Jeg bryder mig ikke om mit navn!

image150Åha, endelig en god dag. Halle-fucking-luja! Jeg var så småt ved at gå i opløsning af den sidste uges mørke. (Læs evt. HER). Jeg begriber simpelthen ikke, at et sind kan være så kompliceret og modbydeligt. Det er absolut noget, jeg skal arbejde med at acceptere. Og samtidigt skal jeg have in mente, at det altid vil lysne igen, efter jeg bliver flænset af depressionens klør, selvom det kan føles som et uendeligt mareridt.

Anyway.. På det sidste har jeg gjort mig en del tanker om mit navn. Hvis nogen skulle være i tvivl, så hedder jeg: Julie. Og jeg er ikke glad for at hedde det. Selve navnet fejler ingenting. Faktisk synes jeg, det er sødt og livligt. Desværre formåede min tidligere stedfar at destruere min personlige forbindelse til mit navn. Jeg har aldrig nævnt ham før på bloggen, og jeg kommer med stor sandsynlighed heller ikke til det, da det vækker en fortrængt tid til livs.

Men hver gang nogen kalder på mig eller blot skriver ‘Hej Julie’ i en mail/sms, tager jeg øjeblikkeligt afstand og forsøger på en måde at ’slette’ eller se forbi navnet, når jeg læser beskeden. Det udløser nogle ubehagelige flashbacks til, da min stedfar med et truende og autoritært toneleje kaldte på mig. Jeg tror i samme sekund, at jeg skal have skæld ud eller har gjort noget forkert. Det er underligt, at nogen har magten til at forpeste ens forhold til sit navn?

Jeg hedder i øvrigt Marie til mellemnavn, da mine forældre ikke kunne blive enige om, hvad jeg skulle hedde. I arbejdsregi er jeg ofte blevet kaldt: Julie Marie, hvilket jeg til gengæld har haft det rigtig godt med. Jeg forbinder det hverken med angst eller ubehag. Tværtimod føler jeg, at det matcher min personlighed langt bedre, end blot ‘Julie’. Af den årsag har jeg ofte overvejet at koble Marie til mit fornavn.

Hvis jeg helt selv måtte vælge mit navn, ville jeg hedde: Mynthe Marie, men jeg tør ikke foretage mig så drastisk en ændring? Er der mon nogle af jer, som har skiftet navn? I så fald hvorfor? Og hvordan responderede jeres familie og omgangskreds på det? Fortæl, fortæl! 🙂

Selvom jeg plejer min blog, er jeg ikke ’stabil’.

image229Jeg ved ikke, om det er ‘normalt’, at man dagligt kan have så meget på hjerte, som jeg har haft på det sidste? Min første tanke når jeg skriver et personligt indlæg er altid: “Lad nu bare være med at udgive det her, Julle. Det har absolut ingens interesse – og så har det i øvrigt heller ikke noget med boligindretning at gøre.”

Måske vi kan indgå en aftale om, at I bare ignorerer de indlæg, der ikke har noget med indretning at gøre, frem for at frygte at jeg sløjfer dem, for det kan jeg forsikre jer om, at jeg ikke gør. Det er jo min kreative hylde og derfor en enorm stor del af mig. Noget af det bedste jeg ved, er når jeg bliver stillet overfor en ‘opgave’, hvor jeg skal style noget i mit hjem. Modsat er mit tankemylder en ligeså stor del af min eksistens, som jeg hverken kan undertrykke eller aflede ret længe ad gangen.

Af den årsag må jeg finde en balance i mellem: kreativitet, kunst & design, indretning, tankemylder, sorg & kriser og succesoplevelser. Min målsætning med min blog er at blive mere ekstrovert, så jeg ikke drukner i mit indre væsen. Om det så kommer til udtryk i form af kreativitet eller ord er egentligt underordnet for mig. Det skal bare ud af min krop.

I dag, lørdag, har jeg haft en hel sammenhængende uge i depression. Før denne uge har jeg oplevet to dyk, som ‘kun’ har varet en dag eller endda kun en aften. Til gengæld har de været af så intens karakter, at jeg ikke har følt mig stærk nok til at gennemleve dem uden et farmaceutisk knock out. (Som jeg omtaler i dette indlæg, hvor jeg samtidig gerne vil advare om dystert indhold.)

