en bog. Siden folkeskolen, hvor man skulle aflevere stile i Dansk, er jeg blevet opfordret til at omfavne min såkaldte ‘evne’ til at formidle. I forhold til min ængstelighed og ambivalens er jeg selvfølgelig ved at skide mine indvolde ud ved tanken om at skulle dele mine traumer. Tænk, hvis alle vender mig ryggen, efter jeg for første gang i mit liv tager masken helt af. Det er jeg ikke sikker på, at jeg kan holde til. Modsat har jeg en stor længsel efter at ‘owne’ mit shit (læs: liv), altså acceptere de sidste 28 (meget lange) år for dermed at vinde styrke til at kvæle den forbandede angst. Mon jeg tør?
  2. At øve mig i udelukkende at tage afsæt i mit eget følelsesliv og mestre at forblive i min egen krop – så jeg dermed ikke sidder fast i et uendeligt hjul af frygt og bekymringer for afvisninger som følge af andres følelser, adfærd og udsagn. Jeg er rykket en lille smule tættere på mig selv de sidste par måneder, men der er stadig lang vej hjem.
  3. At finde ud af hvad jeg reelt har at tilbyde en fremtidig kæreste? Lad mig skitsere et billede af min virkelighed: Jeg er bipolar med et par forstyrrelser på sidelinjen, som ind i mellem gør mig meget svær at omgås, kommunikere med og forstå. Jeg er mor, men er efterfølgende frivilligt blevet steriliseret, hvorfor jeg ikke kan tilbyde en mand uden børn en familie. Jeg har en vanvittig mani-gæld, som er højere end Mount Everest, hvilket forhindrer mig i nogensinde at kunne købe et hus eller en lejlighed. (Med mindre jeg vinder i Lotto – eller arver et tungt beløb fra et familiemedlem, jeg ikke vidste eksisterede). Min angst spænder desuden også ben for at skulle introduceres for en svigerfamilie. Hmm.. Hvis jeg knækker den kode, er jeg ret sikker på, at min selvværdsfølelse vil stige betydeligt.
  4. At holde et foredrag! Det ville være den vildeste adrenalinrus i verdenshistorien, eftersom jeg er så angst for at ‘fremlægge’ eller være i fokus helt generelt. Jeg får altid en instinktiv lyst til at løbe, simpelthen skåne mig selv for situationen. Men tænk hvis jeg bare gjorde det alligevel. Måske jeg nok ville sluge en beta-blokker en time inden for ikke at falde om af hjertestop? Uanset ville det være den største personlige sejr for mig i årevis.
  5. At læse sociologi. Jeg tænker rigtig meget på den uddannelse, da den har sværmet i baghovedet i årevis. Selvom det er fantastisk at beskæftige sig med personlig udvikling, boligindretning, kunst og design, som fylder mig med mere glæde, end jeg havde forstillet mig, så længes min hjerne også efter dybere stimulering. Feltet har min fulde interesse, faktisk er jeg som en svamp, der suger al information til sig. Jeg savner at kunne fordybe mig i noget, som ligger placeret uden for mit hjem – og udenfor min krop.

Men ligesom alle andre mål, ønsker og forestillinger om fremtiden, så er de ubetydelige, hvis ikke man yder en indsats for at nærme sig sine drømme. Så er det vel bare snak uden at sige noget, som min oldemor så fint plejede at understrege. For mit vedkommende handler det lige nu om ‘1 flueben’ ad gangen for at forebygge eventuelle nederlag, som med et fingerknips kan trække mig direkte ned i mørket igen.

Lige nu arbejder jeg især med punkt 2, da det frigiver en hulens masse stress fra mine skuldre – og samtidig forærer mig en slags ro, som jeg ikke tidligere har oplevet. Det er ret frigørende, at jeg ikke altid føler mig nødsaget til at overanalysere alle andres væremåder af frygt for en eventuel afvisning, men i stedet bare koncentrere mig om min egen fold.

Del 7: Svær mani og en uforudset mundkurv!

img_3370LÆS EVT: DEL 1 / DEL 2 / DEL 3 / DEL 4 / DEL 5 / DEL 6

Advarsel om selvskade og ubehagelige hændelser!

Hej kære I. Jeg beklager endnu en gang mellemrummet i min føljeton, men jeg har en udhulende frygt for, hvordan den mon bliver grebet på den anden side af skærmen. Mon I ser på mig som et problembetændt pigebarn, I ikke kan rumme at læse om? Jeg er bange for at blive set ned på, peget fingre ad eller betragtes som et mindreværdigt menneske. Faktisk er jeg så angst, at jeg næsten ikke har mod til at læse jeres kommentar!? Når jeg klikker på dem, er det i følgeskab med lukkede øjne og en dyb indånding.

Modsat tvinger mine skriverier mig også til at forholde mig nøgternt til min situation, eftersom jeg har for vane at fortrænge tidspunkter i mit liv, som jeg ikke er interesseret i at deltage i. Den strategi fungerer forrygende, lige indtil dæmonerne sniger sig ind på én som udmagrede rovdyr efter en flad jagtsæson. Man kan ligeså godt bare tørre lorten op, når den splattes ud foran hoveddøren, hvis man gerne vil undgå et mentalt selvmord. Trust me on this..

Det har taget modbydeligt hårdt på mig at skulle kæmpe så hårdt for de to mest grundlæggende menneskelige behov: Tag over hovedet og mad på bordet. Samtidigt har det været surrealistisk at skulle forholde mig til mine psykiske skavanker i forbindelse med terapi, da den eneste aktivitet i mine tanker har omhandlet min generelle overlevelse. Jeg er træt, vred – og en del af mig er bitter over de svigt, jeg efterhånden har oplevet som psykisk sårbar i Danmark. Hvordan ryster man den kombination af sig?


ORKAN

Jeg trådte anspændt op på vægten, der blinkede afventende på gulvet. 55,8 kg. Det skal fandeme være løgn!? udbrød jeg og repeterede proceduren. 55,9 kg. Jeg havde ikke vejet så lidt siden 2014, hvor jeg første gang fik ordineret antidepressivt medicin ovenpå en længerevarende svinsk depression.

Fra juli til nu har jeg tabt mig næsten 9 kg. Op til min indlæggelse raslede 5 af dem af mig, eftersom jeg næsten udelukkende lå som lammet i sengen eller gik i byen på tom mave. Under min indlæggelse lå min vægt pudsigt nok stabilt, faktisk på grammet. Jeg vejede nøjagtigt det samme, da jeg blev udskrevet, som da jeg slog lejr på afdelingen.

Da jeg atter vendte hjem fortsatte stabiliteten halvanden uge frem, hvorefter den igen styrtdykkede, og 4 kg. mere røg af. Jeg hadede det. Men for ikke at sprænge i luften af raseri, brænde nogle nødvendige broer eller stille træskoene som følge af et overbelastet hjerte, barberede jeg morgenmaden væk og erstattede den med Oxapax. Jeg var så sitrende stresset, at jeg alligevel ikke mærkede sulten.


En måned efter min udskrivelse begyndte jeg at bemærke en besynderlig ændring i min adfærd. Mine raseri anfald blev værre på trods af, at jeg troede mit topniveau for rødglødende ører allerede var ramt. Tallerknerne flækkede, da jeg bragede dem ned i bordpladen efter en opvask. Jeg sparkede køkkenlågerne i og kastede rundt med vasketøjet, trampede på det og bandede højlydt, imens jeg foldede lortet sammen. Fra morgen til aften forpestede jeg alt levende som dødt.

