En ærlig snak om sex

Jeg har gjort mig en interessant opdagelse via mit (og Kokkens) tidligere indlæg med ‘turn off’s’ i sengen ved henholdsvis mænd og kvinder – i følge os vel at mærke. Selvom begge indlæg er skrevet med et glimt i øjet og en vis portion humor, så skinner det også tydeligt igennem, at sex fortsat er utrolig tabubelagt – og ikke mindst ømtåleligt. For nogle er det en meget privat del af livet, som kan virke stødende at tale åbent om. For andre er det befriende at kunne sætte ord på sine oplevelser og erfaringer.

Siden starten af sommeren har jeg, som de fleste af jer er bekendt med, valgt at dele nogle af mine uforglemmelige og fantastiske sexoplevelser med jer. Dels for at træne mig selv i at formidle autentiske hændelser, men også for at reducere mine egne begrænsninger og ikke mindst frygten for at forarge.

Som jeg tidligere har beskrevet på bloggen, så ser jeg frygt og begrænsninger som en ærgerlig tilpasningstendens, der undertrykker en stor del af ens sande personlighed. Mit overordnede eksperiment for i år har været at nærme mig ‘frihed’ i så mange konstellationer som muligt, da jeg er overbevist om, at det vil resultere i et dybere kendskab til mig selv. Indtil videre kan jeg konstatere, at jeg sjældent har følt mig mere i live, end jeg gør på dette stadie i mit liv.

Ligeså vel som jeg har delt dampende og intense sexoplevelser, så vil jeg også have friheden til at tale om, hvilke faktorer der er med til at ødelægge eller forringe sex i mine øjne. Jeg forærer mig selv pladsen til at evaluere hele området, og ikke blot dele af det. Og her bør man huske på, at sex er individuelt og ligeså meget en smagssag som mad, boligindretning og mode, hvilket vil sige, at mine erfaringer på ingen måde er universelle eller generelle turn offs. Men i stedet blot en del af mig – og ikke nødvendigvis jer. 🙂 Nedenfor har jeg for første gang forsøgt at formulere mit ærlige syn på sex, samt hvad jeg ønsker at opnå i gennem det.

♥♥

I så mange år havde jeg fantaseret om, hvordan det mon føltes at have sex. Min underudviklede teenagehjerne havde portrætteret sex som et slags festfyrværkeri, man aldrig ønskede en ende på. Noget usammenligneligt, ekstatisk og sublimt. Forventningerne til det var dog ligeså omfattende som min frygt for at fejle. Faktisk skræmte en penis livet af mig, for hvad pokker skulle jeg dog stille op med sådan en? En fyr havde jo haft hele livet til at løse den gåde.

På et tidspunkt var jeg overbevist om, at mænd havde trukket det længste strå, for hvor svært kunne det lige være at stikke en finger op i en revne og slikke alfabetet? At mestre en penis derimod, krævede jo næsten en kandidatgrad. Alene opgaven at finde plads til den og ’malke’ den med munden uden at flænse kødpølsen op med tænderne virkede uoverskuelig svær.

Om ikke andet var jeg længe utrolig skuffet over sex, som jeg oplevede som en irriterende følelse – tja, næsten forstyrrende? Måske følte jeg mig i virkeligheden klaustrofobisk, da jeg nok havde mest lyst til at skubbe vedkommende væk, så jeg kunne få noget plads. Indtil for bare et par år siden har jeg ikke haft nogen ægte interesse i sex – heller ikke i mine tidligere forhold. For det meste så jeg det bare, som noget der skulle overstås – hvorefter jeg kunne være heldig at få fred i nogle dage. Jeg opfattede mænd som blodtørstige ravne, der cirkulerede om mig i døgndrift, klar til at forgribe sig på mig, så snart jeg ‘overgav’ mig. Det kedede mig gevaldigt i praksis, selvom fantasien om det fortsatte med at vokse.

Da jeg for et år siden blev single efter sammenlagt 9 år i forhold gik det pludseligt op for mig, hvorfor jeg har haft et så ugideligt syn på sex. Det hænger sammen med, at jeg ikke har været i nærheden af at finde min seksuelle identitet, som kan føres direkte tilbage til en manglende identitetsfølelse i det hele taget. Hvis man ikke ved, hvem man selv er, hvordan skal man så kende sine grænser og ikke mindst sit seksuelle kort?