Det kommer derfor som lidt af en overraskelse for mig, at jeg pludseligt har skullet sidde fast i endnu en deprimerende fase. Om det så kun er for en uge, så er jeg efterhånden mættet af mørket.

Desværre er medicin ikke altid en trylledrik, som vi f.eks. ser i ‘Bubbibjørnene’, der energisk hopper rundt og klarer alle hverdagens udfordringer til UG efter et par dråber. Ind i mellem trumfer min hjerne, som den af natur er konstrueret, diverse forsøg på at spænde ben for uforudsigelighed og mentale dyk.

I går løb jeg tør for kaffe og var derfor nødsaget til at traske ned i Føtex, selvom jeg ikke havde overskud til det. De sidste 4 dage har jeg været kronisk grådlabil, hvorfor tårerne pludseligt kan strømme ud af mig i tide og utide. Og selvfølgelig imens jeg scannede kaffen ind, skete lige netop dét. Jeg skyndte mig at betale og i hastigt tempo vende tilbage til mit hjem for at bryde ud i gråd.

I et forsøg på at vende situationen til et tåleligt niveau, fyldte jeg badekaret til kogepunktet med lavendelbadesalt – og placerede computeren på lokummet med en serie kørende (As it is tradition). Badekaret slugte mig, som om min krop vejede et ton. Først efter 2,5 time, da vandet efterhånden blev bidende koldt, rejste jeg mig i slowmotion, drak en kop kaffe, mens jeg stirrede ud i luften og skred ulykkelig i seng.

Heldigvis har jeg en samtale i Ambulatoriet på tirsdag, hvor jeg uden diskussion skal have ordineret noget stærkere medicin til perioder som disse. Jeg mangler en tryghed, når jeg brager ind i elendighedens fangenskab.

I undrer jer måske over, at jeg har været i stand til at pleje bloggen samt udføre et par make-overs, imens jeg har befundet mig i denne tilstand? Men jeg har efterhånden fundet ud af, at det ind i mellem kan være forløsende at distrahere mig selv fra mit hoved. Og så kan min stædighed tilsyneladende også tage kredit for en del. (For en kort periode, vel at mærke).

Dermed skal jeg samtidig understrege, at jeg den sidste uge (på trods af min aktivitet) dagligt har haft middagslure på mellem 2-6 timers varighed, præcis som inden min første indlæggelse, hvilket ikke er godt. Så det jeg på nuværende tidspunkt kan konkludere er, at det eneste stabile i min tilværelse er min blog. Den blog som både kommunen og psykiatrien har forsøgt at aflive. Held og lykke med det kære venner..

At vågne med et skrig & lidt drømmetydning

image148SÆT FRA NELLY.


Kender I det, at man brat vågner op som følge af et mareridt? Koldsveden, der løber ned ad ryggen og et galoperende åndedræt, man ihærdigt forsøger at fange, imens synet flakker forvildet rundt for at sikre sig, at man er tilbage i trygge rammer igen? Oftest husker jeg ikke, hvad drømmene har handlet om, men jeg husker altid, hvad der vækkede mig af panik.

I går havde jeg sådan en episode. Det var mørkt i drømmen, ingen mennesker, ingen lyde, ingen lys. Kun et gammelt hegn foran mig i træ, hvorpå en grøngul slange snoede sig sammen om sig selv, som om den forsøgte at holde varmen. Jeg husker, at jeg var bange for den, men alligevel tilstrækkeligt fascineret til at blive stående med en meters afstand. Pludseligt foldede den sig ud og drejede sit lille slangehoved direkte mod mig, og lige inden den flåede tænderne i kødet på mig i et angreb, vågnede jeg brat med et højlydt skrig.

Jeg rejste mig omgående fra den svedbetændte seng, trak i noget joggingtøj og flygtede målrettet ud i køkkenet. Rumskifte! Jeg bryggede en kop kaffe og kastede et blik på uret: 4:23. På trods af tidspunktet nægtede jeg at gå tilbage i sengen igen.