Min koncentrationsevne forsvandt som et snefnug, der rammer jordens overflade. Væk. Ordene dansede rundt og gjorde sig uforståelige, når jeg forsøgte at skrive eller læse en tekst. Selv en sms på to sølle linjer skulle genlæses adskillige gange. Ved Netflix-forsøg måtte jeg spole tilbage mellem 7-10 gange under et enkelt afsnit, fordi jeg var ude af stand til at undslippe det stigende speedometer i overetagen.

Jeg tabte høretelefonerne i suppen, destruerede min computer ved at spilde sæbevand ud over tastaturet, gik ind i samtlige dørkarme og væltede alt indenfor rækkevidde, da jeg ikke kunne kontrollere mine bevægelser. Når jeg gik i kiosken efter cigaretter, kom jeg hjem uden, fordi jeg havde glemt formålet med min udflugt.

I en hel uge forløb mine dage sig således, indtil jeg fik nok af de vanvittige turbotanker, aggressionsudbrud og det problematiske koncentrationsbesvær. Jeg fik ikke udrettet noget som helst og mit medicinlager formåede ikke at formilde situationen – endda heller ikke, hvis jeg tredoblede mit daglige indtag af beroligende?

Og så skete det. Af afmagt og udmattelse bragede jeg instinktivt min hånd ind i væggen med det formål at tvinge kroppen ud i en choktilstand, der forhåbentligt skulle forære mig et øjebliks ro. Mig, som sjældent udviser voldelige eller fysisk selvskadende tendenser? Hændelsen resulterede i et skadestuebesøg, som jeg naturligvis ikke havde tålmodighed til at forholde mig til.

Efter weekenden blev jeg til min store overraskelse ringet op af en overlæge fra Psyk, som tilkendegav sin bekymring for min foruroligende udvikling. Vi talte sammen i et kvarters tid, hvorefter han øgede min dosis af beroligende medicin mod potentielle udbrud. “Det håber jeg fandeme virker.” Afsluttede jeg samtalen med en skeptisk latter. “Ellers ringer du til mig, Julie!” Javel..


Eksakt en uge efter mit skadestue-stunt, viste sindssygen endnu en gang sit uvelkomne fjæs. Jeg forsøgte at komme det i forkøbet ved at fylde badekaret med varmt vand, parkere askebægeret på lokummet med en pakke Gule Kings, så jeg forhåbentligt kunne dyrke afslapningens kunst.

Det virkede ikke, og jeg var på tragisk vis også løbet tør for beroligende. (I en weekend!) I desperation ringede jeg til vagtlægen, som så fint ikke var i position til at forny recepter på vanedannende medicin og henviste mig til at kontakte Modtagelsen på Psykiatrisk Hospital. Jeg ringede prompte Modtagelsen op:

Mig: “Hej, det er Julie. (Som om alle ved, hvem det er?). Jeg har lige talt med vagtlægen, som bad mig ringe til jer. Jeg var indlagt hos jer for en måned siden, hvor jeg fik ordineret Oxapax som PN, og nu har jeg ikke flere tilbage. Jeg har nogle relativt sindssyge raserianfald for tiden, som jeg ikke kan jonglere med uden. I mandags talte jeg med overlægen, efter jeg røg en tur på skadestuen, som øgede doseringen og skrev et notat om, at jeg skal have dem fast mod udbrud. Og det kan bare IKKE vente til i morgen!” 

(Jeg har for vane at lægge ud med den samlede opkastsmasse, da jeg ikke har tålmodighed til at besvare spørgsmål.)

Sygeplejerske: “Er du kommet til skade igen, Julie?” 
Mig“Ikke endnu, nej…”
Sygeplejerske“Godt! Jeg finder lige lægens notat, to sekunder.. (Lang ventetid). Jeg synes, at notatet er lidt utydelig, så jeg tør ikke forny din recept. Men du er velkommen til at komme herud, så du måske kan få ordineret en enkelt.”
Mig: “Ja, det kommer så ikke til at ske. Så aggressiv som jeg er, har jeg sgu ikke tålmodighed til at bruge 1,5 times transporttid med bussen derud.”
Sygeplejerske: “Nej okay..”
Mig: “Altså jeg kan se hans notat via app’en: Medicinkort, og der formidler han klokkeklart, at jeg skal have det ordineret op til flere gange dagligt fremadrettet mod anfald.”
Sygeplejerske: “Hov, vent lige lidt – Jeg kan godt se, at der er vedhæftet et nyere notat. Jeg hører lige en læge ad.. Hæng på i et minut… Ved du hvad Julie, lægen fornyer din recept indenfor et kvarter.”
Mig: “Mange tak skal du have!”

(Havde hun afvist min forespørgsel, havde jeg naturligvis ringet op på ny i håbet om at få en anden sygeplejerske på linjen..)

Efter samtalen trådte jeg i mit traditionelle ‘hate-outfit’ (Læder fra top til tå) og hentede omtumlet pillerne på apoteket. Jeg forsøgte at dulme uroen med heavy metal, som ind i mellem kunne agere kompagnon i mine arrige tilstande. (Nogen gange skal der rigtig meget larm til at overtrumfe mit indre kaos.)

Da jeg atter låste mig ind i lejligheden, var det som om, at nogen havde placeret en røgmaskine midt i min stue. Alt virkede pludseligt tåget og uklart? Jeg åbnede vinduerne på vidt gab og vaklede ud i køkkenet, hvor jeg bryggede en kop kaffe, tændte en cigaret og åd to stk Oxapax. Vente, vente, vente. Virk nu for helvede! Tænkte jeg og glemte alt om kaffen, som nåede at blive kold, inden jeg fik øje på koppen.

Jeg anede ikke, hvad jeg skulle stille op. Mine tanker splittede sig i to selvstændige baner, som spaltede hårspidser, jeg ikke var i stand til at sammensætte igen. Det føltes som om, at hjernen var exceptionelt overaktiv og dermed nødsaget til at dele tankeræset i to, inden den tilintetgjordes af pres. Hverken cigaretter, kaffe eller medicin kunne bidrage med ro. Intet vejede tungt nok til at mase den intense galskab til døde.

I et psykotisk øjeblik flækkede jeg (endnu engang impulsivt) en barberskraber og skar huden op på armen. Endelig! En tiltrængt pause fra vanviddet. For at skåne jer for et ubehageligt mentalt billede, vil jeg hellere nævne, at synet ikke var rart. I det øjeblik gik det pludseligt op for mig, at noget var helt forskruet. Jeg ringede forvildet til en ambulance, som kort efter troppede op i lejligheden og eskorterede mig på skadestuen, hvor jeg blev syet sammen igen. Efter to skadestuevisit på én uge blev jeg uundgåeligt indlagt. Åha..

Jeg var så tøjlesløs, at jeg ikke kan redegøre for hændelsesforløbet med nøjagtighed, da jeg for første gang, udover heftige drukture, oplevede black outs. Jeg husker derfor svagt mit første døgn på Psykiatrisk Hospital, udover at jeg var tvunget til at trille tommelfingre i Modtagelsen på ubestemt tid grundet fyldte afdelinger.

Jeg hadede at være der, da jeg til stadighed forbinder det med empatiløse afvisninger. Faktisk befalede jeg at blive evakueret til en tilfældig afdeling – om det så var en psykotisk en af slagsen, var jeg fløjtende ligeglad med. Jeg skulle bare væk derfra. NU.

Efter nogen tid talte jeg igen med lægen, hvor jeg flovt måtte krybe til korset og indrømme, at jeg med frygt for at lade mig skræmme fra vid og sans ikke havde lyst til at slå teltpløkkerne i på en psykotisk afdeling. I stedet var jeg indstillet på at vente på en ledig stue på en af afdelingerne for mani og depression.