På trods af mit daværende meget begrænsede kendskab til min egen seksualitet, havde jeg alligevel eksperimenteret en del. Det interessante er dog, at jeg absolut intet brugbart kan trække ud af mine tidligere erfaringer, da jeg ikke havde nogen som helst idé om, hvem jeg var. Jeg har lært noget utrolig vigtigt i forhold til sex i år. For mig er det umuligt at opdage og udforske min seksualitet, før jeg har en nogenlunde idé om mit væsen helt generelt. I det øjeblik man mestrer at anerkende sine inderste impulser, behov og lyster er der grobund for at etablere sig en seksualitet.

Mit livs højdepunkt har indtil videre været at komme den præmis nærmere i år. Jeg kan med sikkerhed garantere, at jeg kommer til at chokere en meget stor del af mine læsere, når min e-bog er færdig. Nogle af de ting jeg har foretaget mig i år vil for mange være foruroligende eller angstprovokerende. Det centrale for mig er dog, at jeg er i fuldkommen balance med mine valg – og faktisk er stolt over, hvor tro jeg har formået at være overfor mig selv. Magen til frihedsfølelse har jeg fortsat til gode at opleve.

Jeg har forsøgt at stille mig selv spørgsmålene: “Hvad vil jeg egentligt gerne have ud af sex, og hvad tiltrækker mig ved det?” For mig er det ikke fyldestgørende bare at kategorisere det som et fysisk behov, som skal afdækkes. Jeg nægter simpelthen at tro på, at vores kroppe er skabt til at reagere så kraftigt på en drift, hvis det blot er for at pleje et behov. Er det ikke lidt fladt? Jo jo, selvfølgelig har vi vel allesammen nogle tidspunkter, hvor man bare skal ha’, bevares.

Men jeg tror, at jeg så småt nærmer mig dele af svarene på ovenstående spørgsmål. Jeg har det, man kalder et ambivalent tilknytningsmønster, som mere eller mindre betyder, at jeg længes efter og har brug for at føle mig tæt på nogen. Men samtidig så føler jeg også et stort ubehag ved at være det. Det forklarer egentligt meget godt, hvorfor jeg tidligere har haft et anstrengt forhold til sex – og kærester for den sags skyld.

Dog har jeg erfaret i løbet af det sidste års tid, at der sker noget helt ubeskriveligt i mig, når jeg er sammen med en, som ser mig. Kemien bliver så intens, fordi jeg som følge af dette giver slip på alle mine forbehold, al mit ubehag ved at være tæt på en anden og giver vedkommende direkte adgang til mit ‘private’ og ellers godt bevogtede sfære. Når det samme sker, for den jeg er sammen med, så opstår der noget, som jeg ikke kan forklare – en magnetisk reaktion, der bliver instinktiv. Som om man mister al kontrol over sin krop og forenes i en slags ’symbiose’. Den oplevelse er desværre sjælden for mit vedkommende, men når det sker – får jeg det vildeste frihedsfix nogensinde. Hvilket leder mig videre til, hvad der tiltrækker mig ved sex. Det er denne form for begær og kontakt, der tiltrækker mig. Begæret til begæret – og følelsen af at blive frigjort fra sine egne begrænsninger.

I situationer hvor jeg har oplevet en så rå og intens form for sex, er også de tidspunkter, hvor mine grænser udhviskes, og jeg flytter mig seksuelt. For at komme med et eksempel havde jeg sådan en oplevelse i lørdags, og den følelse sidder fortsat fast i mig som kontaktlim. Siden den aften har jeg haft tidspunkter, hvor jeg ikke har kunnet være i min egen krop, fordi jeg instinktivt og dyrisk ville gentage det! Dét er nøjagtigt det, jeg vil have ud af sex. Jeg er ikke rigtigt typen, der gider at have en bolleven med det formål bare at eksperimentere. Det siger mig lige nøjagtigt ikke en skid, hvis kemien ikke fodrer mig med ovenstående. Det behøver ikke involvere romantiske følelser, men jeg skal inspireres mentalt og fysisk  – samt frigøres, før sex bliver rigtig interessant for mig.

Lever vi for at drømme eller for at udleve dem?

dsc_0272-copy2016 er mit so far yndlings år! Og det har givet mig blod på tanden i forhold til at være ambitiøs omkring mine fremtidige præstationer og drømme. Året har primært foræret mig flere hundrede kg selvindsigt og personlig udvikling, som jeg har vundet ved at eksperimentere med mit grænseland – og derigennem lært at være mere loyal overfor mit indre gidsel. Den lektie har dog ikke været omkostningsfri, for desto mere du adlyder dine impulser, drifter, lyster, tanker og behov – desto flere mennesker har du risiko for at støde.