I mens jeg drak en kop kaffe og røg 3 cigaretter i streg (As it is tradition), blev jeg nysgerrig. Har slangen mon en slags symbolik i drømmeregi? Mon ikke? Alt er jo for fanden symbolsk. Jeg googlede lidt frem og tilbage, hvor jeg fandt frem til, at slanger er et ganske symbolspækket dyr:

  • Slanger er ofte et direkte symbol på en rumsterende underbevidsthed. Når vi drømmer om slanger, er det tilsyneladende mange gange et udtryk for, at vi fortrænger, fornægter eller lukker af for nogle dybtliggende og “primitive” lag i vores psyke – og via slanger forsøger det ubevidste at sætte os i forbindelse med dette. Som en direkte besked fra underbevidstheden.
  • Det kan være større problemer/traumer, man har forsømt i sit liv, eller ikke har tildelt den retmæssige opmærksomhed, som derfor kommer til udtryk i drømmene forklædt som slanger. Hvordan vi vælger at håndtere mødet med slangen i vores drømme, illustrerer, hvordan vi i det vågne liv, forholder os til disse ‘lag’ i os selv.
  • Man siger også, at slanger kommer fra den dybeste afgrund af sjælen, som er en indikation på, at du føler dig truet eller i fare i dit liv.
  • Slanger skifter også ham, som kan være et symbol på en vigtig personlig udvikling, selvom det kan komme til udtryk i en ubehagelig visualisering i drømmen f.eks. via død.
  • Slutteligt kan slangen også sættes i forbindelse med syndens fænomen: “Det onde som jeg ikke vil, det gør jeg; det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke.”

Jeg kan sætte min finger på samtlige af ovenstående punkter som en udløsningsskyldig forklaring – og den spæde forståelse for mine drømme, tænker jeg er et sundt indsigtsvåben mod en meget kompliceret underbevidsthed.

Jeg faldt i samme forbindelse over denne bog: “Sådan forstår du dine drømme: En praktisk guide til effektivt drømmearbejde – og et bedre liv.” af Michael Rohde, som jeg faktisk godt kunne tænke mig at bladre lidt i. Måske jeg kunne lære mere om alle mine skumle mareridt, der stædigt har forfulgt mig siden barndommen.

Tidspunkter, hvor en tidsmaskine ville være the shit!

giphy

  1. Når man er blevet droppet, jordet, afvist og skrottet! I disse tilfælde vil jeg gerne spole tiden frem til det ikke længere gør ondt i hjertet, tak.
  2. Når man venter på bussen! I stedet for at gå i cirkler om sig selv og ryge tre cigaretter i træk, kunne jeg bare spole tiden frem og slippe for at blive rundtosset og øge risikoen for lungekræft.
  3. Når man bliver busted eller konfronteret med noget ubehageligt. Jeg begynder altid bare at græde, fordi jeg ikke kan overskue situationen.
  4. Når jeg åbner en pakke, som ikke liiiige er noget for mig. Jeg har endnu ikke fundet ud af, om jeg skal være ærlig eller fake min begejstring.
  5. Når det er blevet d. 21. december – Lad os bare spole over de resterende dage indtil juleaften. Seriøst.
  6. Togturen mellem Aarhus og København (uden mulighed for optankning af kaffe) kunne jeg også glædeligt springe over..
  7. Praktiske pligter som at handle ind, vaske tøj, gøre rent og rydde op er heller ikke noget, jeg ville savne at spole over. Eller også skulle man bare opfinde noget banebrydende, tjene kassen og betale sig fra alt praktisk! Drømmescenariet over dem alle.
  8. De sidste tre dage på måneden! Hvem på planeten har penge på kontoen der?
  9. Efter et råddent knald.. Der kunne man godt lige have spolet tiden tilbage og aflivet den idé.
  10. Den månedlige menstruationsperiode! Som et steriliseret pigebarn må jeg bare udtrykke min irritation over den komplet irrelevante forstyrrelse?!
  11. Når ens naboer snitcher resten af opgangen ved at lukke licens-Lars, Jehovas Vidner eller Scientology-rekrutter ind.
  12. Når man utålmodigt venter på næste afsnit i den serie, man følger med i. Hvorfor overhovedet torturere sine fans med den ugentlige ventetid? Det føles som om, at man skal afvænnes på ny efter hvert eneste afsnit!?
  13. Når man er tilstrækkeligt beruset og vælger at sende kærlighedserklæringer til nogen, man crusher på i smug, eller enten er blevet dumpet af – eller har dumpet. Fucking hate it!
  14. Når man har tømmermænd. Ikke bare lidt overkommelig træthed, men de ægte lede svin. Jeg ville dog ikke spole tiden tilbage for at reducere mit alko-indtag, for jeg har med stor sandsynlighed haft det fedt.
  15. Når man mod al forventning havner på en katastrofedate, og veksler i mellem overvejelserne: Skal jeg bare tage mine ting og løbe – eller burde jeg blive siddende i en halv time og være høflig?
  16. Når man er forelsket og først kan se sin udkårne om x antal dage.. Bare bogfør dagene indtil som værende ligegyldige og slet dem fra kalenderen..
  17. Når man uvilligt åbner sin el-regning, og gerne ville have haft muligheden for at spole tiden tilbage, så man kunne nå at lære at hacke, bryde ind i el-udbyderens register og fifle lidt med forbrugstallene.
  18. Når man ligner et lig og naturligvis lige støder ind i en, man har et crush på. Her ville jeg særligt ønske, at jeg kunne spole tiden tilbage og gøre mig lækker, inden jeg vurderede, at det var en god idé at forlade hjemmet.