På andendagen satte jeg mig til rette under en slidt hvid pavillon i gårdhaven med en dyne foldet tæt omkring mig, som en forvokset lyseblå larve. Ved min side stod tre halvtomme bægere med kolde kaffesjatter i, som figurerede askebægere, da jeg ikke orkede at rejse mig fra træbænken. Jeg holdt mig beskæftiget med det ene 7-kabale spil efter det andet. Hvis ikke kabalerne gik op, opstod der selvfølgelig en verbal situation..

De eneste 3 positive ting ved Modtagelsen er kaffemaskinen, som er godkendt til brug uanset tidspunkt – ligesom rygegården også er åben i alle døgnets timer. Ingen latterlige regler angående de to mest grundlæggende behov for størstedelen af indlogerende patienter. Derudover var personalet mere nærværende, fandt jeg overraskende nok ud af. Måske fordi de langt om længe tog min situation alvorligt, eller også var der foretaget en hardcore udskiftning af ansatte? En af de to ting.

To dage efter min ankomst blev der endelig en ledig plads på en anden afdeling, end den jeg sidst var indlagt på. Min ængstelighed blev øjeblikkeligt udløst og hænderne rystede, imens jeg pakkede mine ting sammen i tasker og bæreposer. Inden min exit spurgte jeg tiggende om at tage et bad. Tanken om at skulle åbne mig op for nyt personale (På trods af min manglende begejstring for dem) samt for nye patienter med stinkende armhuler, usoigneret hud og uvasket hår, var slet ikke på tale. Det var der heldigvis ingen problemer ved.

Inden jeg dækkede alle de ømme sting til med tape og tiltrængt trådte ind under bruseren, åd jeg en Oxapax, som jeg i al hemmelighed havde smuglet med hjemmefra. I tilfælde af at jeg ikke blev tilstrækkeligt dækket ind med beroligende på afdelingen, skulle jeg ikke nyde noget af endnu en psykose eller et angstangreb.

En ansat fra Modtagelsen eskorterede mig ned på afdelingen og fulgte mig ind på min tildelte stue, der ligesom min forrige var ualmindeligt depressionsfremkalende. Imens jeg pakkede ud, bankede min kontaktperson på døren og præsenterede smilende sig selv. Udover den obligatoriske introduktionssamtale, blev jeg vist rundt og informeret om alle afdelingens muligheder. Samtlige sygeplejersker og ergoterapeuter gav mig hånden under min sightseeing og ønskede mig hjertevarmt velkommen, hvor jeg samtidig blev forsikret om, at jeg til hver en tid måtte trække dem til side, hvis jeg havde behov for en snak.

Mine øjne flakkede forvirrede rundt. Hvad fanden foregår der? tænkte jeg. Var jeg seriøst havnet på en afdeling, hvor personalet rent faktisk var engagerede, omsorgsfulde og imødekommende?


Dagen efter min ankomst, blev jeg kaldt ind til en lægesamtale. Jeg satte mig til rette med foldede hænder over bordet på modsat side af lægen, min kontaktperson og en lægestuderende. Jeg følte mig næsten som en del af en partshøring, hvilket jeg også tilkendegav overfor mit voksende publikum.

Som en start gennemgik vi hændelsesforløbet mellem 1. og 2. indlæggelse. Dernæst konkluderede vi, at det antidepressive medicin, jeg fik sideløbende med det stemningsstabiliserende endnu engang havde forværret min tilstand. Da antidepressivt oftest først bliver optaget i kroppen efter 4-6 uger, forklarede det den pludselige forværring af min tilstand efter min udskrivelse. Det viste sig, at kombinationen havde gjort mig stjernemanisk.

Lægen: “Jeg begriber simpelthen ikke, at man har turdet at sætte dig på antidepressiv – taget din historik i betragtning. Jeg tænker, at vi halverer din dosis og trapper dig langsomt ud for at undgå bivirkninger ved et brat stop.”
Mig: “Jeg rører ikke den medicin igen. Jeg tør simpelthen ikke!”
Lægen: “Men Julie der vil forekomme en afvænningsperiode, som ikke er rar.”
Mig: “Afvænning kender jeg. Det kan jeg tackle. Men jeg tager ikke den medicin igen.”
Lægen: “Okay, hvis du er bevidst om og afklaret med bivirkningerne, så kan vi godt fjerne det med det samme.”
Mig: “Jeg er afklaret med mit valg.”
Lægen: “Godt! Jeg noterer samtidigt i din journal, at du ikke må få antidepressivt medicin igen.”
Mig: “Tak!”

Slutteligt havde lægen et helt andet punkt på dagsordenen:

Lægen: “En sidste ting, Julie. Jeg er blevet gjort opmærksom på, at du har en blog..”
Mig: “Ja, og?” Svarede jeg og kunne ikke lige øjne relevansen.
Lægen: “En kollega fra din tidligere afdeling har nævnt, at du tilsyneladende har berettet om dit indlæggelsesforløb med meget konkrete episoder med personalet – inklusiv specifikke samtaler, hvoraf hun kunne genkende sig selv i din fortælling.”
Mig: “Det er korrekt, ja. Men så længe jeg hverken nævner navne, afdelingsnummer – eller beskriver udseendet på de omtalte, er jeg i min fulde ret til at dele mit sygdomsforløb, som jeg oplever det. Før, under og efter mine indlæggelser.”
Lægen: “Du har selvfølgelig ret til at skrive, hvad du har lyst til, men du skal vide, at det kan have indflydelse på din videre behandling her hos os.” 

Det er muligvis den mest uprofessionelle udtalelse, jeg i nyere tid har lagt øre til. Med undtagelse af en psykolog der i 2015 udtalte følgende, efter jeg havde flået mit livs traumer ud af mig: “Ej, dit liv er helt vildt spændende.” (???)

Lægen kunne ligeså godt have ytret: “Det er ikke fordi, vi ønsker at give dig mundkurv på, men hvis du har i sinde at modtage hjælp fra psykiatrien, skal du indstille dine indlæggelsesforløb med det samme.” Meget ugennemtænkt i forhold til, at der sad et kritisk eksplosivt pigebarn overfor ham med meget ambivalente følelser overfor psykiatrien. Mon de følte sig skræmte, truet eller stødt?

Bør vi ikke som individer have patent på vores eget liv? Vores kriser, vores lykke, vores erindringer og vores op- og nedture. Så længe alle de, der krydser vores veje forbliver anonyme? Hovedrollen i mine indlæg er hverken psykiatrien, kommunen eller mig som person for den sags skyld. Mit ‘sygdomsforløb‘ er hovedrollen. Instansernes ansatte er blot maskerede statister.


Efter samtalens ende sluttede jeg mig nervøst til festlighederne på ryger-altanen, hvor man som regel fremlægger en kort præsentation af hinanden. “Er du bipolar eller ‘bare’ indlagt med depression?” Spurgte en ældre herre mig, imens han nysgerrigt tændte en cigaret.

“Jeg er bipolar.” Svarede jeg uden at føle mig stødt over hans ligefremme spørgsmål. Jeg havde efterhånden vænnet mig til, at folk spurgte filterløst ind til hinandens diagnoser. “Aha”, svarede han og lød yderligere interesseret. “Er det helt til hundene i øjeblikket?” Jeg fumlede lidt med cigaretpakken og hældte en kop kaffe op. “Jeg er ved at falde ned fra en svær mani, da jeg har fået noget medicin, jeg ikke kan tåle.” 