Da jeg for et år siden blev single og påbegyndte min indre opdagelsesrejse, var det med ordet: ’frihed’ som den motiverende overskrift. Hvorfor jeg lige netop valgte det ord, udsprang af mine tidligere erfaringer med at føle mig fængslet og kompromitteret i et forhold. Ind i mellem følte jeg mig lænket fast til det sted, jeg befandt mig mentalt. En stilstand jeg ikke kunne finde ro i.

Det er pudsigt, at jeg havde besværligheder ved at føle mig kompromitteret, for er det i virkeligheden ikke denne ’tilpasningsevne’, vi alle sammen hviler på i det daglige for at sikre vores omgivelsers anerkendelse og accept? Vi kan godt lide, at andre har den opfattelse, at vi er ’gode’ mennesker med sunde værdier – for den opfattelse har det med at smitte af på vores egen selvopfattelse. Spørgsmålet er så, hvorvidt den selvopfattelse er autentisk?

Ordet ’social afviger’ er et angstprovokerende mærkat at få påsat sig, specielt fordi det primært sættes i forbindelse med mere ekstreme livsstile som misbrug, hjemløshed eller kriminalitet. I min optik dækker ’sociale afvigere’ egentligt et langt bredere felt, som omfatter alle, der på den ene eller anden måde afviger fra det, vi kategoriserer som værende ‘normalt’. Og ‘normalt’ kategoriseres vel ud fra, hvilke værdier og livsstil flertallet har?

I 27 år har jeg gjort mit ypperste for at tilpasse mig ‘normen’, jeg har sågar gjort mig så meget umage, at jeg på et tidspunkt undervejs mistede al kontakt til min egen kerne. Jeg er et produkt af to meget forskellige samfundslag, og det frustrerende er, at jeg ikke matcher nogen af dem. Det meste af mit teenageliv forsøgte jeg at regne ud, hvorvidt jeg kunne identificere mig mest med min mors eller fars familiegenetik, da jeg tænkte, at det ville føre mig tættere på mig selv. Men sandheden er, at jeg afviger fra dem begge. Den virkelighed har på mange måder resulteret i en lidt speciel følelse af ensomhed, da mine tilknytningsforhold har manglet en hvis form for gensidig forståelse. Derfor opfatter jeg det at blive ’set’ som noget dyrebart – næsten helligt, fordi jeg ikke er vant til at opleve det.

Dermed ikke sagt, at jeg er specielt skilled til tackle sådan en oplevelse. Det er fortsat i disse situationer, at ‘Tøsepigen’ i mig er allermest dominerende. Jeg føler mig forfærdeligt afklædt og transparent – og bliver utrolig sårbar. Til gengæld reducerer det min ensomhedsfølelse. En anden ting der reducerer den følelse er at værne om min egen personlige frihed til at være mig. Sidstnævnte kur mod ensomhed er også den kur, der kræver flest ofre.

Desto mere man er tro med sin egen genetik, desto større risiko har man for at miste sine omgivelsers accept og anerkendelse, som jeg refererede til i starten af indlægget. Det er ikke just, fordi at mine udskejelser i år har bragt mig tættere på min familie eller har vundet større forståelse hos dem. Tværtimod har jeg nok øget ‘afstanden’, da det er tydeligt, at de ikke bifalder den rejse, jeg befinder mig på. Tanken om at de læser mine små beretninger fra mit kærligheds- og sexliv, hvilket nogle af dem desværre gør, er da ganske ubehagelig, men det ændrer ikke på, at det er mig. Det kræver en hvis styrke at bryde ud af sin skal og efterleve sine drømme. Den styrke arbejder jeg målrettet på at etablere.

Følg med via:

BLOGLOVIN // INSTAGRAM // FACEBOOK

Hænger lavt selvværd sammen med flere forelskelser?

For fjorten dage siden var jeg på besøg hos min mor, hvor jeg viste hende et billede af ‘Karrieremanden’. “Hold da kæft en pæn mand!” Sagde hun og stillede spørgsmålstegn ved, hvorfor jeg ikke var fuldstændig pjattet med ham – altså forelsket. Jeg så undrende på hende, som om det var fuldstændig uhørt, at jeg skulle forelske mig i nogen.

Med en snoldet kop instant kaffe, min mor drikker desværre for mig ikke rigtig kaffe, satte jeg mig ved vindueskarmen i køkkenet og tændte en reflektions-smøg. Hvorfor fanden bliver jeg egentligt ikke forelsket i en mand, der har hele pakken: Humoristisk, smuk – virkelig smuk, ambitiøs, kærlig, anerkendende og vanvittig lækker i sengen? Det undrede mig egentligt, eftersom jeg tidligere var blevet hovedløst forelsket i mænd, der kun rummede en brøkdel af Karrieremandens kvaliteter.