Hænger lavt selvværd sammen med flere forelskelser?

For fjorten dage siden var jeg på besøg hos min mor, hvor jeg viste hende et billede af ‘Karrieremanden’. “Hold da kæft en pæn mand!” Sagde hun og stillede spørgsmålstegn ved, hvorfor jeg ikke var fuldstændig pjattet med ham – altså forelsket. Jeg så undrende på hende, som om det var fuldstændig uhørt, at jeg skulle forelske mig i nogen.

Med en snoldet kop instant kaffe, min mor drikker desværre for mig ikke rigtig kaffe, satte jeg mig ved vindueskarmen i køkkenet og tændte en reflektions-smøg. Hvorfor fanden bliver jeg egentligt ikke forelsket i en mand, der har hele pakken: Humoristisk, smuk – virkelig smuk, ambitiøs, kærlig, anerkendende og vanvittig lækker i sengen? Det undrede mig egentligt, eftersom jeg tidligere var blevet hovedløst forelsket i mænd, der kun rummede en brøkdel af Karrieremandens kvaliteter.

Jeg sad et øjeblik og flovede mig over nogle af mine tidligere udkårne: Ambitionsforladte, ubalancerede rebeller, dovne og foruden respekt for kvinder. Hvilket tidsspild og ufortjent opmærksomhed. Men mon ikke det siger mere om mig end om dem? I næsten 10 år havde jeg så lavt et selvværd, at hvis en fyr gjorde sig tilnærmelser i byen, blev jeg straks overbevist om, at det var en del af et væddemål. En joke! For ingen kunne da være interesseret i mig?

Et kendetegn ved forelskelse er, at man tilegner en person titlen som et helt særligt menneske, højt hævet over resten af befolkningen. Hvis man samtidig lider af lavt selvværd, vil man pr. automatik have en forvrænget målestok i forhold til værd. Man får pludselig en tendens til at lade sig overvælde af opmærksomhed fra en fyr, uanset livssituation, som man ellers aldrig ville lægge mærke til i en ’sund’ tilstand. Med det mener jeg, at man altså er disponibel for dårlige og opslidende forhold. Man vil også have svært ved at sætte grænser for sin kæreste, da man frygter, at de smutter. For hvem ville ellers have én?

Det begyndte så småt at gå op for mig, hvor stor indflydelse selvværd har på vores evne til at forelske os. I mit spirende singleliv kan jeg mærke mit selvværd vokse dag for dag. Jeg får sværere og sværere ved at blive forelsket. Dét vælger jeg at se som et sundhedstegn, for det sender mig signalet om, at når jeg engang falder pladask for en mand, vil det være en, der virkelig ser mig. En, der formår at bore sig vej helt ind i sjælen på mig. Jeg kræver ikke, at han skal kunne regne min hjerne ud – det er sgu for meget forlangt, selv af den dygtigste analytiker. Så medmindre jeg føler mig ramt, sker der ikke en skid på følelseskontoen.

Følg med via:

BLOGLOVIN / FACEBOOK / INSTAGRAM