En mand i starten af 50’erne trådte ydmygt ind i samtalen og supplerede: “Det er meget almindeligt, at det tager nogle år, før man rammer det rette medicin, der matcher ens hjerne.” Flere år? Tænkte jeg bekymret. Skal man så agere offer for psykotiske anfald indtil noget pludseligt går i spænd? Hvad fanden ville der ikke ske næste gang? Ville jeg overlagt brække begge mine ben i afmagt, eller hvad?

“Hvem har i fået roser af?” Spurgte jeg afvigende og pegede ned på to urtepotter i guld med halvvisne roser i. “Jamen det har vi af ham der.” Svarede den ældre patient og nikkede ned mod en ung gut i gården og fortsatte:Sidst han var manisk, kørte han ud i Tivoli Friheden og huggede dem.” Afsluttede han og hældte kaffe op uden at trække en mine. “HAHA!” Udbrød jeg højlydt og morede mig over, hvad vi som bipolære eksistenser kan præstere at foretage os i en mani.

Forsættes..

Når depression viser sit grimme fjæs!

img_2733Advarsel om dystert indhold!


Jeg har endnu ikke introduceret jer for, hvad der reelt sker i min krop, når jeg som bipolar oplever et uforudset dyk. Før jeg fik stemningsstabiliserende medicin kunne en tilstand have en varighed på op til et år (eller mere) ad gangen. Forrygende, hvis man er manisk – knap så opløftende, hvis man er deprimeret.

90% af 2016 var jeg manisk, flyvende, energisk og vanvittigt selvsikker. Et helt fantastisk år som jeg har lagret i min mentale mindebog som noget ganske helligt. Modsat har 2017 været et af de mest modbydelige år i mit liv, hvor jeg tilmed har tabt mig 8 kg af udmattelse. Det skal lige nævnes, at jeg var slank i forvejen..

Min nuværende medicin fastholder mig i et normalt/hypomanisk stemningsleje. Hvilket vil sige, at jeg er i balance – dog med tendens til hyperaktivitet. Den tilstand kan jeg absolut ikke beklage mig over. Men prisen for et stabilt humør er høj. Chokerende høj!

Når jeg ind i mellem støder på en dag eller blot en aften, som føles ondskabsfuldt besættende, er jeg mere eller mindre i livsfare. En absolut solformørkelse. Jeg har heldigvis “kun” oplevet to af disse episoder siden min udskrivelse. Tilstanden kan sammenlignes med, at substansen fra en 8-måneders lang depression stoppes ned igennem spiserøret på én enkelt dag. En off-day er i sandhed snolder ved siden af.

Jeg er vant til depression, som jeg tidligere har omtalt som en siamesisk tvilling, jeg ikke kan separere mig fra. Jeg har førhen oplevet sammenhængende år, hvor jeg ikke har kunnet foretage mig andet end at sove, ryge mig latterligt skæv og modvilligt sulte mig halvt til døde. Som 21-årig var jeg helt nede og veje 43 kg. Dette var første gang, jeg søgte hjælp ved psykiatrien – og blev afvist med beskeden: “Du er en stærk, velformulerende og smuk pige, Julie. Du skal nok klare dig.” Tænk at man kan afvise en ung pige på så irrelevant et grundlag?

Men på trods af at depressioner er det, jeg er allermest bekendt med i livet, så kan det ikke sammenlignes med de episoder, jeg har oplevet efter min nye medicin.

Lørdag var f.eks. et bæst. Jeg er målløs over, hvordan mit umedgørlige sind er i stand til at afspille så bestialsk en splatterfilm i et pludseligt fingerknips. Som hvis djævlen havde sendt sine disciple for at tvinge mig så hårdt i knæ, at de flækkede i en ubegribelig paroksysme.

Først føles det som at blive bagbundet og kastet på hovedet ud i en kulsort mose, efterladt til at drukne alene i mørket. Jeg spræller og kæmper for at løsne rebet – en forgæves arbejdsindsats. Tankemylderet galoperer så voldsomt, at man ikke har mulighed for at træde på bremsen. Og så kommer den. Dødslængselen, der vokser som ukrudt i blodårene og trumfer alt. Kærlighed, drømme, potentiale og minder. Intet synes at dulme håbløsheden.

Den eneste mulighed jeg har for at gennemleve galskaben er ved at sluge en vis mængde sovemedicin, som en stensikker knytnæve i fjæset, så jeg bankes bevidstløs i løbet af meget kort tid. En kortslutning. Dét eller springe ud af vinduet. Hvad, jeg har lært af disse to episoder er, at allerede når jeg føler rebet om mine håndled, skal jeg kortslutte dagen. Jeg kan ikke bekæmpe den magt, jeg er oppe imod på de dage. Er det mon en bipolars lod? Uforudsigelighed og piller?

Del 6: Bliv hjemløs og luk din blog!

image13Hej kære I. Inden jeg påbegynder min fortælling om, hvor håbløst det har været at blive udskrevet fra Psykiatrisk Hospital med nok problemstillinger i bagagen til at fylde en stationcar, er jeg nødt til at advare jer om nogle voldsomme raserianfald. Hvis i har læst de tidligere dele af min indlæggelses-følgeton (HER), burde I med stor sandsynlighed være bekendt med min udadreagerende, og til tider meget uhensigtsmæssige, adfærd.

Det har taget mig mere end fem uger at færdiggøre dette indlæg, både fordi det er mit hidtil længste – men også det mest drænende for psyken. Samtlige gange har jeg måttet indstille skriveriet grundet manglende koncentrationsevne og umedgørlige aggressioner. Jeg har grædt, sparket til omgivelserne og gået lodret amok.

I et anfald (eller en mani) har jeg sågar kontaktet ingen ringere end Beskæftigelsesministeriet og bedt dem udspecificere en tvetydig paragraf, eftersom kommunale afgørelser (I min optik) kan sammenlignes med at spille Lotto: Man vinder aldrig. Jeg fik også sørget for at vedhæfte en flammende kritik af den nye lovgivning på socialområdet. På grund af min manglende tillid til systemet, får jeg nu gennemgået alle afslag i Den Sociale Retshjælp i Aarhus.

I visse tilfælde kan vrede dog omdannes til motivation og stædighed – et drive til at trodse de, der spænder ben for én. Og dén vrede kombineret med min families evige støtte, håber jeg inderligt på kan bære mig igennem denne hårde tid.


BEHANDLINGSPLANEN

På baggrund af min bipolære affektive lidelse, har jeg fået bevilliget et terapiforløb via ambulatoriet. Her er målsætningen at lære sygdommen så godt at kende, at jeg på et tidspunkt kan formå at kontrollere og agere i den. Allerede nu kan jeg ydmygt tilføje, at jeg har fingerspidserne i et kolossalt mestringsarbejde. Mine impulser er stadig vanvittige og så overmandende, at jeg ikke aner, hvordan jeg skal lære at trampe dem til døde. I skrivende stund føles det som at ile efter en ustoppelig varevogn. Selvom jeg ind i mellem tror, at jeg ved, hvad der foregår i min hjerne, så aner jeg ingenting.

“You know nothing, Jon Snow.” – Game of Thrones.

Dernæst skal jeg starte i gruppeterapi, hvilket jeg ikke føler mig inspireret af. Må jeg minde om, at jeg ikke er jublende over at skulle vende ‘dukkehuset’ om i andres nærvær. Men jeg accepterede trods alt tilbudet i håbet om, at det vil reducere min sociale angst, nu hvor vi alligevel er i gang. Efter jeg har afsluttet det bipolære forløb, som estimeres at tage et halvt års tid, skal jeg påbegynde endnu et terapiforløb i Klinik for personlighedsforstyrrelser, da jeg fortsat mangler specifik udredning for dem. Et forløb, der nemt kan have en varighed på halvandet år. Kan I heller ikke få vejret?