Jeg sad et øjeblik og flovede mig over nogle af mine tidligere udkårne: Ambitionsforladte, ubalancerede rebeller, dovne og foruden respekt for kvinder. Hvilket tidsspild og ufortjent opmærksomhed. Men mon ikke det siger mere om mig end om dem? I næsten 10 år havde jeg så lavt et selvværd, at hvis en fyr gjorde sig tilnærmelser i byen, blev jeg straks overbevist om, at det var en del af et væddemål. En joke! For ingen kunne da være interesseret i mig?

Et kendetegn ved forelskelse er, at man tilegner en person titlen som et helt særligt menneske, højt hævet over resten af befolkningen. Hvis man samtidig lider af lavt selvværd, vil man pr. automatik have en forvrænget målestok i forhold til værd. Man får pludselig en tendens til at lade sig overvælde af opmærksomhed fra en fyr, uanset livssituation, som man ellers aldrig ville lægge mærke til i en ’sund’ tilstand. Med det mener jeg, at man altså er disponibel for dårlige og opslidende forhold. Man vil også have svært ved at sætte grænser for sin kæreste, da man frygter, at de smutter. For hvem ville ellers have én?

Det begyndte så småt at gå op for mig, hvor stor indflydelse selvværd har på vores evne til at forelske os. I mit spirende singleliv kan jeg mærke mit selvværd vokse dag for dag. Jeg får sværere og sværere ved at blive forelsket. Dét vælger jeg at se som et sundhedstegn, for det sender mig signalet om, at når jeg engang falder pladask for en mand, vil det være en, der virkelig ser mig. En, der formår at bore sig vej helt ind i sjælen på mig. Jeg kræver ikke, at han skal kunne regne min hjerne ud – det er sgu for meget forlangt, selv af den dygtigste analytiker. Så medmindre jeg føler mig ramt, sker der ikke en skid på følelseskontoen.

Følg med via:

BLOGLOVIN / FACEBOOK / INSTAGRAM

Tanker om Mr. Gyllenhaal & Frihed vs. angst

13346508_10154187897976303_8303950976133535890_n copyDen seneste tid har jeg lært at ‘frihed’ og ‘frygt’ har en meget tæt forbindelse til hinanden, og netop den kobling har jeg stor interesse i at udforske og udfordre. Jeg vil egentligt foretrække at stille dem op som modstandere i en intens kamp om det suveræne overtag af mennesket. Frihed vs. Frygt. Da jeg skrev første del af: Kokken, karrieremanden og tatovøren, rystede mine hænder ustyrligt, da jeg bevægede musen hen på udgivelsesknappen. Fyldt til randen af angst for modtagelsen, var jeg millimeter fra at slette det igen.

Jeg er en ’sanse-pige’, hvilket mere konkret betyder, at jeg er særligt sensitiv. Jeg oplever stimuli meget kraftigt. Alt hvad jeg hører, smager, mærker, ser og dufter bliver ufiltreret optaget i min krop med så tung en vægt, at jeg er nødsaget til at lade batterierne op i større omfang end andre mennesker med et ‘almindeligt’ filtreringssystem. For blot få måneder siden kunne jeg primært kun opnå dette ved at sove flere gange om dagen, hvilket ikke ligefrem var særlig livsbekræftende. Jeg begyndte derfor at søge alternativer til at uddrive mine bearbejdede indtryk igen, for at skabe plads i mig selv. Indtrykkene er næppe blevet færre, efter jeg er blevet single, tværtimod formerer dig sig med lynets hast i mit dating-eventyr. Her blev tasteturet min aflast. Fra hjerne, til hænder – ud i gennem fingerspidserne, hvorefter computeren slugte alle mine overbelastninger. Haps!

Derudover er mine dating-indlæg et led i min personlige udvikling, som jeg vil sikre fremgang ved at forære friheden større magt end frygten. De sidste par dage har jeg haft fornøjelsen af en ukendt identitet på fri fod i kommentarfeltet. Kort fortalt har vedkommende hele 3 gange beskyldt mig for at misbruge superlativer. Hvad fanden er superlativer?? Ja, det tænkte jeg også. Superlativer bruger man tilsyneladende til at beskrive noget absolut, som f.eks. “Han er den smukkeste mand nogensinde”, eller “Han er det mest naive menneske”. Vedkommende forlangte, at jeg formulerede mig anderledes for at tilfredsstille ham/hende. Det kommer desværre bare ikke til at ske.