Ydermere er jeg blevet tildelt en udskrivningsmentor, som jeg mødes med en gang ugentligt. Udover at figurere støtteperson, der kan ledsage mig til diverse møder, kan han også blot være et lyttende øre over en kop kaffe på Baresso. Jeg tror, at jeg har været heldig med min, eftersom han besidder samme ‘objektive’ syn på offentlige instanser, som jeg selv..

Slutteligt ansøgte psykiatrien om en bo-støtte, som overtager udskrivningsmentorens opgaver efter et par måneder. Bo-støttens funktion er meget alsidig, men kan bl.a. være behjælpelig med de ting, man selv har svært ved at finde overskud til. I mit tilfælde tror jeg først og fremmest, det er vigtigt med en professionel ugentlig følgesvend til at ‘tage temperaturen’ på mig.

Jeg forholder mig skeptisk omkring bo-støtten, eftersom møderne primært finder sted i eget hjem. (Jeg hader at have gæster.) Så i trods har jeg planer om at parkere min sindssyge mani-gæld i skødet på vedkommende. Vær så artig.. Jeg skal til gengæld nok servere kaffe.


STRUKTUR

For en bipolar, der er plaget af markante udsving, glemsomhed, overspringshandlinger og andre impulser, er struktur og orden altafgørende. Efter min udskrivelse har jeg kategorisk forsøgt at få styr på mine kaotiske rammer – selv mit kælderrum, der de sidste 2 år har kunnet sammenlignes med Roms ødelæggelse i 1084. Jeg har skamryddet det for pap, ødelagte møbler og ubrugeligt bras. Tilbage står nu to flyttekasser med nipsting, der skal med på et loppemarked sidst i oktober.

For mit vedkommende har jeg aldrig gjort brug af hverken kalender eller huskesedler, hvorfor jeg altid er kommet hjem fra indkøbscenteret med alle andre ting, end dem jeg manglede. Derudover har jeg haft for vane at glemme alle mine aftaler på bekostning af nogle interessante muligheder og dyrebare venskaber, som jeg stadig kæmper med at acceptere.

I dag hænger mine indkøbslister på køleskabet, min kalender ligger pivåben foran mig på spisebordet, og selv min medicin er velorganiseret i en pilleæske til alle hverdage – fordelt på ‘morgen, middag, aften og nat’. (Yes, jeg skal sluge piller døgnet rundt for at være “normal”.)

Jeg har tilmed hentet flere forskellige apps på mobilen (med tip fra min mor, som er på forkant med alt!), der skal assistere mig i det praktiske, herunder:

  1. Medicinkort: Som er en oversigt over tilgængelige recepter samt mulighed for fornyelse. Det vanedannende medicin skal man dog ringe til læge, psykiatrisk hospital eller ambulatoriet for at få mere af. (Hvilket varierer, alt efter hvem man får fat i?).
  2. Medicinhusker: Her kan man indtaste sine tildelte præparater med mg og sætte alarmer til de tidspunkter på dagen, man skal huske at tage det. Gennemført genialt!
  3. Min Plan: En app specifikt til psykiske lidelser. Heri kan man notere de forskellige tilstande (f.eks. hypomani) samt symptombeskrivelser og håndteringsmuligheder. Derudover kan man anføre kontaktoplysninger på akutte hjælpeinstanser, hvis lokummet skulle brænde.

Alt i alt kan jeg konkludere, at jeg er overraskende godt pakket ind i orden, hjælp og støtte fremadrettet. Om ikke andet i sygdomsregi – mit levegrundlag er desværre en helt anden sag..


DEN PRIMÆRE PROBLEMSTILLING

Jeg har boet i min (højt elskede) lejlighed i lidt over 3 år, og indtil årsskiftet har min husleje befundet sig i den ‘billige’ ende på ca. 4200 kr. om måneden efter boligstøtte. Men pga. den nye lovgivning, får jeg ikke længere bevilliget det samme beløb, hvorfor min husleje nu ligger på 6000 kr. En kritisk forskel når jeg bor alene.

Siden januar, hvor min tilstand med et fingerknips dykkede fra en længerevarende (og fantastisk!) hypomani til dyb depression, har jeg som følge heraf haft svært ved at overkomme alle mine gøremål, deadlines og nye samarbejder. Af den årsag er min samlede løn også faldet markant – og i juli/august skete det værsttænkelige: Jeg havde ikke længere midlerne til at betale min husleje, børnepenge (Da min søn bor fast hos sin far og bonusmor)*, samt el- og telefonregninger – hvis jeg vel at mærke også havde planer om at spise tre gange dagligt.

Da de sidste 10 måneder ikke har båret frugt nok til min generelle overlevelse, har jeg efter min udskrivelse været tvunget til at søge supplering hos det offentlige, indtil min løn igen bliver stabiliseret.

*I et seperat indlæg efter min føljeton, vil jeg fortælle lidt om, hvordan det praktisk fungerer med et barn involveret. Det er et utroligt følsomt emne for mig at tage op. Jeg skal derfor bruge et tilløb, før jeg har mod til det.


OPTRÆK TIL STORM

På trods af den første halvanden uges successer (som nævnt i forrige del), havde jeg alligevel en ‘episode’ dagen efter min udskrivelse. En ven spurgte insisterende, om jeg havde lyst til at mødes på min yndlings café, Under Masken, til varm solbærsaft og en snak om tilværelsen. Efter en lille måned med begrænsede udgange, skamsikrede vinduer og nul selvbestemmelse trængte jeg til at blive luftet – og takkede derfor ja tak.

Mit blik flakkede forvildet rundt i menneskesværmen, da jeg gik ned af strøget. Larm, uro, kaos. Folk, der talte i munden på hinanden, et overflod af indkøbsposer, telefoner der ringede, biler der dyttede, og gadesælgere der ivrigt forsøgte at fange de forbipasserende. Som et abstrakt maleri foruden orienteringsmuligheder.

Jeg anede ikke, hvor jeg skulle gøre af mine stressede hænder. Sveden piblede fra ryggen, og jeg blev pludseligt i tvivl om, hvordan man gik naturligt? Kunne folk mon se på mig, at jeg er psykisk ustabil?

Som den førstankomne på cafeen bestilte jeg en kop kaffe for at kvæle ventetiden. “Hej Julie!” Udbrød en anden mandlig bartender overrasket og fortsatte: “Jeg tror ikke, at jeg har set dig i to måneder. Hvor fanden har du været??” Jeg spærrede panisk øjnene op. “Øøhm, det er en længere historie.. I kan bare stille kaffen bag baren, jeg kommer tilbage om lidt.” meddelte jeg og søgte i en helvedes fart ud på toilettet.

Med en brystkasse på grænsen til at flække som følge af et eksplosionsparat hjerte, placerede jeg hænderne på mine knæ med hovedet foroverbøjet for at stabilisere min vejrtrækning. Inhale, exhale, repeat. Sveden haglede af mig, da jeg efterfølgende støttede mig til håndvasken. Mine legemsdele var ildrøde, som om huden blev ætset væk af brændende lava.

Jeg tændte febrilsk for vandhanen og plaskede det kolde vand i ansigtet – idet jeg mærkede telefonen vibrere i jakkelommen. Med våde hænder fumlede jeg med lynlåsen for at læse beskeden fra min ven, der varslede sin ankomst. Jeg fik øjenkontakt med mig selv i spejlet og udbrød et højlydt: “Fuck!”

(Efter denne hændelse havde jeg en lignende situation på Street Food i Aarhus, hvor jeg stødte ind i samtlige bekendtskaber, som udløste endnu et angstanfald. Herefter pålagde jeg mig selv 1 måneds karantæne fra alt byliv. Et akut behov for afskærmelse fra den ‘raske’ befolkning og al konfrontation med mit længerevarende fravær fra virkeligheden.)


Mit følelsesliv var generelt et ragnarok, efter jeg kom hjem fra hospitalet. Kronisk grådlabil – hvor helt almindelige dagligdagshændelser og udsyn pressede på tårerkanalerne. Ting, som depressionerne førhen havde spændt ben for, at jeg kunne værdsætte. En blå og skyfri himmel, smil fra fremmede mennesker, en dukkert i havet, gode gerninger, en guitarsolo, duften af regnvand en tidlig morgen eller hvis nogen formulerede sig sensitivt og hudløst ærligt. Jeg græd på stedet.

Modsat var jeg en tikkende atombombe, hvor selv den mindste form for uretfærdighed/irritation ville udløse en ekstremt aggressiv adfærd. Hvis man talte til mig (eller andre, for den sags skyld) i et nedladende toneleje, sprang foran i køen, steg lidt for langsomt på bussen eller smilte på det forkerte tidspunkt, som kunne tolkes som provokation, slog det klik for mig. Nul betænkningstid. BOOM!

Mine utilregnelige følelseskanaler var ikke de eneste, der kunne sammenlignes med et ragnarok. Min kalender begyndte så småt også at drukne i praktiske gøremål: Lægebesøg, møder med udskrivningsmentor, psykologsamtaler via ambulatoriet samt et overvæld af arbejdsopgaver, som jeg egentligt slet ikke var parat til at varetage. Derudover havde jeg en lang liste af kreditorer, der skulle kontaktes for at udskyde mine afdragsordninger, da jeg ikke længere havde økonomi til at betale af på min gæld.

En simpel ting som receptfornyelse udgjorde også en stor stressfaktor for mig. Som nævnt ovenfor er det ikke alle præparater, der kan fornys ved egen læge eller via Medicinkort app’en, hvorfor man skal i gennem en længere omstillingsrunde for at få det ordineret. Selv noget medicin, jeg skal have 3 gange dagligt, kan ikke anskaffes på normal vis. Flere gange har jeg måttet undvære min daglige medicin, fordi instanserne ikke har kunnet blive enige om, hvor det skulle fornyes henne?! Havde de regnet med, at jeg kun skulle være bipolar i 14 dage eller hvad?

Det praktiske begyndte så småt at dominere min hverdag i så høj en grad, at det spændte ben for mine nyetablerede (og sunde!) dagsrutiner. Min altafgørende døgnrytme begyndte at vakle, hvor jeg først fik ro i kroppen til at sove efter midnat, og derfor var nødsaget til at tage en lur midt på dagen. (Nøjagtigt som inden min indlæggelse.) Det værste var mareridtene, der altid udløses, når jeg føler mig angst og stresset.

Jeg havde heller ikke længere overskud til at holde mit morgen yoga ved lige, og mine svømmeture i havet var slet ikke en mulighed. Mine frirum smuldrede pludseligt som sand mellem fingrene.


STORM

Under min indlæggelse fik jeg (efter stædige efterspørgsler) tildelt to samtaler med en socialrådgiver, som skulle assistere mig i alle relevante ansøgninger til kommunen herunder: Midlertidig økonomisk supplering, betaling af børnepenge, medicinkort, dækning af 1 måneds husleje + elregning, som jeg ikke havde mulighed for at betale i august måned. Hensigten med samtalerne var hovedsageligt at reducere mine gøremål efter en udskrivelse.

Desværre for mit vedkommende var 3 af ansøgningerne ikke afsendt/udfyldt korrekt, hvorfor disse samtaler blot havde været et tidsspilde. Ydermere blev jeg præsenteret for nogle behjælpelige muligheder i forhold til en fremadrettet huslejehalvering samt forhøjet boligstøtte, som ikke holdt vand i den virkelige verden. Om hun var uopdateret på den nye lovgivning, eller hvad der lå til grund for de tomme løfter, aner jeg ikke?

Virkeligheden så nemlig således ud: Jeg kunne hverken få bevilliget huslejehalvering, medicinkort, støtte til børnepengebetaling samt forhøjet boligstøtte, bl.a. pga. min blog, som var en variabel indkomst.

To dage inden fogeden kunne troppe op på matriklen og smide mig ud af min lejlighed, blev jeg gjort opmærksom på, at huslejen endnu ikke var betalt, som socialrådgiveren ellers betryggende havde forsikret mig om. Jeg måtte derfor smide alt, jeg havde i hænderne, på trods af at jeg var ved at omkomme af stress.

Når først nogen har forsikret mig om noget, der afliver mine bekymringer, så skal man fandengaleme være sikker på, at det holder stik, hvis man har i sinde at bevare folkefreden. (Men det ved i måske allerede?)

Kamufleret med solbriller og sort læderkluns fra top til tå, steg jeg på bussen ind til byen. Det var som om, at jeg instinktivt iførte mig disse “outfits”, når jeg befandt mig på randen af galskab eller ikke orkede opmærksomhed af nogen grad. Muligvis en kombination af begge i dette tilfælde.

På strækningen mellem busstoppestedet og Job Centeret gjorde folk klogt i at bevæge sig i en (stor) bue udenom mig. Mon de visualiserede et dragehoved? Eller måske kunne de høre dødsmetallet gennem høretelefonerne, som afholdt dem fra at nærme sig. Ét stødende blik ville nok også have resulteret i en uhensigtsmæssig verbal ’situation’. Åha, alt den vrede i så lille en krop.

Jeg trippede utålmodigt rundt i cirkler, imens jeg ventede på at tale med en socialrådgiver. Efter ca. 10 minutter blev jeg kaldt ind af en middelaldrende mand med en sympatisk udstråling. Han ledte os ind på et snævert kontor, hvor jeg grådlabilt forklarede ham om mine manglende betalinger. Jeg var så desperat, at min krop var ved at falde fra hinanden. Det ville ikke overraske mig, hvis der pludselig lå lemmer på gulvet – fordi de ganske enkelt ikke kunne holde til at være en del af mig længere.

Han skyndte sig at opspore min tilknyttede socialrådgiver og ringede øjeblikkeligt til hende for at gøre opmærksom på en hastesag, han ville sende på mail med det samme. Senere samme dag ville jeg modtage en afgørelse vedr. min ansøgning i e-boks.

Da jeg kom hjem igen, sad jeg som klistret fast til skærmen og ventede. Og ventede. Jeg ventede stadigvæk.. Sidst på eftermiddagen modtog jeg en mail om, at mine regninger endelig var blevet betalt. Puu-fucking-ha! Jeg åndede lettet op og begravede ansigtet i mine hænder, imens gråden stod ud af mig som et kraftigt vandfald.


Efterfølgende arrangerede jeg endnu et tigger-visit på kommunen i følgeskab med min udskrivningsmentor, da jeg fortsat druknede i uoverskuelige problemstillinger. Som en del af forberedelserne, havde jeg samlet al nødvendig dokumentation, så de ikke kunne affeje mig af den grund. Det irriterede mig grænseløst, at jeg skulle forholde mig til mit generelle levegrundlag, lige som jeg vendte hjem efter en længere indlæggelse.

Kl. 9:45 en tirsdag formiddag parkerede jeg min trætte røv på en bænk foran Job Centeret med en kop kaffe fra 7-eleven. Jeg præsterede naturligvis at ryge 3 cigaretter i streg, inden min mentor troppede op med et imødekommende vink og et bredt smil. Inden vi naivt og foruden skudsikre veste drog i krig, gennemgik vi alle tænkelige udfald.