Jeg videreformidler mine fortællinger, som jeg oplever dem i øjeblikket, de fandt sted. De følelser kan være intense, kraftfulde og overvældende, men de er mine – og de udgør mig og min måde at formulere mig på. Og nå ja, så tilføjede vedkommende i øvrigt også sætningen: “Og få så noget pik, uden hele verden skal høre om det”. Jeg kunne ikke undgå at fnise, for så har han/hun fuldstændig misforstået, hvad disse fortællinger i virkeligheden handler om. Sådan en kommentar finder jeg lidt snæversynet. Men det er alligevel vigtigt for mig at understrege, at jeg respekterer og anerkender, at ‘lettere erotiske’ erfaringer/eventyr ikke henvender sig til alle. Derfor har jeg lavet en kategori på bloggen, der hedder ‘Dating‘ og en der hedder ‘Bolig‘, så man selv kan sortere i, hvad man har lyst til at læse. (Service-info) 😀

…….

Jeg kunne godt tænke mig at zoome nærmere ind på betydningen af ordet: ‘Frihed’. For det er friheden, jeg begærer, længes efter og den jeg udforsker – men derimod angsten jeg udfordrer. Først og fremmest handler frihed for mig om at have rum til at udskille sine impulser, og handle efter kroppens instinkter i en angstfri tilstand. Jeg tror, at vi i rigtig mange tilfælde frarøver os selv at føle os frie, grundet den dominerende angst for at blive gjort til grin, afvist eller blive konfronteret med andres tanker. Sidstnævnte er især en faktor, der spiller en stor rolle i vores liv, om vi vil være ved det eller ej – For gu’ er vi ej ligeglade med, hvad folk tænker om os – det er jo ‘andre’, der afgør, hvorvidt man opnår anerkendelse eller afsky.

Afsky kan i større mængder påvirke vores selvopfattelse og selvværd, for nogen kan det endda medføre depression og/eller destruktiv adfærd. Er man rustet med et stærkt selvværd, er det ikke nær så vigtigt, om man opnår anerkendelse eller afsky, da man har sin egen ryg. Men jeg køber ikke et ord af formuleringen: “Jeg er fuldstændig ligeglad med, hvad folk tænker om mig.” For i sidste ende er det et spørgsmål om mængden af afsky, der bestemmer, hvorvidt man lader sig påvirke eller ej.

Samtidig vil jeg skynde mig at tilføje, at man som menneske selv sidder med de afgørende kort på hånden. Vi påvirker os selv mere, end andre påvirker os. For hvad sker der egentligt med vores selvværd, hvis vi kontinuerligt undertrykker vores egne impulser og instinkter? I teorien kan man argumentere for, at vi ubevist afviser os selv, og dermed fortæller at vores tanker og lyster er forkerte, upassende eller grænseoverskridende. Mere præcist er vi fangevogtere, der holder os selv som gidsler.

Den opsætning mener jeg er ødelæggende og farlig for vores selvbillede, da det overlader al for meget magt til ‘folket’. (Med ‘folket’ mener jeg ens omgivelser, mennesker man møder på sin vej, eller andre der har en holdning til én). Overvej for en stund, hvordan et selvværd kunne vokse sig stærkt og selvstændigt, hvis vi frigav vores gidsler og i stedet anerkendte og handlede ud fra vores instinkter?

……

Med ovenstående i tankerne, sidder jeg nu og reflekterer over, hvorvidt jeg skal se Mr. Gyllenhaal igen eller ej. Vores møde var på mange måder grænseoverskridende og intimiderende for mig – og det har taget mig en uge at analysere oplevelsen, så jeg kan bevæge mig videre fra ‘mellemrummet’, som jeg refererede til i serien. Jeg er hamrende tiltrukket af hans dybde, hans anerkendende måde at tiltale mig på, og så er der det faktum, at han er hot!

Modsat er han FOR dominerende til mig – forstået på den måde, at han blokerer for mine impulser. Han frarøver mig friheden til at handle på mine lyster og opleve den i aktion i en fysisk kontakt. Noget, der sagtens kan være pirrende og spændende i mindre doser – bare ikke hvis det udgør ens seksuelle kort. Mere konkret betyder det, at han tænder på at afvise mit behov for at lystre mine instinkter – og dette er muligvis det mest grænseoverskridende for mig. Med den observation in mente, er han jo egentligt modsætningen af, hvad jeg ønsker at opnå. Derfor er jeg overbevist om, at Mr. Gyllenhaal er et afsluttet kapitel som datingmateriale.

Stay tuned…

Følg med via:

BLOGLOVIN / FACEBOOK / INSTAGRAM