Allerede da vi trak et nummer og satte os til rette i venteområdet, rullede jeg øjne. “Du er ikke så tålmodig, er du vel, Julie.” Grinte min mentor drillende. “Det kan jeg næppe påstå, nej.” Svarede jeg og trak på smilebåndet. Til mit held blev vi forholdsvist hurtigt kaldt ind til en kvindelig socialrådgiver.

Jeg lagde ud med en introduktion af mit ståsted og forklarede hende, hvad jeg manglede hjælp til. Hun knep øjnene tæt sammen og trak en mine, nøjagtigt som ’superstjernen’ (Lægen, der diagnosticerede mig) gjorde. Dér blev hun upopulær.

I en mindre evighed forsøgte hun at forklare os en masse (håbløse!) faktorer ved lovgivningen, som ingen foruden jura-undervisning forstod en brik af? Jeg kastede et blik over på mentoren, som flittigt skrev notater. Jeg selv hørte ikke efter.. Det eneste jeg registrerede var, at jeg max kunne få bevilget 7000 kr. om måneden (udbetalt) – uanset mine egne indtægter, da den ville blive fratrukket suppleringen.

Jeg placerede i vildrede mine hænder bag hovedet, så albuerne pegede i hver sin retning og afbrød hendes uendelige oplæg:

M:“Godt, så du kan faktisk ikke gøre en skid for min overlevelse?”
SR: “Nej, jeg beklager Julie. Vi er nødt til at følge den nye lovgivning.”

Hvis hun nævnte ét ord mere om lovgivningen, ville jeg kaste med den første genstand indenfor rækkevidde. Hvilket forresten ville være en kunstig sukkulent.. 

M: “Du mener den lovgivning, der slår folk med psykiske sygedomme ihjel!?
SR
: “Altså, der er jo altid den mulighed, at du kan opsige din lejlighed og lukke din blog.”
M: “HVAD FOR NOGET!!? Så det du sidder og fortæller mig, er, at min eneste mulighed for at overleve, indtil min løn bliver stabiliseret igen, er at blive hjemløs og droppe min blog, som jo for helvede bl.a. er det, jeg lever af? Det er jo fuldstændig vanvittigt?!”
SR“Jamen du har desværre ikke andre muligheder. Måske du kan få et værelse et sted uden for byen?”
M: “Hvordan kan du overhovedet foreslå, at jeg skal gå fra hus og hjem og droppe den indkomst, jeg fremover skal leve af, fordi jeg i en periode har brug for hjælp?”

Hun sad med foldede hænder på skrivebordet, iskold – måske nærmere hærdet af alle de udbrud, hun måtte stå model til på daglig basis?

SR: “Du har desværre ikke andre muligheder, Julie. Din husleje er for dyr og din blog er en variabel indkomst, og derfor kan vi ikke bevillige dig mere.”

I det sekund ramlede min verden fuldkomment sammen. Jeg følte mig distanceret fra virkeligheden, som en ud af kroppen oplevelse, når hjernen vurderer, at man mentalt ikke kan holde til at være i den pågældende situation. Mine hænder rystede, mit syn flakkede og følelsen af afmagt, fik benene under mig til at føltes lamme. I en ufiltreret vrede med tårerne flossende ud af mig, udbrød jeg:

“Gør mig en tjeneste! Ring til bedemanden og bestil en kiste, for i har lige begået et mord! Tillykke, en borger mindre i skal forholde jer til!!”

Jeg forlod komplet opgivende samtalerummet, direkte ud af kommunen, hvor mine ben faldt sammen under mig på en trappe. Min mentor satte sig ved siden af mig og gav udtryk for sin dybe sympati, imens jeg forgæves forsøgte at tænde en cigaret, da lighteren ‘belejligt’ ikke ville samarbejde – og min kaffe selvfølgelig også var blevet kold.

“Kan du godt forstå, at nogen giver helt op pga. det her system?” Spurgte jeg håbløst med grådfyldte øjne. Hans sørgmodige udtryk besvarede mit spørgsmål. “Det kan jeg godt – og det er desværre noget, man ser.”

Min hjerne løb forgæves i ring for at finde en løsning, så jeg kunne forblive levende. “Hvad gør mennesker i sådan en situation her?” Spurgte jeg ham desperat. “De, der ikke har en familie, der kan hjælpe dem, ryger jo desværre ofte ind og ud af Psykiatrisk Hospital, bliver hjemløse, ender i kriminalitet eller misbrug – Og ja… andre…” Stoppede han sig selv.

Jeg begyndte så småt at indse, at jeg var fuldkomment chanceløs i livet. Tænk engang, at efter alle de år med selvmordstanker på daglig basis, skulle det ende med, at Folketinget slog mig ihjel – På det tidspunkt i mit liv, hvor jeg havde allermest vilje til at leve. Det var næsten komisk..

Jeg stirrede opgivende ned af trapperne og forsøgte at affinde mig med den virkelighed, der lå for mine fødder. I det mindste nåede jeg da at opleve 17 dage med et stabiliseret sind for føste gang nogensinde. Måske var det livets sidste gave? I så fald burde man omdøbe Psykiatrisk Hospital til “Hospice”, hvor man forbereder sig på at stille træskoene, for man dør, når man bliver lukket ud..

“Men Julie.” Indskød min menter og afbrød mit destruktive tankeræs. “Du står ikke uden muligheder. Du har din blog og andre sociale kanaler, som du hidtil har levet af – og nemt kan komme til igen. Du skal bare fokusere på at få din indkomst stabiliseret igen i en fart! Lad os prøve at få fat i en anden socialrådgiver, som måske kan kigge på din sag med andre øjne. Vi giver ikke op – vi finder en løsning til dig!” 

I snegletempo fik jeg mig selv på benene igen og fulgte trop. Jeg tog plads i venteområdet, imens min mentor forsøgte at finde en socialrådgiver, der straks kunne tale med os. Efter ca. 30 sekunder fik jeg et komplet nervesammenbrud. Højlydt gråd, snot fordelt udover begge mine ærmer, vejrtrækningsproblemer og hvert et led i min krop rystede. Fuldstændigt udtømt for kræfter til at kæmpe mere, som en akut depression. Ingen håb, ingen vilje – ingenting tilbage.

En ansat kom luntende hen til bordet med papirservietter, i dét mentoren kom tilbage og gjorde tegn til, at en socialrådgiver havde tid til at se os. I mine tanker rejste jeg mig op, men i virkeligheden sad jeg fortsat sammenfoldet på stolen. Han gik hen til mig med et opmuntrende smil. “Kom Julie.”

Han viste vej ind på kontoret, hvor jeg omgående væltede ned i stolen overfor socialrådgiveren, som en ødelagt sjæl, hvor kun hylsteret var tilbage. Min mentor førte ordet på mine vegne, da jeg ikke var i stand til at sige noget og faktisk bare græd fra start til slut. Hun så empatisk på mig og havde alle intentioner om at hjælpe mig, hvis hun kunne.

Men fordi jeg var tilknyttet en anden socialrådgiver som stod for min økonomi, kunne hun ikke stille noget op i min sag..


Morgenen efter blev min tiltrængte søvn afbrudt af vækkeuret, der mindede mig om en samtale på ambulatoriet. Min krop føltes drænet, udsultet, dehydreret, nærmest en zombie-lignende tilstand. Jeg blev ved med at tabe mig efter min udskrivelse og havde knap nok spist i tre dage som følge af bekymringer for min fremtid. Jeg erstattede morgenmaden med Oxapax (Beroligende medicin) for ikke at lade mig overmande af enten vrede eller total opgivelse.

Jeg orkede ikke at gå i bad inden samtalen, desuden var der også lukket for det varme vand, da vandrørene skulle renses. I stedet foretog jeg mig en ‘trucker-vask’ med en våd klud i armhulerne. Det tog mig næsten 20 minutter at klæde mig på – og yderligere 25 at tage mig sammen til at lægge en overfladisk make-up, så jeg i det mindste lignede en, der var i live.

Det endte med, at en veninde måtte kørte mig derud for at undgå et stensikkert afbud. Jeg fik en ‘coffee to go’ med mig i bilen i håbet om, at det ville kvikke mig op til at overkomme en hel times samtale om en sygdom, jeg ikke havde kapacitet til at forholde mig til.

Jeg ankom i sidste øjeblik – og nåede ikke engang at fylde endnu en kop kaffe i venteværelset, før min psykolog kaldte mit navn. Jeg fulgte med hende ind i samtalerummet, hvor jeg lagde direkte ud med beskeden: “Jeg beklager rigtig meget, men jeg kan simpelthen ikke forholde mig til min sygdom lige nu, fordi jeg kæmper en vanvittig kamp for min generelle overlevelse.”

Heldigvis var hun forstående, og vi brugte i stedet tiden på at tale om mine problemer frem for at gå i dybden med alt, hvad jeg fejler. Da jeg kom hjem igen faldt jeg om på sengen af udmattelse og sov 6 timer i streg, som endnu engang fuckede min nyligt stabiliserede døgnrytme op..


Efter utallige forsøg på at fange min socialrådgiver, lykkedes det endelig at komme igennem til hende på telefon. En af mine større bekymringer var, at jeg kun havde 1000 kr. til at betale børnepenge, el, telefon og internet, medicin og mad, efter huslejen var betalt. Jeg lå i knæ efter hjælp.

Socialrådgiver
“Men Julie du har jo haft 8 måneder til at kigge efter en billigere lejlighed, siden boligstøtten faldt.”
Mig: “Undskyld, men hvad fanden tror du, jeg har foretaget mig i hele 2017? Jeg har været pisse hamrende syg af depression. Jeg har forsøgt at søge hjælp hos psykiatrien hele året, men er blevet afvist gang på gang. Det eneste jeg har kunnet tænke på er at dø. Tror du så for helvede, at jeg har haft overskud til at kigge på boligopslag?” 
Socialrådgiver: “Igen må jeg sige, at du har haft rigeligt med tid til at finde dig et billigere sted at bo.”
Mig: “Så hvad tænker du, at jeg skal stille op lige nu? Blive hjemløs, ligesom resten af dine kollegaer foreslår?”
Socialrådgiver: “Du kan f.eks. skrive dig op til en akut bolig.. Jeg kan lige finde nummeret til dig.”
Mig: “Du mener den slags boliger, hvor der kan gå et halvt år, før man får noget at bo i, som med stor sandsynlighed bliver en 1-værelses lejlighed placeret 100 km fra alt, jeg kender? Hvad skal jeg gøre indtil, jeg finder et billigere sted at bo?”
Socialrådgiver: “Altså du har jo ikke andre muligheder. Måske du kan få et værelse hos noget familie?
Mig: “Tager du pis på mig? Jeg er mor – og lever bl.a. af mit hjem, når jeg ikke er helt nede i kulkælderen som lige nu!”
Socialrådgiver: “Altså jeg har desværre ikke andre løsninger til dig, Julie.”
Mig: “Ved du hvad, jeg har ikke kræfter til at tale med dig lige nu. Hav en god dag!”
Socialrådgiver: “Det er i orden. Jeg er ked af, at det skal være så svært lige nu.”
Mig: “Nej, du er ikke, men tak.”

Mine tanker galoperede rundt i hjernen for at finde ud af, hvordan jeg skulle beholde et sted at bo og samtidig skaffe mad på bordet. Jeg ringede opgivende til min familie og fortalte dem om håbløsheden. Vi blev enige om at gøre mig aktiv søgende via boligforeningen, da jeg i forvejen havde udstået min anciennitet – og derfor havnede øverst på listen til en ny (og billigere) bolig i samme område.

Den næste foranliggende problematik var at finansiere et indskud til en ny lejlighed. Nu hvor al min indkomst gik til husleje, havde jeg absolut ingen muligheder for at spare beløbet op i mellemtiden. Jeg var derfor nødsaget til at ringe min socialrådgiver op igen. (Ikke med min gode vilje, vel at mærke – taget vores sidste samtale i betragtning.)

M: “Hej det er Julie igen.”
SR: “Hej Julie. Hvad kan jeg hjælpe dig med?”
M: “Stort set alt, men jeg har et spørgsmål angående min boligsituation. Jeg har gjort mig aktiv søgende via boligforeningen, og står øverst på listen til en betydeligt billigere lejlighed. Kan I hjælpe mig med et indskud, når jeg får tilbudt en?”
SR: “Det lyder som en rigtig fornuftig løsning. I forhold til indskud så er det en vurderingssag, hvor vi går ind og kigger på dit økonomiske grundlag. Så jeg kan desværre ikke give dig nogle løfter.”
M: “Mit økonomiske grundlag? Jeg har ikke et økonomisk grundlag. Jeg er ludfattig!”
SR: “Det er desværre proceduren.”
M: “Men du kan ikke få mig til at opsige min lejlighed med mindre, at jeg er sikker på, at der er mulighed for at betale et indskud.”
SR: “Jeg kan ikke love dig noget, Julie. Men når du får et boligtilbud, kan du sende mig oplysningerne, så kigger jeg på det.”
M: “Det gør jeg. Tak skal du have.”

Efterfølgende bryggede jeg en kop kaffe, røg en cigaret eller 5 og stirrede ud i gården gennem mit køkkenvindue. Det skar som glas på huden at skulle flytte fra mit hjem. Det sted, hvor jeg for første gang har følt mig rigtigt hjemme – imponerende af en ellers rodløs sjæl som jeg, der har haft over 20 forskellige adresser på 28 år.


EN BEKYMRING – IKKE EN DEBAT

Med frygt for manglende objektivitet i forbindelse med min egen sag, vil jeg alligevel gerne tilkendegive en bekymring:

I mine øjne er der noget grueligt galt med det danske velfærdssystem, som gør samfundets sårbare endnu svagere. En foruroligende lovgivning der skubber mennesker endnu tættere på klippekanten. Frem for at tvinge folk ud af deres bolig, hvorfor så ikke kæmpe for at forebygge det stigende antal hjemløse i Danmark? Burde vi ikke, før alle andre problematikker i samfundet, prioritere at passe på hinanden? Hvornår mistede vi som nation vores folke-følelse?

Som jeg forstår det, er vi underlagt en manglende fleksibilitet, der tager afsæt i den enkelte borgers livssituation. Jeg ved, at politik er et ømtåleligt emne at pille ved, og min hensigt er ikke at provokere eller starte en mudderkastende debat. Hvad, jeg derimod ønsker er at gøre opmærksom på, hvor hårdt det er som psykisk sårbar at overleve i et såkaldt ‘velfærdssamfund’.

Slutteligt vil jeg bare sige:

Mit hjerte græder for de, der ikke har et ressourcerigt netværk og en opbakkende familie. For de der bliver tvunget til at vælge i mellem tag over hovedet eller mad på bordet. For de der ikke får hjælp af psykiatrien og andre offentlige instanser i tide. For de der havner i misbrug af afmagt og opgivelse. For de der ikke ser andre udveje end at begå kriminalitet. For de der ikke længere har styrken til at kæmpe for at overleve.

Forsættes..


LÆS EVT: DEL 1 / DEL 2 / DEL 3 / DEL 4 / DEL 5

Older posts